Lars Movins tale til medaljemodtageren:

Det er nok næppe nogen hemmelighed, at mine ærede forgængere på denne plads – og med dét mener jeg talspersoner for Dan Turèll Selskabet – af og til har måttet foretage nogle gevaldige krumspring for at få pris- eller medaljemodtagerens værk til at hænge sammen med Dan Turèll. Det er fair nok. Medaljen er jo ikke møntet på epigoner. Medaljen er en hæder, som vi har lyst til at tildele en person, hvis værk og virke på en eller anden måde korresponderer med Turèlls ånd – og det er jo et vidt begreb. En sammenligning, der falder lige for, er Ornette Colemans berømte udtalelse om Charlie Parker: Den største kompliment, man kunne yde Charlie Parker, ville være ikke at spille ligesom ham!

Sådan er det vel også i år, hvor vi har valgt at give Dan Turèll Medaljen til en – relativt – ung forfatter, der vel næppe kan siges at ‘spille’ ligesom Onkel Danny, men som ikke desto mindre har udvist et drive, en strategisk attitude og en gnistrende sproglig originalitet, der har fået os til at tænke på Dan Turèll – og ikke mindst på den unge undergrundsforfatter af samme navn. Og den person er: Rasmus Halling Nielsen.

Om Rasmus Halling Nielsen sådan direkte er inspireret af eller føler sig beslægtet med Dan Turèll, skal jeg ikke kunne sige. Det kan han måske selv svare på, hvis I spørger ham – eller når han får ordet om lidt for at læse op. Men der er i hvert fald et par kuriøse punkter, hvor de to har noget tilfælles. Det ene af dem er udstregninger. Forfatteren Asger Schnack – der var forlagsredaktør eller forlægger for Turèll på en lang række udgivelser – fortæller et sted, at når Turèll stregede noget ud i sine manuskripter, så satte han ikke bare en streg over, nej, han udraderede det med en tyk sort tusch, så det var borte fra altid. En idiosynkratisk vane, der meget let kunne rinde én i hu, når man åbner Rasmus Halling Nielsens imposante og i øvrigt Karma Cowboy-agtigt kvadratiske Vi elsker maskiner – udgivet i 2013 på forlaget Arena (hvor en tidlig Turèll også udkom!) – og opdager – oh, skræk – at sådan cirka en tredjedel af siderne i den bog, man har købt og betalt i dyre domme, er streget ud med fede sorte blokke. Skrift, der er blevet væk! Borte! For altid!

Nu er selve måden at udstrege tekst på naturligvis ikke helt nok til at begrunde valget af Rasmus Halling Nielsen som årets medaljemodtager. Eller hvem ved – måske er det? Men hvis det ikke er, så er der også andre punkter. Der er for eksempel noget med hangen til det kriminologiske.

Hvis vi igen tager fat i Vi elsker maskiner, så begynder den sådan hér:

“Det var en februarmorgen. Drabsafdelingens kommissær Pedersen var netop trådt ind på sit kontor da telefonen ringede. Et mord havde fundet sted i Udenrigsministeriet.”

Så langt, så godt. Mord i Udenrigsministeriet. Den fik Turèll trods alt ikke skrevet. Men allerede få linjer længere nede på første side udvikler teksten hos Rasmus Halling Nielsen sig i helt anden retning. Og senere i bogen virker det nærmest, som hvis en William S. Burroughs-inspireret Turèll anno 1970 havde været en tur i tidsmaskinen og havde fået fingrene i en af sine egne kriminalromaner fra 80‘erne og derpå havde kørt den et par gange igennem cut-up-maskinen.

Jo, der er noget dér. Noget med det abrupte, den springende skrift – og den altfortærende sprogslamsuger, der bare kværner derudad og fortærer alt på sin vej for derefter at spytte ord og fragmenter ud i sit kølvand. Sådan kunne en ung Turèll skrive. Og sådan opleves en del af Rasmus Halling Nielsens skriftproduktion også. Lange åbne sætninger med en helt egen rytme og en egen puls. Sætninger, der synes at blande forfatterens egne sprogkæder med brokker, der er hentet ind fra alle mulige andre steder i dét, vi kunne kalde skriftmosfæren. Sætninger, der gentager og forskyder sig på stadig nye måder.

