Dan Turèll Prisen 2011: Claus Høxbroe

Beatpoeten og scenekunstlitteratur-arrangøren Claus Høxbroe modtog Dan Turèll Prisen 2011.

 

Overrækkelsen fandt sted på Dan Turélls 65 års fødselsdag i Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek, lørdag den 19. marts.

 

Det var sidste gang, at Dan Turèll Prisen bestod af et af Dan Turèlls slips suppleret af en pengepræmie på 6.000 kr. Alle Dans gamle slips er nu givet til prismodtagerne. Startende med Ole Bornedal i 1995. Herefter til Steffen Brandt, Klaus Lynggaard, Halfdan E., Ditte Birkemose,Rune T. Kidde, Jakob Martin Strid, Mikael Bertelsen, Christiania Jazzclub, Jens Blendstrup, Ursula Andkjær Olsen, Farshad Kholgi og Morten Søkilde i 2010.
Dan Turèll Prisen 2011 Claus Høxbro

Den 30-årige Claus Høxbroe er en varm fortaler for den levende poesi.
Han er kendt for sin live optræden og er en dynamisk performer med stor gennemslagskraft.
Claus Høxbroe har været aktiv i poetry slam og spoken word miljøet i de sidste ti års tid og er med sine 200 årlige engagementer med impro-lyrik, oplæsning og jazz ustandselig på farten.
Høxbroe optræder på flere cd’er, og sidst i marts 2011 udkommer hans sjette digtsamling: “Før flyene styrter”.

Claus Høxbroe er en særdeles aktiv og inspirerende igangsætter og organisator i de danske lyrik-miljøer. Han har bl.a. stået bag “Jazz’n’poetry” på Copenhagen Jazzhouse, “Onkel Dannys Joint” i Råhuset på Onkel Dannys Plads og “Poetry Preview” på Støberiet.

Og så tog Claus Høxbroe for et par år siden på vandring Danmark rundt inspireret af beatforfatterne Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Han ville gøre op med den elitære, navlebeskuende lyrik og overnattede hos de danskere, der lukkede ham ind i deres stuer.

Claus Høxbroe benytter de elektroniske medier til at få sine mange aktiviteter udspredt. Hans hjemmeside Beatnix beskriver han selv som “Et lyrisk site af og om Claus Høxbroe. Et site med begge ben placeret solidt i det danske sprog, der hvor det lugter allermest af ord!”
Claus Høxbroe er selvfølgelig også på Facebook , og han har oprettet  sider på My Space, hvor man kan få indtryk af hans musikalske optræden: Claus Høxbroe & årets længste dag + Claus Høxbroe & 1.th

     Det var Peder Bundgaard, der motiverede hvorfor Claus Høxbroe skulle hædres