Dan Turèll Medaljen 2023: Niels Skousen
Dan Turèll Medaljen 2023 blev tildelt en særdeles nutidig og nærværende legende i dansk musik
Overrækkelsen fandt traditionen tro sted på Dan Turèlls fødselsdag d.19.marts i Dan Turèll-Samlingen, hvor en synligt berørt modtog årets medalje.
Aldrig før har der været så mange mennesker til en Turèll Medalje-fest på Vangede Bibliotek. Over 150 glade og entusiastiske fans – både af Dan Turèll og musikeren Niels Skousen – var mødt op til den forrygende eftermiddag.
Borgmester Michael Fenger holdt velkomsttalen. Han fortalte bl.a. , at han nu med stor begejstring har fået læst Dan Turèlls Vangede Billeder. Michael Fenger kunne høre Dan Turèlls karakteristiske diktion bag alle historierne i bogen.
Formanden for Dan Turèll Selskabet Lars Movin begrundede i sin fantastiske gennemgang af Niels Skousens værk, hvorfor det i år simpelthen ikke har været muligt at få øje på nogen mere oplagt eller værdig Medalje-modtager.
Niels Skousen, der synligt berørt modtog medaljen, følte, at Dan Turèll var en del af det samme gang, som også Skousen kom fra: Dem fra forstæderne. Dem der havde drømmen om at komme ind til byen og være en del af af det, der foregår.
Skousen sluttede eftermiddagen af med at give et par numre på guitaren. Til de mange tilskueres store glæde sluttede Niels Skousen af med klassikeren “Herfra hvor vi står” fra 1972.
Her er Dan Turèll Selskabets motivering:
Sangeren og sangskriveren Niels Skousen (f. 1944) er en institution i dansk beat- og rockmusik. Siden han i 1971 med ensemblet Skousen & Ingemann udsendte debutalbummet Herfra hvor vi står, har han med sit poetiske klarsyn og sin blidt indtrængende stemme indtaget rollen som en kronikør, der både formidler sin egen generations erfaringer og trækker tråde på tværs af tider og steder. Det er, som om han synger til os fra et sted uden for tiden, samtidig med at han med sine præcise iagttagelser er intenst til stede iblandt os. Han kan spidde tidsånden med originale formuleringer, der er så åbne, at der også er plads til modtageren. Gennem hans tekster møder vi Niels Skousen – men vi møder også os selv og den tid, vi lever i.
I 1980 trak Niels Skousen overraskende stikket fra musikscenen for at dyrke andre sider af sit talent, først og fremmest som skuespiller. Og mere end to årtier senere, i 2002, vendte han – lige så overraskende – tilbage til musikken med albummet Dobbeltsyn. En titel, der nærmest kunne siges at være emblematisk for den perlerække af samtidskommenterende plader, han siden har udsendt. Senest det modne mesterværk Blæsten og Regnen, der udkom i slutningen af 2022.
I Skousens dansksprogede og ofte ganske ordrige tekster iagttages verden i et tvelys, hvor flere stemninger og sandheder kan være til stede på samme tid. Glæde og sorg. Resignation og håb. Mæthed og længsel. Tvivl og undren. Ordene kan være skarpe og satiriske. De kan være sarte som en skrøbelig poesi. Eller de kan formidle en melankoli iblandet boblende munterhed – som sommerregn i valsetakt. Skousen leger med sproget, med overskud og konstant overrumplende formuleringer, men også altid med den alvor, der ligger indlejret i det erfarede stof. Teksterne lukker sig aldrig entydigt om sig selv. De inviterer indenfor i et åbent rum, hvor dobbeltsynet splintres i et personligt prisme og oplyser mørket i alle regnbuens farver.
