Dan Turèlls mælkemandsmorgener
Jørgen Jangmarks erindringer om morfaren og mejeriet på Gentoftegade 37, hvor Dan Turèll var “morgensvajer”
Jørgen Jangmark har igennem snart 30 år beskæftiget i booking-branchen og optræder sideløbende som trompetist – mest fokuseret på den populære del af jazz-scenen.
Jørgen Jangmark var i september 2013 på Vangede Bibliotek, hvor han sammen sin jazzgruppe Jangmark og Vinsand suppleret af Jes Holtsø’s blues-band var med til at skabe en festlig aften.
Jørgen medbragte en kronik fra Politiken af Dan Turéll om “Mælkemandsmorgener”, og han fortalte, at det var hos hans morfar på Gentoftegade, Dan Turèll havde sine ”mælkemandsmorgener”.
Det var Jørgens ”Onkel Anders”, der blev opmærksom på Dan Turèlls kronik fra februar 1975 og straks fik den mangfoldiggjort, så alle i familien havde en lamineret fotokopi.
Ismejeriet lå på Gentoftegade 37 – i en bygning, der blev revet ned i 1968. I dag ligger konditoriet ”Michael H” i nummer 37, mellem Netto og Gentofte Kino.
Jørgen Jangmarks morfar Viggo Bahrenscheer havde ismejeriet fra 1947 og indtil det blev revet ned.
Viggo Bahrensscheer under 2.Verdenskrig
Jørgen Jangmark fortæller om sin morfar:
Min elskede morfar var frihedskæmper oppe i Ålsgårde helt fra begyndelsen af besættelsen. Der er historier i familien, som er skræmmende og tankevækkende. Han blev i krigens sidste måned hårdt såret, fængslet i Vestre, men overlevede. 6 maskingeværskugler op langs højre arm/skulder, en splint fra et stykke vraggods (det foregik på stranden nedenfor Hellebæk Kirke efter de var vendt tilbage fra Sverige i robåd for at hjælpe folk med at flygte derover – de var selvfølgelig blevet stukket) ødelagde hans højre øje, hvilket gjorde, han havde glasøje resten af livet og i øvrigt en kugle i skulderen, han altid havde brok med. På mirakuløs vis overbeviste en dansk læge de tyske myndigheder om, at han skulle på hospital, så han kunne være “noget værd” i en fangelejr. Der lå han den 4. maj 1945 26 år gammel.
Ære være ikke kun hans minde, men også min mormors minde. Det må ikke ha’ været specielt trygt med 2 børn (min mor og onkel), når man også har været nødt til at flytte svenske Husqvarna-maskinpistoler i barnevognen med min mor (født december 1941) ovenpå.”
Som ovenstående siger, så var min morfar hårdt såret i 1945.
Dengang fik man ikke bare invalidepension (i dette tilfælde HELDIGVIS). Frihedsrådet tildelte min morfar en livslang pension, som han modtog til sin død. Det var det samme beløb, da han døde, som da han fik den tildelt efter krigen, men dengang var det et beløb, man kunne regne med i husholdningen.
Derudover hjalp Frihedsrådet de sårede modstandsfolk med at komme videre i tilværelsen. På en eller anden måde, så var der et ismejeri på Gentoftegade, som ”man” var opmærksom på – og min morfar og mormor fik (som jeg har forstået det) et rentefrit lån til at overtage denne forretning, som de så gjorde i 1947. Altså flyttede familien fra Ålsgårde til Gentofte i 1947.
Min morfar (som efter konfirmationen havde tjent på div. gårde og efterfølgende havde været sømand, for derefter at arbejde i skoven OG på Helsingør Skibsværft – de to sidste under besættelsen, mens han var modstandsmand) og mormor (som kom ind med fir’toget fra Thisted og arbejdede som tjenestepige) skulle så UDEN nogen erfaring eller uddannelse mv. starte en forretning i Gentofte….. OG DE GJORDE DET.
Ismejeriet på Gentoftegade
Jørgen Jangmark fortæller:
Ovenover forretningen (trappe op indefra baglokalet) var en halvandetværelses lejlighed, hvor mine forældre boede, da jeg var spæd.
