Kunstneren Kenn André Stilling og hans idé
I 1999 foreslog ejendomsmægleren Ivan Brich og nogle andre ildsjæle fra Vangede at hylde deres berømte bybarn, Dan Turèll, i form af en buste foran biblioteket. Dans enke Chili Turèll fik opgaven at pege på en kunstner til skabelsen af denne buste.
Chili pegede på Dans ven, multikunstneren Kenn André Stilling.
Det var Kenn, som fremtryllede idéen om alfabetet som skulptur direkte inspireret af Dans ord “Alfabetet er mit bedste legetøj”.
Herunder ses Kenns første beskrivelse af skulpturen
Kenn André Stilling (f. 1945) er billedkunstner og forfatter.
Han står bag kunsttidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik.
Og så var det også ham, der indførte cafékulturen i Danmark og åbnede blandt andet Café Sommersko og Café Victor.
I nr. 75 af ‘Maskinfabrikken’, der er et særnummer, der hylder Kenn André Stilling i forbindelse med hans 75-årsdag 26.12.2020, har Lars Movin et indlæg, der opsumerer Kenns bedrifter
I samme nummer af ‘Maskinfabrikken’ gengives Politikens kronik fra 25.2.1974, hvor maleren, grafikeren og forfatteren Herman Stilling fortæller om sin bror Kenn
I en artikel fra Kultur Information 21.6. 2019 beskriver Kenn mødet med en kurdisk-tyrkisk pizzaejer i Vangede og vigtigheden af alfabetet og dets bogstaver
»Man tror, at det er lige ud ad landevejen. Selvfølgelig skal folk have deres alfabet«
Når den danske billedkunstner Kenn André Stilling kører forbi Dan Turèlls Plads i Vangede og ser sin egen skulptur til den afdøde digter, tænker han med rædsel på den grufulde historie som en kurdisk-tyrkisk pizzeriaejer fortalte ham
Jeg har oplevet mange kunstværker, som bringer mig i dårligt humør, men jeg har ikke lyst til at hænge andre kunstnere ud.
Men der er ét værk, der fylder mig med gru, og som jeg gerne fortæller om: For små 10 år siden blev jeg spurgt, om jeg ville lave en skulptur til ære for Dan Turèll ude i Vangede. Han har jo skrevet et digt, der hedder »Alfabetet er mit bedste legetøj«, og jeg tænkte: I stedet for at lave en buste, hvor man modulerer hans hoved og stiller det på en granitsokkel og nedenunder skriver DAN TURÈLL, og så herfra og til evigheden diskuterer, om han skal have hat på eller smøg i munden og så videre, hvorfor så ikke lave alfabetet? Det andet ender altid galt.
Jeg tænkte hele tiden på, at alfabetet i min skulptur jo skulle være intakt; alle bogstaverne skulle være der, både Æ, Ø og Å og komma og punktum og tankestreg, så man kunne formulere sig.
Ved siden af skulpturen på den plads, som kom til at hedde Dan Turèlls Plads, var der et pizzeria med det gode navn Pizza Med, der blev drevet af nogle tyrkiske kurdere. Dem faldt jeg i snak med, og de var nogle af de første, der forstod, hvad projektet drejede sig om.
En historie der gjorde indtryk
I Tyrkiet, fortalte de mig, havde man forbudt kurderne tre bogstaver i deres alfabet. X, Q og W. Det betød, at kurdere nu pludselig ikke kunne kalde deres børn, som de rigtigt skulle hedde, og at de ikke kunne skrive et brev med ordene: »Jeg elsker dig«.
Der var byer, der fik forkerte navne, og børn, der fik forkerte navne, fordi man simpelthen ikke kunne formulere sig ordentligt.