Niels Skousens dobbeltsyn har formentlig sit udspring i opvæksten som krigsbarn med en tysk mor og en (fraværende) dansk far. “Født ud af krigen som krigen den var / født ind i krigen mellem min mor og far,” synger han i sangen “Ship ohøj” på det seneste album. Ud af denne komplekse situation er vokset en litterær stemme, som både er poet og historiefortæller. Det ikke ubetydelige prosatalent er blevet forløst i erindringsbogen Herfra hvor jeg står (2011), en af de mest begavede, sansemættede og velskrevne selvbiografier, vi kender fra nogen dansk musiker. Men det er i sangteksterne, at poesien og prosaen mødes, så det slår gnister. Og det er tekster, der fortsat er præget af den indsigt, som allerede blev formuleret på debutalbummet i 1971, nemlig at perspektivet forandrer sig med tiden: “Det bevæger sig når vi går / Det forandrer sig i alle tider.”
I en alder af 79 år er Niels Skousen fortsat i bevægelse, og det vil vi gerne hylde ved at tildele ham Dan Turèll Medaljen 2023. Og at Skousen så oven i købet har tilbragt en del af sin opvækst i Buddinge, et stenkast fra Vangede, og at han i det hele taget deler generationserfaringer med Dan Turèll, gør jo ikke sagen mindre oplagt.
Mesterfotografen Gorm Valentin var til stede ved medaljeoverrækkelsen og fik taget nogle fine fotos. Turèll Samlingen har fået lov til at bringe dem
Dan Turèll Selskabet formand Lars Movins flotte tale til Niels Skousen:
Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald har engang sagt: “There are no second acts in American lives.” Altså noget i retning af, at for amerikanere gives der ikke nogen anden akt i tilværelsen. MEN … som det ofte er tilfældet med den slags citater, der glider over og bliver en del af folkeviddet, har de fleste siden glemt den sammenhæng, ordene faldt i, ligesom den oprindelige betydning fortoner sig i glemslens tåger. Er det noget med, at i det konkurrencebetonede amerikanske samfund får man kun én chance? Eller betyder det, at har man først fået ét stempel i offentligheden, kan man ikke skifte spor? Eller måske noget helt tredje? Udtrykket bruges i dag tilsyneladende efter forgodtbefindende – det kan passe til en nærmest hvilken som helst sammenhæng – men når jeg vælger at hive det frem her, har det to primære årsager.
For det første er det præcis den type tilsyneladende banale og letforståelige, men ved nærmere eftersyn langt fra entydige sproglige udsagn, som Niels Skousen ofte tager fat i, når han i sine tekster leger med ordene, vender og drejer dem, aftvinger dem nye betydninger eller bare giver dem et lille twist, så det velkendte pludselig fremstår funklende forunderligt og med en ny uventet dybde. Som når han i nyklassikeren “68” fra albummet “Dobbeltsyn” på en særdeles underspillet måde får peget på, hvordan 68-generationens frontløbere med tiden – som ved en nærmest naturgiven lov – er stivnet til ikoner: “Brøgger blev til Brøgger / Larsen til Larsen / Og Arnoldi til Arnoldi / Og Eik blev til Eik Skaløes Plads.” Og så kan alle os, som er forsamlet her i dag, naturligvis selv tænke videre og konstatere, at den højt elskede og engang så umanerligt levende person, hvis minde vi mødes om, også – blandt meget andet – er blevet til Onkel Dannys Plads. Dan Turèll sagde det i øvrigt selv i et digt, der er trykt i samlingen “Himalaya Hilton” fra 1991, hvor han efter en spadseretur forbi digterstatuerne i anlægget i Allégade på Frederiksberg konstaterede: “Hvor bliver der lidt tilbage – / Statuer. Små græsplæner. Anlæg. Halvt huskede / titler refrainer stikord.” Måske var det sit eget kommende eftermæle, digteren havde i tankerne. Men i et bredere perspektiv er det livets flygtighed sat på versefødder.
Netop flygtigheden er også et gennemgående tema i Niels Skousens tekster, der kendetegnes ved et iboende vemod, som dog sjældent kæntrer helt ind i mørket, men snarere behandles med en mild forbløffelse – som når han i en af sangene på sit seneste album, “Blæsten og Regnen”, finurligt fortæller om, hvordan man med alderen oftere og oftere kan opleve at krydse sine egne spor: “jeg møder mig selv back-stage og vi hilser på hinanden”, synger han. “En af os undrer sig, er du mig eller den anden”. Naturligvis kan der være dunkle momenter, men i de fleste tilfælde lyses vemodet op af en stilfærdig glæde over øjeblikkets gaver, nærværets poesi. En realisme i et tvelys mellem længsel og håb. En melankoli iblandet boblende munterhed. Som sommerregn i valsetakt.
