Dan Turèll Medaljen 2018: Peter Laugesen

Dan Turèll Medaljen 2018 blev tildelt en af de største nulevende danske digtere – som oven i købet var Dan Turèlls sjæleven: Peter Laugesen

Her er motiveringen:

Årets modtager af Dan Turèll Medaljen mødte Dan Turèll allerede i 1965. Deres indbyrdes forhold var meget nært, og de kommunikerede i form af en fortsat skrift lige til Dan Turèlls død i 1993. Vi taler om en digter, der ved siden af Dan Turèll har stået som repræsentant for, hvad vi med en vis ret kunne kalde beatdigtning i Danmark, og siden Dan Turèlls død den ypperligste af beatdigtere og inderste udforskere af liv og død på sprogets vilkår, Peter Laugesen.

Peter Laugesen er født i 1942, fire år før Dan Turèll, og han var således storebroderen i forholdet, og i de tidligere år var han nok den, der vidste mest og kunne viderebringe sin viden og kunnen og afgørende bevægelighed i forhold til kunstarterne, musik, litteratur, billedkunst. Hans betydningsfulde indsats i dansk litteratur tog udgangspunkt i en fælles tid med Dan Turèll, men har siden – såvel mens Dan Turèll levede som efter – udviklet sig og fortsat ad egne veje.

Vi kan tale om en strøm, en flod af skrift, der har resulteret i et meget stort antal digtsamlinger, som af alle med sans for og kærlighed til poesi betragtes med respekt og ja, kærlighed. Den fortsatte skriftproduktion har med årene taget form af en øjeblikkets rytmiske puls, der registrerer og i samme nu sætter i perspektiv. Det er en poetisk praksis, der er kendetegnet ved en stadig udfoldelse. Den er aldrig sat på pause, men har nu også erindringen, tilbageblikket, som drivkraft.

Peter Laugesens seneste digtsamling hedder Traveling (2017) – og han er i høj grad stadig rejsende, i sproget og i øvrigt i den store verden, hvor han repræsenterer sin udgave af den poesi, der har livet som indsats, og hvor hvert åndedræt tæller.

Ingen blandt levende og døde – om vi så regnede de store jazzmusikere med – har fortjent Dan Turèll Medaljen mere end Peter Laugesen. Det er derfor en særlig fornøjelse for Dan Turèll Selskabet i år at kunne overrække medaljen til ham.

Foto: Gorm Valentin

Dan Turèll Selskabets formand Lars Movin indledte medaljeoverrækkelsen med at holde en mindetale for den tidligere formand Jacob Ludvigsen. Jacob døde kort efter sidste års uddeling af Dan Turell Medaljen.

HER ER LARS MOVINS TALE:

“Til minde om Jacob Ludvigsen, 19. marts 2018

Det er jo helt forkert, at det er mig, der står her! De fleste af jer, der er mødt frem her i dag, ved jo udmærket, hvem der BURDE have stået her, nemlig Jacob Ludvigsen, vores kære formand for Dan Turèll Selskabet – en stor personlighed OG en lille uforgængelig klippe af bornholmsk granit … troede vi, lige indtil Jacob den 2. april sidste år forlod denne verden, som han ikke bare havde beboet i lige knap 70 år, men så sandelig også havde været med til at forme og sætte sit umiskendelige præg på. Den 2. april 2017 var dagen. Det var bare to uger efter, at vi sidst var samlet her for at overrække Dan Turèll Medaljen til dét års modtager, Marianne Larsen.

Jacob Ludvigsen. Der er stadig hul i verden, dér hvor han stod med sit viltre hår og sit runde humør. Han var en ildsjæl og en original i den bedste betydning af ordet. Foretagsom, skæv, flittig og altid med et glimt i øjet og et blik for at sætte lidt ekstra kulør på virkeligheden. Jeg mener, hvor mange andre kan skrive så forskellige bedrifter på deres CV som initiativtager til at omdanne Bådsmandsstrædes Kaserne til Fristaden Christiania, stifter af den alternative avis Hovedbladet (1970-72) og idémand bag reklamerne for Tuborg Squash med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard? Og der var hundredvis af andre ting og sager, man kunne nævne, i dette forum naturligvis ikke mindst, at Jacob Ludvigsen var en nær ven af Dan Turèll og helt legendarisk boede i kollektiv med ham på Forhåbningsholms Allé i første halvdel af 1970’erne.