Den historie gjorde et voldsomt indtryk på mig. Man tror, at det er lige ud ad landevejen. Selvfølgelig skal folk have deres alfabet. Men siden har jeg fundet ud af, at Danmark også engang ville forbyde Færøerne at have deres eget alfabet. Det er jo kulturimperialisme, så det basker. Men det er altså Færøerne – i Tyrkiet bor der over 30 millioner kurdere. Det er mange. Hvis man brød forbuddet, var der konsekvenser. Der var en kurdisk forfatter, der havde siddet 15 år i fængsel. Han kom ud og brugte de der bogstaver, og så kom han lige ind igen. Når jeg kører forbi pladsen og skulpturen i dag, så tænker jeg på kurderne.
Det gjorde så voldsomt et indtryk på mig at møde dem – også fordi en af dem havde mistet sin bror og ikke vidste, hvor fanden han var henne. Men det med alfabetet… Når jeg fortalte det til forskellige folk, så var de ikke klar over det. Selv sådan en som Bertel Haarder, som jeg engang fortalte det, han vidste det heller ikke.
Det var virkelig en forskrækkelse, jeg fik – oven i at jeg jo var i gang med at lave en skulptur, som skulle hædre en mand, der havde adgang til hele alfabetet.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange steder sådan noget foregår i det skjulte, uden at man tænker over det.
Skjult dagsorden
Det minder mig også om hele den skjulte dagsorden, der ligger i den måde, vi i dag herhjemme opfører os på over for indvandrerne. Det er, som om vi glemmer vores historie. Jeg tror, vi skal være glade for, at Christian II importerede en masse hollændere, så vi kunne få grøntsager.
Statens Museum for Kunst ejer to fremragende Matisse-malerier. Et selvportræt og et portræt af hans kone. Der var engang en fransk kulturminister, som blev spurgt: Hvad vil Frankrig gøre, hvis Danmark forærede Frankrig de to malerier. Han svarede noget af det smukkeste, jeg har hørt. Han sagde:
»Så vil jeg sende hele den franske flåde op for at hente dem«. Kan du høre en dansk politiker sige sådan noget?
Inden for sport er det sådan, at hvis man mangler en dygtig målmand, så ringer man efter en. Uanset hvor han kommer fra. Sådan kunne jeg også godt tænke mig, det foregik inden for politik. Vi mangler jo konstant en kulturminister. Det har vi gjort i 30 til 40 år. Kunne man ikke gøre sådan, at vi hentede nogle politikere? Det er sådan set fuldstændig ligegyldigt, om manden er kineser eller tysker eller franskmand, bare han opfører sig ordentligt og kan sine ting.
Hans Magnus Enzensberger, for eksempel, han lever jo stadig. Ham kunne man godt ringe efter og høre, om han ville være kulturminister i Danmark. Selv om han er en gammel mand, er han en klog mand. På den måde er der jo mange rundt omkring i Europa, som man godt kunne pege på. Oversættere er der rigeligt af, og vi har embedsmænd, så det burde ikke være et problem.
Rundt om skulpturen fik jeg lavet en bænk, som er 47 meter lang, fordi Dan Turèll blev 47 år gammel. Engang var der en mand, der sagde: Hvorfor 47 meter? Jeg fortalte, at det var, fordi Dan blev 47, men at jeg da havde håbet, at han var blevet ældre. Så svarede manden: Nej, nej, nej, 47 meter er rigeligt. Så du kan nok se, der er mange måder at tænke på.
Når man er ude at gå en tur i Kongens Have, så vil man måske lige sætte sig ned, men så sidder der altid en på bænken. Og man tænker: Ham gider jeg kraftedeme ikke sidde ved siden af. Men der sidder jo altid nogen på bænke alle vegne, så uden du ved af det, så er du havnet oppe i Espergærde.
Jeg tænkte: Hvis du laver en 47 meter lang bænk, så kan du sidde på samme bænk som en person, du ikke bryder dig om, men du sidder trods alt på samme bænk. Og så kan det være, at du undervejs begynder at forstå, at der faktisk ikke er noget i vejen med ham der. Det var det, der var meningen med det.
Og så kunne du sidde på bænken og kigge på bogstaverne. Og tænke på, hvor rædselsfuldt livet ville være uden dem.
Tidlige skitser til Alfabetskulpturen og bænken på Dan Turèlls Plads