En anden grund til, at jeg hiver det gamle Scott Fitzgerald-citat frem, er naturligvis, at Niels Skousen er et lyslevende dementi på udsagnets kerne. For med det spektakulære comeback, som han har oplevet siden udgivelsen af albummet “Dobbeltsyn” i 2002 – efter omtrent tyve års pause fra musikscenen – har han ikke blot bevist, at det KAN lade sig gøre at “komme tilbage” (som det lidt pudsigt hedder); men også, at det som kunstner faktisk er muligt at genopfinde sig selv og udstanse et nyt rum i offentligheden – selv om man, som det vitterlig er tilfældet med Niels Skousen, for længst har opnået status som en institution i dansk musik og én gang for alle har brændt sig ind i både folkesjæl og kulturhistorie, som han helt tilbage i 1971 gjorde det med debutalbummet “Herfra hvor vi står”.
Men hvad var det nu, der blev sunget i titelnummeret på det album? Den sang, som de fleste danskere – eller i hvert fald de fleste fra en bestemt generation – kan nærmest i søvne: “Det bevæger sig, når vi går” – igen en tilsyneladende banal og enkel konstatering, som på typisk Skousen-vis dog viser sig at dække over en ganske dyb erkendelse, nemlig at vores perspektiv konstant ændrer sig, efterhånden som tiden og livet skrider fremad. Og det er dette “perspektiv i evig bevægelse”, som Niels Skousen nu har forfulgt og sunget om på de i alt syv albummer, der er udkommet, siden han i 2002 genoptog sit virke som sangskriver og pladekunstner. Syv albummer, hvor han i formfuldendte formuleringer, der pendulerer frem og tilbage mellem poesiens fortættede billeder og fortællingens mere nuancerede landskaber, hele tiden synes at pejle efter de skæringspunkter, hvor hans egne personlige erfaringer og iagttagelser mødes med fællesskabets kollektive historie. Hvorved han som noget relativt sjældent inden for den såkaldte populærmusik har formået løbende at lægge brikker ud til sin egen selvbiografi, samtidig med at han OGSÅ fungerer som vores alle sammens kronikør.
I nyere tid begyndte det som sagt med albummet “Dobbeltsyn”, der udkom for godt tyve år siden – og i den forbindelse må vi (i parentes bemærket) ikke glemme at sende en mere end venlig tanke til produceren (og musikeren) Nikolaj Nørlund, som har spillet en afgørende rolle for Niels Skousens tilbagevenden til musikscenen. Men i en større sammenhæng blev grunden naturligvis lagt langt tidligere, nærmere bestemt tilbage i 1971, hvor Skousen som den ene frontfigur i ensemblet Skousen & Ingemann udsendte den førnævnte “Herfra hvor vi står”. Et i dansk sammenhæng sjældent slidstærkt album bestående af seks sange, som ikke bare AFSPEJLEDE og INDFANGEDE tidsånden, men også var med til at FORME den. Simpelthen et stykke dansk kulturhistorie.
Og så var dét endda ikke en gang den egentlige begyndelse, for forud for tiden med Skousen & Ingemann lå adskillige andre aktiviteter, som man kan læse om i den kloge og fintsansende erindringsbog, som Skousen udgav i 2011 – naturligvis (havde man nær sagt) kaldet “Herfra hvor JEG står”. En titel, der uden selvhøjtidelighed signalerede, at perspektivet nu blandt andet havde forskubbet sig på den måde, at det i de mellemliggende år var blevet sværere at sige “vi”. Den bevægelse, som ved udgangen af 60’erne i de bedste øjeblikke samlede og løftede det meste af en ungdomsgeneration, således at en af Skousens allierede ud i disciplinen at skrive rocktekster på dansk, nemlig gruppen Steppeulvenes frontfigur Eik Skaløe, med stor overbevisning kunne synge, at “det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt vi kan nå det” – ja, den bevægelse havde efter nogen tid tabt flyvehøjde og var løbet durk ind i en mur af realiteter, som ikke var til sinds at tillade blomsterbørnenes drømme at blive til virkelighed. Hvorefter rigtig mange fra bemeldte generation – for nu at bruge Skousens formulering – sad tilbage med en “bagskid, der har varet siden ’68”. Hvilket af visse mørke magter i eftertiden er blevet udlagt på den måde, at alt, hvad der kunne henregnes til 60’ernes bevidsthedsrevolution, bare var naivt og omsonst og én stor fejltagelse. Men det er naturligvis noget vrøvl, eftersom de drømme, vi drømmer, og de utopier, vi formulerer, altid har en indvirkning på den retning, udviklingen bevæger sig i – også selv om visionerne ikke sådan realiseres i forholdet én til én. Det er værd at huske!
