F.P.Jac's digt om Dan Turèll 1996
Digteren F.P. Jac døde 25. december 2008. Han efterlod sig mange ikke tidligere trykte manuskripter.
I bogen Man tror man samler sig til hele livet afrundes hans lyriske forfatterskab, idet den rummer efterladte digte samt alle de digte, redaktøren Asger Schnack har kunnet opspore, og som ikke tidligere har været trykt i en af F.P. Jacs egne digtsamlinger.
Fra bogens bagside:
F.P. Jacs forfatterskab hører til de vigtigste i det 20. århundredes danske litteratur. Kendetegnende er hans nyskabende sprog, hans intense besyngelse af erotik, livslyst og eksistensen selv – såvel som mere reportageagtige snapshots fra hverdagens tilskikkelser i form af avisdigte eller private lejlighedsdigte. Han var ikke nærig med sit talent.
Med denne bogs udgivelse er det muligt at se hans lyriske forfatterskab i sin helhed. Bogen afsluttes med et indeks over samtlige digte, F.P. Jac har skrevet – med oplysning om, i hvilken digtsamling og på hvilken side digtet er at finde. Udgivet i 2011 er et tilsvarende bind indeholdende F.P. Jacs efterladte og ikke bogførte prosa med titlen Fra mine unge bevægelser
Et af digtene i Man tror man samler sig til hele livet læste F.P.Jac op d.5.maj 1996 i forbindelse med Dan Turèll udstillingen i Kapellet på Assistens Kirkegård. Digtet er trykt første gang i Ekstra Bladet samme dag.
Turèll-samlingen har fået forlagets tilladelse til at bringe digtet:
Danny, jeg støder på dine sangkrøller hver eneste dag
Som solen dog står på igen i dag,
det er som om din sten driller rundt med foråret,
jordens dis slår udglattende op fra din pibe,
der stritter en buket og viser os landskab,
jeg går i følelsesmæssig anonymskikkelse,
stiller en inderlomme Von Oosten til fuglekig.
Husket i streg så ulasteligt uklædt nobelt nikkende,
alting stumper i bukser og snørebånd,
kun slipset summer som en forberedt Bakkensøndag,
og så dit sprogs knejsevovemod din danmarkshistorie,
aldrig nærigt korrekt men i jonglørens pasform,
disse lys af løgne der skinner og skinner
Dinne fingres teater i snurrig Chopindvælen,
den lille pung med sit forsølvede klemmespænde,
gu’ ku’ du så selvfølgelig for en udateret tid,
to hurtige sæt på en tallerken i fuglenes skrappen,
angsten var så naturlig som scenekanten,
nu vådtede du mund til spøgen og digtet.
Selvironiens blomst under den store Tivolihat,
her var så stierne, afkrogene, skovvolapykken,
hele generthedens ensomhed til humor og form,
pladdernakkens ætsende sætning som trættende dødsbo,
som du fuldførte med dit knæ ud i skulptur,
der var nu forskel på bristdumme og brisedrømme.
Priserne Danny er ikke nogen nikkelfuriesorg værd,
det var bare en tids tankeløshed,
Rungsted Havn kigger også vredt op over vejen,
er der mon undskyldninger i alle de små bølgefjæs,
lad dem dog nyde kaffen af baronessens knoglestel,
deres tilstand forbliver altid vinduer uden pli og kig.
Som solen dog står på igen i dag,
i denne mur af misundelse der delte du verden,
jordens dis slår udglattende op fra din pibe.
Et andet F.P.Jac digt til Dan Turèll blev aftrykt i programmet for “Grande Goodbye Galla” 20.1.1994 (og genoptrykt i programmet til udstillingen på Assistens Kirkegård “Kom forbi” marts 1996):
Onkel Danny i svæv på Gråbrødre Torv
Det runde bord med min fadøl,
og en orkestersol fra himlen,
endnu en dag gengiver os alle,
jeg ser mig ud en frokosttime,
sommeren har taget København,
pladsen er en lang gåen.
Pludselig ser jeg afsættene med en klapvogn,
en lille dronning ruller ind på torvet,
så velkommen,
og sikke en far så stolt i sin cigaret,
Lotus er i byen,
hun har det ikke fra fremmede.
Nu sidder vi sammmen ved bordet,
øl og en bitter,
men allermest forankringen i et par barneøjne,
og jeg kan høre hendes pupiller svare dine,
hvor vidunderligt at være velkommen,
for altid.
Der er hurtigt en ring omkring jer,
din isse tager hat på,
nu er orkestersolen også hedest,
øl og bitter er hilst,
så står den glad på trutmund,
et greb i klapvognen,
og så hjem til Alhambravej.
Jeg bliver siddende over en fad,
erindringens søvndyssende glimt i øjet,
årsreceptionerne,
og oplæsningerne ved Peblinge og Holte Sø,
du købte slips for en femhundredbasse,
forfinede dig.
Og så pludselig husker jeg,
din 35 års fødselsdag,
du havde taget en spåkone ved næsen,
og ved livet,
med din elskede Chili under armen,
væltede vi ikke cafeen,
den fødselsdag gav kloge røde kinder.
Din nænsomhed ser jeg på himlen,
din overbærenhed,
du havde altid tid til tid i tiden,
jeg ser,
sidder i et Gråbrødremylder nu mange år efter,
og du kommer sgu ikke forbi.
Sådan skulle det altid være,
men man glemmer aldrig en elskelig kammerat,
så tillad mig at synge i søvne.