Det var en frisk, sprød oktoberaften i 1991. Jeg selv og to af mine nærmeste venner (August Miehe-Renard og Jacob Bruun), frekventerede tit og ofte den nu hedengangne Vangede Bodega. Og det gjorde vi skam også den aften…

Vi skulle hente smøger ovre på tanken, og på vej tilbage stivner Jacob og peger over på den anden side af gaden ved det lille renseri. Vi kigger alle derover og ser en høj person i fast beslutsom gang, let foroverbøjet, sort bredskygget hat, sandfarvet cottoncoat, tørklæde og hænderne i bukselommerne. Jacob udbryder “Danny Boy! Det er simpelthen bare løgn. Danny Boy!”.

Vi har tit og ofte siddet hjemme hos Jacob på Røntoftevej og nærstuderet hans forældres originaludgave af Vangede Billeder fra ’75. Een af de allerførste A4 tryk! Det er på dette tidspunkt gået fuldstændig op for os, hvad der var ved at ske denne aften…

Vi stavrede over gaden, og kom Dan i møde på hjørnet af Vangedevej og Ellegårdsvej (hvor jeg selv boede på det tidspunkt). Det må have virket fuldstændigt “åh nej”-agtigt fra den høje mands synsvinkel; tre glade, halvberusede 16-årige drengerøve, der nærmest så ud som om de lige havde opdaget kong faraos gravskat…

Han var overbærende og høflig med et konstant skævt smil. Tænk engang, de tre rødder ville sgu hverken have autografer, snakke om Vangede Billeder eller lefle for manden. Nej. Vi ville bare så gerne trykke mandens hånd og høre hans stemme, sådan rigtigt. Helt tæt på. Vi vidste simpelthen ikke hvad vi skulle sige. Og Dan vidste det. Vi trykkede alle hans hånd. En stor, grov og varm hånd. Man kunne så udmærket godt mærke slidet fra mange års hårdt, fysisk arbejde. Det var simpelthen en fantastisk, surrealistisk oplevelse….

“Nåååh. Og hvad render I så rundt og laver, andet end at forstyrre mig?”, spurgte han sarkastisk. “Ja øhh, vi skulle lige hente nogle smøger og så tilbage på pinden og drikke nogle øl… Det må du altså undskylde..!”, svarede vi og måtte have set en smule brødbetyngede ud. Det skulle vi overhovedet ikke tænke på. Han skulle selv lige over og have en farvel-stift, inden han tog tilbage til Frederiksberg, for sikkert at drikke nogle velkommen tilbage-stifter. Men hvis vi alligevel skulle på VB (Vangede bodega) ville han gerne gi en bajer, men havde ikke tid til at sludre for han skulle også lige over på Pouls Bodega (der lå på modsatte side af Ellegårdsvej) for at se om der var nogen at hilse på, inden han drog deruda’.

Wow! Det var sgu stort! Vi sagde at vi helst ikke ville trænge os på, men det gjorde vi skam ikke, sagde han. Det var rart, og også lidt sjovt sådan pludseligt at støde ind i sådan nogle glade drengerøve, uden at vi absolut skulle stå at hverken snakke op og ned om hans bøger eller ham selv, eller stå og lefle med falsk beskedenhed osv. Det mødte han alligevel en del af….Det var sgu da rart at høre.
Vi gik på VB, alle hilste, han købte fire bajere – tre til os og een til ham selv. “Det var hyggeligt at hilse på Jer. Nu må I passe på Jer selv og hinanden, og hvad der ellers hører til af sildesalat…”, sagde han. Vi skålede, gav pote og så slentrede Dan ellers over mod Pouls Bodega med bajer i den ene hånd og den anden i lommen…
Aldrig har vi nydt en kold Carlsberg på samme måde, som vi gjorde den aften.