Dan Turèll Medaljen 2024: Signe Gjessing

 at landskaberne på den egn gav hende en følelse af “horisontal uendelighed”. I klart vejr kunne blikket “omfatte hele det åbne farvand og følge solen og månen til dørs. Den medbestemmelse i mødet med vandet og himmellegemerne har for mig udviklet en poetisk aktivisme: At røre naturen indefra.” Ja, der har vi det – at røre naturen indefra”. Det er jo dét, hun gør, når hun i sin anden bog – “Blaffende rum nænnende alt” fra 2015 – udviser noget, man næsten kunne kalde empati, for diverse naturfænomener – om ”havet”hedder det eksempelvis: “Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned.” Eller om horisonten (endnu et genkommende motiv): “Horisonten holder sig beskedent i baggrunden, den kan træde frem, hvis det bliver nødvendigt.”

Hvad er det dog for noget med det hav og den horisont, der pludselig ikke længere blot er kulisser for digterens skønmaleri, men fremstår som selvstændige handlende subjekter? Ja, hvis vi i et forsøg på at finde en vej ind i den egenartede skrift skulle læne os op ad noget, vi kender, kunne vi måske tænke på den franske digter Arthur Rimbaud og hans berusede båd. Vi kunne tænke på Dan Turèll og hans tre bind af “Space Cantos” eller andre af de kosmiske ekskursioner, der især prægede den ungdommelige del af værket. Vi kunne tænke på surrealisme eller psykotisk tale. Vi kunne tænke på drømmestof eller LSD-visioner. Vi kunne tænke på en synsk poesi, der gennemlyser alle verdens grænser og overflader. Eller vi kunne simpelthen tænke: Hold da op, hvor er sproget dog rigt, når det lægges i blød i de rette hjernevindinger.

Nu fik vi sagt Arthur Rimbaud – en fransk symbolistisk digter fra 1800-tallet – og det viser sig at være en tråd, der ikke er helt ved siden af. I det førnævnte essay fra antologien om nordjysk litteratur fortæller Signe Gjessing, at hendes familie på et tidspunkt i løbet af hendes barndom flyttede fra landsbyen Ranum til murænelandskabet Næsbydale på samme egn – og hun skriver:

“I nogle år gik jeg alene på skrænterne ved fjorden og lærte naturen at kende i sin glød, i sin krystalliserede sne, i sit lavendelfarvede himmelstof. / Så begyndte jeg på det, Rimbaud i ‘En årstid i Helvede’ kalder at vænne sig til den simple hallucination. Jeg fratog naturen dens praktiske værdi. I stedet for at se lys på fjorden så jeg diamanter, og i stedet for at se spurve på en telefonmast så jeg perler på en snor. Da naturen med sine spurve var blevet frataget sine egenskaber og kun fremstod som synlige billeder, begyndte jeg at udvikle egenskaben som noget særegent for det poetiske billede: Altså gik jeg fra den simple sammenligning baseret på ydre ligheder: Hvide stjerner – hvidt sukker – til at fokusere på billedets egenskaber: At lyse – at forsøde – to forskellige ting, og med den ydre lighed kan de udveksle forskelligartede egenskaber. På den måde opstod en intim forbindelse mellem det poetiske billede og naturen, idet jeg havde lånt dens egenskaber til digtet. Jeg opdagede, at der var veje at gå i det digteriske rum, og at jo længere jeg gik ud ad disse veje, des klarere og mere ufortolket fri fremstod naturen for mig.”

Nøgleordet her er egenskaber. At flytte opmærksomheden fra fænomenernes eller objekternes ydre træk til deres egenskaber. Og at låne samme egenskaber med ind i poesien. Det er måske dét, Signe Gjessing gør, når hun i “Blaffende rum nænnende alt” skriver, at “Verdensrummet arbejder med lys, når noget skal fikses.” Eller når hun åbner sin tredje bog – “Ideale begivenheder” fra 2017 – på følgende måde: “Wienervals: kjolekanten er et næb af univers, der fodrer sine unger under stjernerne, imens virkelighedsranker fødes og skriger, // virkeligheden hænger i ranker og klaser, verdensstrømninger plukker af dem, før de endnu er modne // universets unger skriger på udvidelse, vi valser hen over dem –” Eller nogle sider længere fremme i samme bog: “universet springer hen til det, det kigger på: sigtbarheden uden for universet er universets bevægelse: fra her til her.” Okay, sådan et univers, der kan springe hen til noget, kender vi vist ikke. Eller gør vi? Måske burde vi, for, som der står på en af de sidste sider, ligeledes i den bog, der hedder Ideale begivenheder: “der findes et univers i hvert et velassorteret sind”.

Ja, det gør der vel. Det er bare de færreste af os, som har tænkt på det på lige præcis dén måde. Og sådan har Signe Gjessing gang på gang prikket til os i de ti år, der er gået, siden hun som en fremmed fugl kom svævende ind på den danske poesis firmament med “Ud i det u-løse”, en bog, der er lige så beskeden af omfang, som den er grænseløs i sine perspektiver. Siden fulgte de to bøger, som jeg ligeledes har citeret i det foregående: “Blaffende rum nænnende alt” og “Ideale begivenheder”, begge i stort format og stift bind, hvilket er usædvanligt for digtsamlinger. Men som det burde være fremgået, er Signe Gjessings digte også alt andet end sædvanlige.

