1. Den store sammensværgelse på Tranegårdsvej 67

Vinteren 1963-64 skulle der dannes en Gentofteafdeling af SUF (Socialistisk Ungdoms Forum). Det foregik ikke “i dybe skumle kældre” (som Per Dich sang i sin tid) men i mit værelse på Tranegårdsvej nr 67.
Dér boede min morfar, mine forældre og jeg selv i en 4 ½ værelses lejlighed. Jeg havde sommeren forinden taget realeksamen og var begyndt at arbejde som ekstraansat ved postkontoret i Hellerup. Det skulle man ellers være fyldt 18 for at det skulle være tilladt, men der var mangel på folk, så hvad? 

Jeg havde været med i SUF nogle måneder, da en for mig (og for resten af landet) dengang helt ukendt person ringede op og præsenterede sig som Dan Turéll. Han var også med i SUF og havde påtaget sig at tage initiativ til en Gentofteafdeling.
Der var ikke plads hjemme hos ham, da han havde mange søskende, der alle boede hjemme, og heller ikke hos nogle af de andre medlemmer i den blivende Gentofteafdeling, så det kom til at foregå hjemme hos os.

Formålet på lang sigt var, som man måske kan gætte sig til, at afskaffe kapitalismen (i hvert fald i Gentofte Kommune), og den konservative borgmester skulle ikke sidde alt for længe til, hvis vi skulle have noget at sige. Men han sov godt om natten lykkeligt uvidende om den revolutionære virksomhed der foregik lige rundt om hjørnet.

Gentofte var af tradition en konservativt styret kommune, og det viste sig også ved den stiftende generalforsamling: Der var kun seks tilstede. Muligtvis var der én eller to medlemmer til i kommunen, men dem så vi aldrig til.
De seks var: Dan Turell, Christen Amby (ham i skatterådet), Bjarne (husker ikke efternavnet, men han var trotskist og dannede sin egen enmandsfraktion i afdelingen), Undertegnede og så to til, hvis navne jeg ikke husker og som af den grund herefter kaldes Nr 5 og Nr 6. 

Jeg er ikke helt sikker på hvem der blev valgt til hvad i bestyrelsen, men tror at Dan blev formand, Bjarne Sekretær og Christen kassérer, hvad der måske ikke overrasker. 
Selv blev jeg på forslag af mig selv og Dan valgt til splittelsesmand, da man nu må ha sådan en i en socialistisk organisation. Det havde jeg selv erfaret på generalforsamling i postens ekstraarbejderes fagforening, hvor der var to af den slags tilstede.
Chappi, min tamme undulat var også med og gav sit skræppende bidrag til diskussionerne, men han blev ikke valgt til noget. Undulaten var særlig begejstret for Dan som havde lidt skæg, som den pillede og hev i (det kunde måske bruges til at bygge rede af). Jeg selv, min far og morfar som boede i lejligheden var alle glatbarberede så Dan var en for fugle særlig interessant figur.

Og splittet ad, det blev vi. Nr 5 dukkede ikke op til de følgende møder (her skal der siges at SUF af vore politiske modstandere i DKU og KU blev udtolket som “Seksuelt Udskejelses Forbund”, så han blev måske skuffet over mangelen på udskejelser).

Bjarne (trotskisten) forsvandt kort tid efter til Grib Skov som militærnægter, og Christen Amby skulle studere videre et andet sted, Odense, hvis jeg ikke husker galt. Og nu er de ude af sagaen.

Tilbage var så Dan og jeg, og hvis det var svært for seks personer at styrte kapitalismen i Gentofte Kommune, så var det på grænsen til umuligt for to, for at sige det mildt. Det indså vi begge, og revolutionen blev derfor udsat på ubestemt tid. 

Vi opdagede dog hurtigt, at vi havde en del andre fælles interesser: filosofi, litteratur (Dan havde allerede på det tidspunkt en stærkt udtalt ambition at blive digter, mere om det i næste afsnit) og musik, særlig jazz og blues, og sad ofte og spillede plader med bluessangere som Sleepy John Estes, Robert Johnson, Son House, Muddy Waters o.s.v. (you name them) og musikere som Duke Ellington, Louis Armstrong, Freddie Keppard, Charlie Parker og Clifford Brown.