…Mejerimanden i Vangede havde et helvedes godt humør og rablede vittigheder af sig i enormt tempo og snakkede med alle og enhver og var altid til at tale med. Mejerimanden i Vangede han vidste det og var ofte den første der vidste det, når en af familierne var på røven, når far eller mor var blevet arbejdsløs, eller der var sket noget særligt hjemme. Mejerimanden han vidste hvem af kunderne der drak for meget og hvem af dem han kunne regne med, og mejerimanden i Vangede tog det meget roligt med kredit hvis han vidste man var fra en Vangede-familie, hvis han kendte éns forældre eller venner eller kort sagt var klar over >>hvem man var<<…”(Vangede Billeder, 1977).

Jeg har en lille historie omkring Vangede Billeder, idet mejerimanden, som Dan Turéll fortæller om bl.a. på side 18 i paperback-udgaven, var min far. Det, han fortæller om min far, er ramt lige på kornet, og min far læste også bogen, da den udkom. Der er dog én ting, som ikke er beskrevet korrekt, og det er sygehjemmet, som min far skulle ha’ boet på, efter han havde lukket mejeriet. Tværtimod boede min far i “privaten” lige til han døde i 1994, sammen med min mor, som flyttede tilbage i 1971, og som døde sidste år.
Min far fortalte dengang grinende, at han havde ringet Dan Turéll op og fortalt ham, at han “boede sgu ikke på noget sygehjem”.
Som Dan Turéll slutter: ..”så Tages skygge ligesom stadig står bag disken i det gamle mejeri lige over for kirken hvor han levede dag og nat” – mine forældre boede og skabte et udkomme i “Mejeriet” fra 1947-2002.