Og alt dét ved Niels Skousen selvfølgelig bedre end nogen anden. Det er jo netop en af styrkerne ved hans sangskrivning, at han tør drømme med både åbne øjne og oprejst pande. Og en anden styrke er, at han aldrig bare læner sig tilbage og gentager dét, han sagde engang, men mærker efter, hvor han står nu. På sit forrige album, “Døgnet har 24 timer”, synger han eksempelvis: “Jeg ku også bare drømme om at sidde på molen / sammen med Gnags og få en drink i aftensolen / på afstand af alt det daglige bøvl / glad og tilfreds med rock and roll”. Men nej, det er for let, synes indstillingen at være. Og på det seneste album, som blev til på et tidspunkt, hvor sangskriveren var i slutningen af sine 70’ere, insisterer han fortsat på – på godt og ondt – at forsøge at være til stede i sin nutid og finde de små punkter, hvor man på trods af tabet af hippiegenerationens kollektividealer kan finde noget, der binder os sammen: “er der stadig ord at finde i fællesrummet,” spørger han, “selvom samtalen næsten er forstummet”.
Det er der – ord at finde, altså! Ja, faktisk i en grad, så tekstmængden på de syv plader, der er udkommet efter årtusindskiftet, nærmest bare er blevet større og større fra udspil til udspil. Det er, som om et dige er brast i den aldrende kunstner med de stadig mere knirkende knæ. Og ordene vælter tilsyneladende bare ud – måske fordi sangskriveren (igen med en formulering fra det seneste album) befinder sig “et følsomt sted mellem i morgen og i går”, hvor “hjertet løber afsted / med mig og alt det det løber over med”. Altså en overskudssituation, hvor det i princippet bare handler om at stille sig til rådighed for dét, der kommer strømmende – selv om vi godt ved, at så enkelt er det aldrig. Men den fase, vi taler om her, blev altså i en vis forstand indledt med det album, som jeg har nævnt før, nemlig “Dobbeltsyn”. En titel, som det er værd at hæfte sig ved, idet hovedparten af sangene fra de seneste to årtier netop synes at være kendetegnet ved at betragte verden i et tvelys – gennem en optik, der på én gang er farvet af fortiden, erfaringen, minderne OG præget af et nådesløst skarpt blik på de aktuelle realiteter. Mellem klarsyn og dobbeltsyn, kunne man sige. En position, der har resulteret i, at Skousens tekster aldrig får lov til at lukke sig entydigt om sig selv. Snarere inviterer de lytteren indenfor i et åbent rum, hvor dobbeltsynet splintres i et personligt prisme og oplyser mørket i alle regnbuens farver.
