Dan Turèll og Michael Falch

Michael Falch erindringer om premieren på filmen "Mord i Mørket"

19.9.2021 Michael Falch:

I dag er det 35 år siden, at ‘Mord i mørket’ havde premiere. Her ses coveret til den japanske VHS-version. Det gik rigtig godt for filmen, og den Bodil, jeg modtog for rollen, står stadig og shiner på bogreolen herhjemme. Den blev én af det års mest sete biograffilm, og 2 mill. seere så med, da den siden fik tv-premiere.

Filmen var skabt frit efter Dan Turèlls krimi ‘Mord i mørket’. Jeg var en stor fan af den amerikanske forfatter Raymond Chandlers krimier og af Dans vellykkede danske take på dem. Før vi gik i gang med optagelserne, brainstormede Dan, jeg og instruktør Sune Lund-Sørensen intensivt omkring min karakter, Den Navnløse, og vi rettede nuancer til undervejs på flere locations.

Han undskyldte siden sit berømte mediestunt på premiereaftenen overfor mig, både i et brev og ansigt til ansigt. Vi sad ved siden af hinanden i biografen, men efter kun at have set få minutter af filmen, forlod Dan sin plads. Undrende over, at han ikke vendte tilbage, gik jeg ud og ledte efter ham. Jeg fandt ham siddende på en trappe ude i foyeren med en journalister og en fotograf omkring sig.

Han betroede mig, at han benyttede lejligheden til at reklamere for sin bog, der blev genudgivet som paperback i forbindelse med filmpremieren (i øvrigt med mig på forsiden). ‘Det er bare godt købmandsskab’, meddelte han mig, da jeg anfægtede hans situationsfornemmelse. Hans konstante skattegæld var en offentlig hemmelighed, så jeg kunne godt leve mig ind i hans motiv.

Hans stunt udløste dagen efter en regulær mediestorm. B.T. havde omdigtet historien til en konfrontation mellem ham og mig på deres spiseseddel, og overalt i landet brølede den: ‘Turéll udvandrer i protest mod Falch’.

 

Et par dage senere betonede han i et brev til mig, at hans kritik alene havde været rettet mod Nordisk Film.

Han skrev, at han under ingen omstændigheder havde hængt mig ud, og at han selv var frustreret over, at BT havde vinklet sagen sådan (‘Baby Times’ kaldte han – typisk turèll’sk – avisen i brevet til mig).

Og så skrev han ellers noget pænt om min præstation. Det gjorde mig selvfølgelig godt, men skaden var sket, og folk havde intetanende fået en stor løgn serveret som frokostunderholdning, som var det facts.

Kort efter solgte Turèll rettighederne også til krimierne ‘Mord i Rodby’ og ‘Mord på Malta’ til Nordisk Film.

Vi indspillede derefter ‘Mord i paradis’ (frit efter ‘Mord i Rodby’), men inden vi kom i gang med 3’eren, valgte jeg at stå af.

 

Læs også Michael Enggaards Og Jesper Stein Larsens artikel fra Jyllands-Posten 30.juli 2006: 
Mord i Morket, Jyllandsposten