Der havde min mormor og morfar naturligvis også boet med min mor og onkel lige i starten, da de fik ismejeriet i 1947. Vi (mine forældre, jeg og senere min søster – jeg er fra 61 og Susanne fra 64) flyttede lige over på den anden side af Gentoftegade, lige før Susanne blev født.
Vi levede og åndede derovre indtil ismejeriet i 1968 skulle saneres. Det passer med, at jeg begyndte i 1. klasse på Gentofte skole i august 68.”
Min morfar var et meget jovialt og inkluderende menneske, som ubevidst havde tæft for at stå bag en disk og lytte til kunderne og sætte dem i centrum. Det gjorde, at det lille ismejeri var et MEGET populært sted at handle.
Der var faktisk to andre ismejerier lige i nærheden – et 100 meter nede af Gentoftegade hen imod Kildegårds Plads og et lige om hjørnet på Baunegårdsvej – men det var altid i det lille mejeri, som i kvadratmeter var væsentlig mindre end de andre, der var kø om lørdagen langt ned ad gaden.
En ting jeg kan huske ved det, var da min mormor og morfar havde sølvbryllup i 1965 (jeg var 3 ½ år gammel, men husker det tydeligt). Det væltede med kunder, leverandører mv. i et antal, man tror, var løgn. Morgenseancen med hornmusik osv. varede til langt ud på eftermiddagen. Hele familien var totalt udmattede, da det begyndte at stilne af.
Dan Turèll
Dan Turèll var bud i mejeriet på Gentoftegade fra han var 12 til 15 år. Indtil Dan flyttede skole i 1960.
Jørgen Jangmark fortæller:
Min mormor og morfar var MEGET glade for Dan og fortalte, at Dan var det mest pålidelige og opvakte mælkebud, de havde haft.
Det med Dans historie om at komme for sent og ”ikke kunne komme ud af fiseposen”… Det tror jeg ikke skete særlig mange gange. MEN da Dan åbenbart var meget pligtopfyldende, så har udtrykket nok sat sig i ham.
Jeg kan ikke lade være med at relatere til filmen ”Busters Verden”. Morfar fortalte, at han nær ikke havde antaget den lille spinkle knægt, da han jo skulle køre Long John kl. 4-5 stykker om morgenen, men – som Buster – fik han chancen og bestod.
Dan fortæller i kronikken, at han en gang så Henry Miller på Gentoftegade: ”Henry Miller gik op ad Gentoftegade, mens jeg stod og læssede tomme mælkeflasker af, og Henry Miller købte en bajer i vores mejeri…”.
Jørgen Jangmark er ikke sikker på, at hans morfar huskede Henry Millers besøg:
Jeg ved ikke om morfar kendte Henry Miller – men der kom jo en del kendte mennesker på Gentoftegade i tiden, hvor Radio Merkur havde studier lige om hjørnet på Adolphsvej, OG ismejeriet havde også øl- og vandudsalg.
Min mormor og morfar, var som folk var flest i deres generation – altså ingen sprogkundskaber overhovedet. Så når nu Henry Miller har villet købe en bajer, så foregik det nok på bedste beskub med fagter og kropssprog i høj kvalitet. Det kan godt være, at han efterfølgende blev belært om, hvem det lige var, der købte en bajer. OG så ville han nok have været post-starstruckt.
Dan skrev sin kronik i 1975, altså ca 15 år efter bud-tjansen. Jørgen Jangmark tror, at Dans beskrivelser af begivenhederne i mejeriet er tæt på virkeligheden:
Familien har jo læst Dans skriverier om mælkemanden på Gentoftegade, og alle, som oplevede det, genkender historierne. Og mormor og morfar hyggede sig gevaldigt med det – så ja.
En lille krølle på halen skal være, at når Dan gjorde sig bemærket i offentligheden (da han blev kendis), så undrede mine elskelige bedsteforældre sig meget over hans opførsel og fremtoning. Men de kunne heller ikke forstå at mænd skulle ha’ langt hår og alt det sædvanlige, som nu tidens småborgerlighed bød sig.
MEN da Dan så døde, blev de tydeligt berørte og talte meget om ham, og kronikken blev taget frem og genlæst, og den lå længe på spisebordet.
På den måde var Dan i min optik en ikke ubetydelig brik i familiens historie.