Det kan godt være, at der på bøgernes omslag enten står “digte” eller “vers”, men hverken i typografisk opsætning eller sprogtone minder teksterne om konventionel poesi. Snarere vil jeg sige, at der er tale om en genreløs skrift, en sprogudfoldelse, en sproghandling, der bare begynder et sted og drysser sig selv ud over siderne for så på et eller andet tidspunkt at høre op lige så pludseligt og tilsyneladende umotiveret, som den begyndte. Læseren inviteres ind i de luftige ordlandskaber, hvor der er masser af plads til at færdes blandt de spredte fragmenter. Måske findes der en usynlig – slettet eller bare aldrig fremkaldt – skrift mellem brokkerne. Måske er det hvide ark det univers, brokkerne eksisterer i. Brokker i betydningen små selvstændige verdener i et verdensalt – som planeterne i verdensrummet, eller som menneskelige individer, der driver rundt i menneskehedens hav.

Efter den tredje digtsamling, “Ideale begivenheder”, skete i 2018 et mindre sporskifte i Signe Gjessings forfatterskab med bogen “Synet og vennen”, som på omslaget kaldes en “fortælling”. Her har læseren lidt mere grund under fødderne, idet der både er antydninger af scener og en handlingstråd. Det handler tilsyneladende om nogle karakterers reaktion på, at en vis Florian nu er død. Men hvor og i hvilken dimension disse scener og narrative fragmenter udspiller sig, er det alligevel ikke helt så enkelt at få fat på. Om denne Florian hedder det eksempelvis: “Florian plejede at leve under de her kattelignende sole, der kunne stige hurtigt op, men som ikke kunne gå ned igen, og som sad øverst på himlen og viftede med deres lange, buskede haler af morgengry.” Som man nok fornemmer, er der i denne fortælling – ligesom i de andre bøger – hele tiden noget, der ligesom glider læseren af hænde.

Lettere blev det ikke i forfatterskabets femte bog, der udkom i 2020 under titlen “Tractatus Philosophico-Poeticus”; og som ifølge forordet var en poetisk genskrivning af Wittgensteins filosofiske afhandling af samme navn. Herfra var det, som om forfatterskabet kunne være kørt i alle retninger – eller helt af sporet, uden at dette skal opfattes i en negativ betydning. Men så i 2023 kom “Illuminationen af alt”, en digtsamling, hvor Signe Gjessing så at sige vendte tilbage til noget, man kunne kalde en genkendelig fremmedartethed. Bogen er med andre ord tydeligt beslægtet med de tre første udgivelser i forfatterskabet. Og allerede titlen – “Illuminationen af alt” – fortæller os, at det poetiske sjæleslægtskab med Arthur Rimbaud ikke er glemt (et af Rimbauds mest berømte værker er en samling prosadigte kaldet “Les Illuminations”).

Også i “Illuminationen af alt” er Signe Gjessing på talefod med universet: “Hvor mange slag skal mit hjerte lige bruge, før det tør bede universet / løbe ned efter en liter mælk?” spørger hun et sted. Og et andet konstaterer hun – måske ikke uden en vis beklagelse – at hendes skrift står i direkte forbindelse til verdensaltet og dets (åbenbart) ikke uudtømmelige ressourcer. Hun skriver: “Universet har afbrudt kontakten til stjernerne midlertidigt (i 5 minutter), // efter at det kom frem, / at de fyrer universets energi af på at gøre mig til forfatter”.

At stjernerne bruger en del af deres energi på at holde Signe Gjessings forfatterskab kørende, kan jeg personligt – og vi i Dan Turèll Selskabet – sagtens leve med. For med de foreløbig seks bøger, hun har udgivet, har hun for længst bevist, at hendes helt særegne litterære praksis ikke bare kan henregnes under kategorien ungdommelig svimmelhed.  Det kan godt være, at debutbogen “Ud i det u-løse” i sin tid ramte os som et missil fra en anden verden, men med de efterfølgende udgivelser kom det til at stå klart, at der langt fra blot var tale om en raptus, en luftspejling, en poetisk hikke, der ville gå over igen. Med små fysiske, men store kunstneriske skridt har Signe Gjessing bygget et hus, der vil blive stående i det litterære landskab, og som foreløbig er kulmineret med “Illuminationen af alt”, der som sagt udkom sidste år.

Så ja, der er så sandelig mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro. Der er for eksempel Signe Gjessing, som i sine bøger synes at skrive alle vante grænser bort, og som med små, næsten umærkelige greb formår at glide lydefrit frem og tilbage mellem det menneskelige og den verden, mennesket eksisterer i. Som i denne karakteristiske sentens i bogen “Ideale begivenheder” fra 2017: “du sidder i dén stilling, solen ville have siddet i, hvis solen var faldet anderledes ud”.

Hertil er blot at sige, at Signe Gjessing skriver sådan, som solen ville have skrevet, hvis den havde haft en blyant. Og for sit unikke talent tildeles hun Dan Turèll Medaljen 2024. Tillykke!