Jacob Ludvigsen og Dan Turèll havde lært hinanden at kende tilbage i midten af 60’erne, da den bare 19 år gamle Dan Turèll – i øvrigt ved Peter Laugesens mellemkomst, hvis jeg ellers har forstået det ret – var blevet ansat i korrekturen i Det Berlingske Hus, og Jacob Ludvigsens far, Holger Ludvigsen, en dag tog den unge mand med hjem, idet han mente, at en så original skikkelse måtte være en passende legekammerat for sønnen. Deri havde Holger Ludvigsen ganske ret. Dan Turèll og Jacob Ludvigsen – herefter ofte bare kaldet “Ludvig” – blev perlevenner, og både privat og professionelt var de to højenergiske skrivere viklet ind i hinandens liv hen over de næste små 30 år.

En del af deres mange fælles oplevelser og projekter har Jacob Ludvigsen genkaldt sig i de memoirer, Hobbit i Habit (2013), som han heldigvis nåede at skrive. Herunder et besøg engang i 1960’erne hos Dan Turèll og hustruen Kirsten Brand i deres lejlighed på Vangede Bygade 82. Jacob Ludvigsen skriver om lejligheden, at den var indrettet “komfortabelt med et effektivt højttaleranlæg og kaffe på kanden samt andre stimulanser”. Og så fortæller han: “En aften havde de [altså Dan og Kirsten] trakteret mig så gavmildt, at jeg var særlig modtagelig for sanseindtryk [og her fornemmer man, hvad de førnævnte “andre substanser” var for nogle]. På grammofonen lå en plade med et nummer om ‘The eggplant that ate Chicago’ [auberginen der åd Chicago], og det lykkedes dem at bilde mig ind, at denne grådige aubergine virkelig var sluppet løs i den nordamerikanske storby, og at det også kunne ske her, lige over for Villabyernes Bio”.

Så vidt Ludvigsen om Turèll – som på sin side naturligvis også gentagne gange har skrevet om Ludvigsen, enten direkte eller i forklædning. Som for eksempel i “Historien om Galargården”, en novelle fra bogen Onkel Danny fortæller i timevis (1979), der handler om det udflippede liv på Galargården, et fiktivt kollektiv – som dog ikke var mere fiktivt, end at det var nøje kalkeret efter det helt autentiske kollektiv Gadehavegaard, en ejendom på Taastrup Bygade, som Jacob Ludvigsen i foråret 1968 havde lejet sammen med vennen Tim Jacobsen (og som altså var en direkte forløber for kollektivet på Forhåbningsholms Allé).

I historien skildres Jacob Ludvigsen under navnet “Louis”, og Onkel Danny fortæller: “Ikke fordi Louis ikke er et spinnende hoved. Jeg har nu kendt ham i ti år, og han kan stadig chokere mig på nye måder – snart med en ukendt charme, snart med en afsindig idioti på størrelse med Gefion-springvandet, snart med en fantastisk idé af format som lynlåsen eller dåseåbneren, og måske alligevel oftest med den mest usandsynlige og uopslidelige damphammer-energi der kan tænkes. Man kan vente sig hvad som helst fra Louis.”

Ja, det kunne man nemlig – men altså bare ikke længere. I den pressemeddelelse, som Jacob Ludvigsens familie udsendte i forbindelse med dødsfaldet for et lille års tid siden, skrev de, at han døde på toppen. Og det kan der være noget om al den stund, at det virkede, som om Jacob Ludvigsen ALTID var på toppen. Få har i højere grad end han personificeret idealet om et muntert og virksomt liv på jord. Og det er ikke mindst derfor, vi er så mange, som i dag savner Jacob Ludvigsen. Personligt vil jeg naturligvis ISÆR savne ham som en idérig og dedikeret formand for Dan Turèll Selskabet, hvor jeg i en årrække har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham om at finde værdige emner til tildeling af Dan Turèll Medaljen.

Dén plads bliver svær at udfylde! Men vi vil gøre vores bedste for at løfte arven efter den mand, som Dan Turèll kaldte “Ludvig”. Og når jeg siger “vi”, mener jeg – foruden undertegnede – Peter Strøm, der har været med et langt stykke ad vejen, samt Dan Turèll Selskabets nye medlem, den uforlignelige Asger Schnack, som nu vil motivere valget af årets Medalje-modtager …”

– Lars Movin, marts 2018

Det var medlem af Dan Turèll Selskabets bestyrelse Asger Schnack der holdt talen for Peter Laugesen.

Hyldesttalen blev bragt i Nyhedsmagasinet FØLJETON

Hyldesttale

Kan du ikke læse den via dette link bringer vi talen her:

PETER LAUGESEN ER EN VEN AF UNIVERSET

I går modtog digteren Peter Laugesen (f.1942) Dan Turèll Medaljen 2018 i Turèll–samlingen på Vangede Bibliotek. Ligesom sidste år, hvor digteren Marianne Larsen fik prisen, blev hyldesttalen forestået af Asger Schnack. Føljeton bringer talen i dag. For den fulde oplevelse: Læs talen højt for dig selv eller andre og forestil dig, at du er i besiddelse af Asger Schnacks røst og timing.

Man kan prøve igen og igen at finde ud af, hvad det er, der gør en digter til en stor digter. Det er ikke så let, som det lyder, for opstiller man nogle kriterier, vil der altid være en anden stor digter, der enten slet ikke lever op til dem eller for længst har distanceret sig fra overhovedet at passe ind i noget som helst skema, hvor kriterier findes.

Men uanset hvad, Peter Laugesen er en stor digter. Digtekunsten er jo ikke en konkurrence, og derfor vil man nødigt med intelligensen i behold tale om større og slet ikke størst, når det drejer sig om digtere. Men i Peter Laugesens tilfælde får man uvægerligt lyst til at benytte sig af superlativer, når man skal beskrive hans poesi og hans format.

For der er noget på én gang rent og urent ved hele projektet, der er så overbevisende, at man let væltes ned fra sin sikre stol. Det urene, ja, det var hele udgangspunktet. Her var en poesi, der sådan set slet ikke var en poesi, men en skriftudladning, der ville nævne og benævne hvad som helst og ikke ville stille sig til rådighed for en æstetisk dom.

Det var en mangeårig praksis, som holdt ud og blev ved, der var ikke nogen egentlig begyndelse og ingen ende på det; det var en slags tidens opløsning, fordi det fortsatte og uigenkaldelige, det, der forsvandt, og det, der kom til syne, aldrig blev udsat for en pause, et ophold i en lysning eller en stilhed, hvorfra energien kunne hentes op, den var der bare.

Man kunne igennem disse år altid vide sig sikker på, at her herskede usikkerheden, rådvildheden, udsatheden, som også var en slags hippiens standpunkt, den, der ikke havde hjemme i det konventionelle, det på forhånd kendte eller af samfundet accepterede. Her var en anden orientering, nærmest i mørke vandrede skriften, med en bjergside til begge sider.

Bog lagt til bog, det var et bygningsværk. Det var en tidslinje, og samtidig var det netop ikke lineært, men oceanisk eller bevægende sig i flere retninger på samme tid, så det – skriften, det til stadighed udfoldede og udfoldende – på det nærmeste dannede et tæppe, en væg af ord, der kæmpede sig fri af vedtagne betydninger, som alle ville føre til undergang.

Med andre ord var det med livet som indsats, at den unge digter brød med normerne og sås i yderpositioner, hvor man kun kan opholde sig i en vis tid, en given livslængde. Heldigvis var Peter Laugesens projekt i stand til af sig selv, sin egen midte, så at sige, at uddrage en ny enhed, man kunne kalde overlevelsens åbning til øjeblikket. Her fandtes poesien.

I forvandlingen fra den uophørlige urenhed til dén ophørets renhed, som hvert øjeblik rummer, udsprang nye muligheder. Paradoksalt nok havde det nye hele tiden været der, og det gamle forblev et sted inde i det nye, men det nye blev ikke desto mindre til, og det skete – og sker – for øjnene af den stadigt høje, fortsat, ja, lykkelige læser, der nu kender livet.

For intet er entydigt og slet ikke i poesien, som flager på hel og halv stang i samme moment, udtrykker noget og lader sig udtrykke på samme tid, ved, hvad den taler om, og rammes af det vilkår, den netop beskriver. Det skaber en rytme, som er kroppens rytme, åndedraget, dansen, på skriftens underlag eller med svævende frihed som det høstede, indhentede.

Vi ved alle, at Peter Laugesen tidligt mødte Dan Turèll, at der opstod et venskab, at en fælles ild brændte, vi er tilbage i 1965, hvor alt i enhver betydning var anderledes, og dog slog liv og død på den samme tamburin som i dag, og himlen sejlede forbi med sine skyer. Her ikke blot mødtes de to digtere, men to digterveje grundlagdes, som længe fortsatte parallelt.

Ja, broderskabet, korrespondancen, vedblev at finde sted lige til Dan Turèlls død, Dan Turèll skrev smukt om Peter Laugesen ved dennes 50-års fødselsdag, og Peter Laugesen skrev mindedigte og redigerede Dan Turèlls digte i to bind, som stadig står som det endegyldige udvalg, hvis man ikke simpelt hen vil læse det hele og er en egentlig Dan Turèll-nørd.

Det er vi mange, der er, og vi er også mange, der helt tilbage fra den første begyndelse må betegnes som Peter Laugesen-fans, en betegnelse, der får mere og mere mening for flere og flere i det samfund, der dårligt har gjort sig fortjent til den poesi, der bliver ved med at overøse gader og huse og stuer og biblioteker og skoler og museer med digt og lyd.

Det var Dan Turèll, der fandt på Sølvstjernerne og det samarbejde dengang i 1970’erne, men det er Peter Laugesen, der har ført den beatdigteriske jazz-and-poetry-transcenderende praksis videre, med en succes, som vistnok overgår, ja, selv de mulige forbilleder. Peter Laugesen er beat, nu kan uren og ren og alle teorier rende og hoppe, han er sin egen jazz.

Rytmen bliver omsat til livsudfoldelse, som publikum oplever vi et magisk løft, som skyldes netop mødet mellem det skrevne ord og den fremførte sang, det statiske og det skælvende, digteren stående ved mikrofonen og musikerne ved deres instrumenter, eller for den sags skyld digteren stående alene foran publikum, der lyttende bliver til hans publikum.

Den poesi, der nu strømmer ud fra bøgerne, som fortsætter med at udkomme som en trøst i mørket, er en erfaringens poesi. Der er både nu og her og da og dér, der er såvel det liv, der manifesterer sig i kroppens sanser, som tilbageblikket, genoplevelsen, erfaringserfaringen, som ikke lader sig ryste af hverken tomhed eller angst eller livets korthed eller dette nu.

Pludseligheden, som digtet medfører, medfører hos læseren en ny og pludselig glæde, som erstatter enhver given grundstemning og går over i erindringen som en slags livets mening. ”Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?” spurgte J.P. Jacobsen. Derfor, for den vertikalitets skyld, som kunsten kan være, det sværd, den symboliseres ved, i Jacobsens digt den høje kvinde.

Pludseligheden bliver til vertikaliteten, noget, der bliver stående, uænset, ”en stift mod det strømmende”, som Per Højholt kaldte det. Den ydmyghed, den u-interesse, er den inderste kerne, en grå, ansigtsløs stilhed, der fremkalder stormen og den kraft, der forlader og forlader og forlader og forbliver. Det er halvsmilets tilbagetrækning, poesiens grund.

Peter Laugesen er en ven af universet, dvs. han er tilgængelig for universel sandhed. Man hører den, hvis man lytter til hans digte. Han vågner og er en del af den universelle sandhed. Han træder ind i stilheden og er en del af den universelle stilhed. Du er velkommen til at lytte med. Børn er også velkomne. Dyr. Jeg tvivler ikke på, at også planter er velkomne.

Peter Laugesen har befundet sig mange steder på Jorden under indtryk af naturen. Stjernerne taler til ham, både nat og dag. Universel tankegang er uafhængig af mørke eller lys, forstået som dagslys. Tanken er videre. Lytter du med på digtene, er det en videre tanke. Vi inkluderer månen, rejsen imellem græsstrå. Vi blænder op for en større sammenhæng.

Peter Laugesen forstås af alle. Han er løftet op over forståelseskløfter. Som digter er han digternes digter. Stjernernes digter. Alle og enhvers digter. Hans digte læses sammen med regndråber, der falder, græsstrå, der vajer i vinden, de taler græsstråenes sprog. Peter Laugesen ser, det er sansningens første opgave. Han indfanger øjeblikket.

Men det er næsten ingenting i forhold til næste trin: at forvandle det sete til rytme, det er udødeliggørelsens proces. Her findes ingen regler, her findes ingen ’skik og brug’. Der er højst nogle stier, man har gået ad før. Ikke for nødvendigvis at gå den samme vej, men for at variere det sete, gentagelsens genialitet, som Jørgen Gustava Brandt talte om.

Men med tryk på praksis, ideer og forestillinger gør det ikke. Og her kommer vejrtrækningen ind med sin betydning: for hvordan skabe forbindelsen, broen, mellem sansningen og den sproglige rytme (som er lig med livsrytmen)? Hvis ikke gennem vejrtrækningen, åndedraget, der giver og giver – liv til den krop, der sanser og rummer bevidstheden.

Således bliver vejrtrækningen ørnen, der flyver, sneen, der fyger, minuttet, der bliver til og indånder liv i digtet. Til stadighed praktiserer Peter Laugesen denne forvandling, denne livgivning på mere eller mindre et helt folks vegne eller i alle tilfælde på menneskehedens vegne. En dag langs Søerne i København, frysende ude eller med varmen i behold.

Ind strømmer verden i digtet. Der er plads nu, ikke blot til grene og tage og solens sidste stråler. Der er plads til cirkler og en tilbagevenden til kendte områder med et nyt syn, ind glider navne på musikere, malere, digtere, hver især taler de med illumineret røst, det er, som om hele historien fra en tidlig tysk romantik til en stadig fornyende revolution får liv.

Der er trapper på vejen, stadier, udviklingsprocesser, belæsthed, indsigt, lp-plader fra en anden tid og fra nu. Stakke af bøger, franske modernister, de første, der satte symbolismen på spil og gik på knæ for diamanter og solfaldsmørke. Skabte verdener i verdenen, der skulle blive stående som noget, der nu strømmer ind i digtet, mens vi kører forbi, berusede.

Amerikanske landeveje, Jackson Pollock, Jack Kerouac, Bob Dylan, der er en rejse inden i rejsen, konkret landevejsstøv og sporet i sproget, der er en del af verden som vinduer i et hus. Det er dette hus, der ses i mørket, det er nu det hus, vi bebor. Vi kender udsigten, og vi kender og beundrer det tårn, der hedder Laugesen, bevægede færdes vi her.

Til lykke til Peter Laugesen med Dan Turèll Medaljen 2018, og tak til Peter Laugesen for al den poesi, også i form af oversættelser, dramatik med mere, al den skrift, al den skrift, der uanset retningen, formålet, hvis der er et sådant, er poesi. Tak også for at være her i dag i Dan Turèll Samlingen og modtage denne hyldest i en gammel vens navn. /Asger Schnack