Jeg har lyst til at læse alt muligt op fra Rasmus Halling Nielsens bøger. Men det er der ikke tid til – og desuden kommer han selv og gør det om lidt. Derfor vil jeg nøjes med en kort smagsprøve fra hans seneste bog, den netop udkomne – og allerede stærkt kritikerroste – Mörkhall, en slags langdigt, der kredser om sorgarbejdet efter farfarens død:

“Hvor mange mennesker er døde i krig og sne Hvad laver sne sne sner vel hvor mange rosenblade Er dalet fra sæbeduftende hånd fra øverste etage.”

Det står der bare. Uden tegnsætning eller andre former for ophold. Og det er bare to linjer. Andre steder kører sætningerne over halve eller hele sider.

Vi kunne nærme os yderligere og sige, at Turèll og Halling Nielsen måske har nogle fælles forbilleder. Formodentlig Johannes L. Madsen. Måske Per Højholt. Måske flere andre.

Men hvis vi skal være helt ærlige, så var det først og fremmest i selve forfatterattituden og den generøsitet, der ligger til grund for det rent udgivelsesstrategiske, at vi først fik øje på slægtskabet mellem Turèll og den næsten fire årtier yngre Halling Nielsen – Forfatterskoleårgang 2011.

Hvis I ikke på forhånd kendte Rasmus Halling Nielsen, så kan jeg oplyse, at han i de seneste ti år været en lysende stjerne i dansk litteraturs undergrund. Som en uregerlig skrivekugle har han – slet ikke ulig en ung Dan Turèll – spredt sine originale og meget forskelligartede tekster for alle vinde: i bøger og tidsskrifter, på blogs og som pdf-filer, i hæfter og privattryk (samt sikkert endnu flere steder, som vi bare ikke kender). Kort sagt: Det er det rene Sub-Pub – bare med ny teknologi og nye medier. Maskinskrift i bredeste betydning af ordet.

Rasmus Halling Nielsens projekt er både flygtigt og konsistent, egenartet og overskudsagtigt, eksperimenterende og traditionsbevidst. Det er som en sky af berusede og berusende ord, der langsomt siver ud af alverdens sprækker og tålmodigt sniger sig ind på de læsere, der måtte støde på dem. Alt er at finde i disse knopskydende tekster: alle genrer, alle indsigter, alle stemninger, alle slags sprog – fra det nedsmeltede til det spruttende, fra det spagt underfundige til det hjerneknipsende morsomme, fra det maskinelle til det organiske, fra det nærmest uforståeligt underlige og collage-agtigt flossede til det fortættede og snertende præcise.

Titlerne i sig selv siger en del: skubber på luften som en fjer (2004). Eller Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet (2006). For slet ikke at tale om Det lille robotøje siger (2011) – den sidste oven i købet udgivet på et mikroforlag med det mundrette navn: Organiseret vold begået imod den almindelige tale.

Og det er ikke bare kvaliteten, men også mængden, der imponerer. Rasmus Halling Nielsen har hele vejen igennem været ekstremt produktiv, om end hans værk altså samtidig også har været ganske eksklusivt. Men det er vores faste overbevisning, at Rasmus Halling Nielsen ikke meget længere vil være en velbevaret hemmelighed, en digternes digter – og især ikke efter at have modtaget Dan Turèll Medaljen, naturligvis!

I 2012 sivede han så småt op i overgrunden med digtbogen Tvillingerne (udgivet på forlaget Samleren). Året efter fulgte den på alle måder store Vi elsker maskiner (på Arena). I slutningen af februar 2014 udkom bogen Mörkhall (igen på Samleren). Og for nylig kunne man så læse, at det helt nye forlag, Asger Schnacks Forlag, som en af sine tre forårsudgivelser – og tre første udgivelser i det hele taget – har en genudgivelse af den førnævnte undergrundspublikation skubber på luften som en fjer – den udkommer 16. maj.

“En million engle kan ikke tage fejl i mit hår”, står der et sted i Tvillingerne.

De fire medlemmer af Dan Turèll Selskabet kan forhåbentlig heller ikke tage fejl. I hvert fald føler vi os selv ganske sikre på, at ingen kunne have været en mere værdig modtager af årets medalje end Rasmus Halling Nielsen – som Onkel Danny måske ville have sagt: lige netop nu, lige netop hér.

Tillykke Rasmus!