Hvorfra stammer så dette dobbeltsyn? Læser man erindringsbogen “Herfra hvor jeg står”, kunne den tanke melde sig, at det har noget at gøre med sangskriverens opvækst som krigsbarn med en tysk mor og en fraværende dansk far – måske den rastløse faderskikkelse, der optræder som “Daddy Longleg” på albummet af samme navn. Niels Skousen blev født i Køln i 1944, en situation, der ikke blev mindre kompliceret af, at hans tyske mor søgte tilflugt i Danmark sammen med ham og hans bror, mens hans danske far slog sig ned i Tyskland. Og at denne situation har været livsbestemmende, bekræftes da også i nogen grad af Skousen selv, som i sangen “Ship ohøj” (endnu en af titlerne på “Blæsten og Regnen”) synger: “Født ud af krigen som krigen den var / født ind i krigen mellem min mor og far / han forsvandt og hendes liv gik i stå / hun var udenfor rækkevidde men alt for tæt på”. Igen en af disse typiske formuleringer, hvor den lille historie væves ind i den store. Og ud af denne komplekse tilstand er så måske formet et sind, som både har følt trang til på den ene side at flygte ind bag masker og slør og på den anden at søge den nøgne sandhed bag tidens forlorenhed og forløjethed, dens kynisme og smartness.
Det første – trangen til at gemme sig bag rollespil – eller måske bare at afprøve mulighederne i forskellige identiteter – fik Niels Skousen afløb for i den såkaldte attituderelativismes eget årti, 1960’erne, hvor han søgte ind i skuespilfaget. Inden da havde han som teenager oplevet 50’erne i Buddinge – en københavnerforstad ikke mange stenkast fra det sted, hvor vi befinder os nu – hvor hans erfaringer (hans “Buddinge Billeder”, kunne vi kalde dem) blandt andet omfattede en tid i jazzorkestret Foottapping Stompers (og så er der jo vitterlig ikke ret langt til en vis Dan Turèll, som i samme periode slog sine folder i et tilsvarende ensemble kaldet Vangede Feetwarmers). Derfra blev det kostskolen Sorø Akademi, hvor en hovedrolle i den årlige skolekomedie gav smag for skuespilleriet. Hvilket så i 1962 førte Niels Skousen direkte ind i et af periodens mest banebrydende og eksperimenterende teaterensembler herhjemme, nemlig den såkaldte Collage-gruppe under ledelse af den uforlignelige Hans Chr. Ægidius og med tekster af en række fremtrædende kræfter, heriblandt Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Jørgen Leth.
Collage var en slags moderne revy eller anti-teater. Frækt og fragmenteret, provokerende og satirisk. Avantgarde til tiden. Og den vej kunne det meget vel være fortsat for den unge Niels Skousen, hvis ikke han i 1966 – den 1. maj for at være helt præcis – havde oplevet Bob Dylan i K.B. Hallen i København. “Det var en koncert, som grundlæggende ændrede hele min synsvinkel og mit liv,” skriver han i sine erindringer. Herfra kom det – selv om han aldrig slap skuespillet helt – primært til at handle om musikken, nærmere bestemt om rock eller beat (som man kaldte det dengang). En bevægelse, der tog yderligere fart, da Skousen kort efter Dylan-koncerten krydsede spor med Eik Skaløe – der har vi ham igen – og oplevede, at det i dén grad kunne give mening at synge på sit eget modersmål fremfor at forsøge sig på engelsk, et fremmed sprog, hvor man – som Skousen senere har formuleret det – ikke på samme måde er i stand til at sige noget MELLEM LINJERNE.
At udtrykke sig nuanceret, raffineret og flertydigt kræver en høj grad af fortrolighed med sproget. Og den fortrolighed har Niels Skousen både demonstreret og udviklet og forfinet gennem efterhånden mere end fem årtier. I den tidlige fase inden for rammerne af grupperne Skousen & Ingemann og Musikpatruljen, samt også en lille håndfuld soloudspil. Og i den sene – dén anden akt, som Scott Fitzgerald hentydede til i det citat, som jeg talte om i begyndelsen – på foreløbig syv udspil, der målt op imod en dansk musikscene fremstår helt egenartede og sprogligt i særklasse. Alt i alt et forløb, der sidste efterår nåede nye højder med “Blæsten og Regnen”. Et album, som jeg ikke et øjeblik vil tøve med at kalde et modent mesterværk.
Så, kære Niels Skousen, herfra hvor VI står – og med “vi” mener jeg Dan Turèll Selskabet – har det i år simpelthen ikke været muligt at få øje på nogen mere oplagt eller værdig Medalje-modtager end lige netop dig!
TILLYKKE med Dan Turèll Medaljen 2023!
Niels Skousen takkede for Medaljen:
