DAN TURÈLL SAMLINGEN PÅ BIBLIOTEKET

Dan Turèll Samlingen rummer en lang række personlige ejendele fra Dan Turèlls liv – de kan alle opleves ved at besøge Turéll-samlingen på Vangede Bibliotek.

Dan Turéll Samlingen arbejder hele tiden på at indsamle flere effekter, der giver et samlet billede af Dan Turèlls liv og arbejde som forfatter. Udstillingen i samlingens montrer skifter jævnligt så læg vejen forbi Vangede Bibliotek og følg med i hvilke nye effekter, samlingen er blevet udvidet med.  

Efter at lederen af Dan Turèll Samlingen i 2016 gik på pension, bestyres Dan Turèll Samlingen i dag – i samarbejde med Vangede Bibliotek – af en gruppe frivillige medarbejdere organiseret i foreningen “EvenTURÈLL”

DAN TURÈLL SAMLINGENS HISTORIE

Pladsen foran Vangede Biblioteket er prydet med otte af forfatterens markante citater – udvalgt af Vangedes borgere. Og få meter fra Biblioteket ligger Dan Turèlls Plads med Kenn André Stillings Alfabetskulptur og den imponerende 47 m lange Pariser-bænk.

Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek blev indviet d.15. oktober 2003. På 10-årets dagen for Dan Turèlls alt for tidlige død. Dan døde som 47-årig på selv samme dato, som han i 1969 besluttede sig for at blive professionel forfatter. 

Der havde i mange år i et skab på Vangede Bibliotek ligget en lille samling udklip, lidt billeder, en gammel filmspole og et par slidte eksemplarer af “Vangede Billeder”. Denne lille stak materialer – betegnet Dan Turèll Samlingen – blev i starten af det nye årtusinde så småt suppleret med nye artikler og bøger.

Inspireret af bl.a. den lokale ejendomsmægler Ivan Brich besluttede Vangede Bibliotek i efteråret 2002 at arbejde med opbygningen af en egentlig Dan Turèll studiesamling. Bibliotekarerne gik i gang med at indkøbe Dan Turèll værker hos boghandlere og antikvariater og modtog også bøger fra andre bibliotekers samlinger. Også Dans familie og venner bidrog med unikke ting.

 

 

 

Det var Dan Turèlls mor Inge Turèll, der i efteråret 2003 indviede Dan Turèll-samlingen med en bevægende tale. Over 100 indbudte gæster overværede også Dans enke Chili Turèll fortolke nogle af Dans tekster.

I ugen efter indvielsen af Dan Turèll Samlingen fik Biblioteket besøg af en række personligheder med tilknytning til Dan Turèll

Se Stig Jacobsens stemningsbeskrivelse af Peder Bundgaards indslag i åbningsugen: Det turèllske univers

Dan Turèll Samlingens rapportering til kommunen om indvielsen af Dan Turèll Samlingen

Dan Turèll Ugen

Lørdag den 11.oktober 2003 indviedes Turèll-samlingen på Vangede Filialbibliotek. Og den følgende uge arrangerede biblioteket under stor opmærksomhed fra presse og publikum en række arrangementer, hvor en række spændende personligheder kom med deres bud på, hvorfor Dan Turèlls forfatterskab stadig lever i bedste velgående.
Turèll-samlingen blev indviet af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Jytte Rønnow Jessen, der holdt indvielsestalen, inden Dans mor Inge Turèll ”løsnede sløjfen” for samlingen og også holdt en bevæget tale. Ca. 100 indbudte gæster – heriblandt mange af forfatterens venner og familiemedlemmer – overværede, at den unge forfatter Camille Blomst med indlevelse læste op af Dan Turèlls digte. Dan Turèlls enke Chili Turèll gav en forsmag på sine evner som fortolker, da hun med stor kraft oplæste et digt, som er optrykt på et litografi, hun i dagens anledning forærede Turèll-samlingen. I Jytte Rønnows tale indgik citater fra et Dan Turèll-manuskript, der er i Gentofte Kommunes besiddelse. Det er et anbefalet brev, som den dengang 22-årige Vangede-borger skrev til kommunen i 1968.  I brevet, der er holdt i en parodi på det sprog, der dengang blev brugt i det offentlige bureaukrati, ønsker forfatteren en nøjere principiel forklaring på de nærmere regler for hundeluftning i kommunens parker. Dette brev – og kommunens svar – kan ses på Turèll-samlingens hjemmeside.
Under forberedelsen til aktiviteterne i forbindelse med dén Dan Turèll Uge, der blev afholdt ugen efter indvielsen af samlingen, mødte personalet fra Vangede Bibliotek stor velvilje og begejstring fra dem, der havde stået Dan Turèll nær. Tegneren Peder Bundgaard lavede en tegning af Dan Turèll, som biblioteket kvit og frit måtte bruge som logo m.m., ligesom han gav tilladelse til, at et stort udvalg originaltegninger af bl.a. forsider til Dan Turèlls værker blev udstillet. Musikeren Jan Kaspersen forærede Turèll-samlingen nogle originale plakater fra turnéerne med orkestret Sølvstjernerne, samt lånte biblioteket nogle manuskripter og programmer, der illustrerer ”dagliglivet” i orkestret. Disse kildeskrifter vil blive skannet ind på samlingens hjemmeside. Den pensionerede fotograf Bror Bernild stillede sin udstilling om livet i det fattigste København i 1930’erne, hvortil Dan Turèll skrev et af sine sidste digte, til rådighed. Møbelsnedkeren Rasmus Fenhanns bidrag til Møbelsnedkerforeningens jubilæumsudstilling 2002: Et forfatterskab med Dan Turèll som tema, fik biblioteket også mulighed for at udstille. Kunstneren Kenn Andrè Stilling, der i oktober udstillede i Den Svenske Villa i Bernstorffsparken, har lavet et udkast til en meget stor og spændende skulptur, der forventes opstillet i Vangede. Modellen blev udstillet i Turèll-samlingen.
Dan Turèll Ugen startede med et arrangement, hvor den fremragende jazzmusiker Jan Kaspersen fortalte om sit mangeårige venskab med Dan Turèll. Han fortalte spændende og underholdende om deres samarbejde i bl.a. orkestret Sølvstjernerne, og om deres løbende dialog om litteratur og musik. Og Jan Kaspersen demonstrerede sine fantastiske evner på klaver med eksempler på den musik, Dan elskede.
Næste aften optrådte Dans mangeårige samlever og hustru Chili Turèll med sine favoritdigte fra forfatterskabet – her ibland mange som han skrev eller dedicerede til hende. Det blev et smukt arrangement, ikke mindst fordi Jan Kaspersen også denne aften havde lyst til at komme for at akkompagnere Chili. Så det blev ikke bare til oplæsning, men til en koncert, hvor Chili med stor indlevelse sang tekster af Dan.
Onsdag aften, den 14. oktober – 10-årsdagen fra Dan Turèlls død – optrådte teatret Manden i Midten for 150 tilskuere med ”Turèll sprogshow – Den sorte negl”. Arrangementet blev – i et meget positivt samarbejde med pastor Jakob Rønnow – afholdt i Vangede Kirkes menighedslokaler. Det var en forestilling, der supplerede Chili Turèlls optræden ved at lægge vægt på Turèlls mere barske tekster, om livet på Vester- og Nørrebro, blandt ludere og narkomaner.
Peder Bundgaard var én af Dan Turèlls nærmeste venner og er en brillant fortæller. Det nød et halvt hundrede tilhørere godt af ved næste arrangement i Turèll Ugen. Den professionelle Turèll iscenesatte konsekvent sig selv med en maske, som blev til figuren Onkel Danny. Peder Bundgaard fortalte mange underholdende anekdoter, både om Onkel Danny og om manden bag masken, den private Dan Turèll.
Forfatteren og forlæggeren Asger Schnack (nu med navnene Paardekooper som forfatter og Asger Braun som forlægger) tog sig af de litterære analyser og kastede lys over forfatterskabets inspirationskilder, såvel inden for jazz- og rockmusikken som inden for litteraturen, ikke mindst den amerikanske beatdigtning. De handlende i Vangede Bycenter bakkede denne aftens arrangement op med aftenåbent ”under Dan Turèlls hat”.
Dan Turèll Ugen afsluttedes lørdag eftermiddag, hvor filminstruktøren Steen Møller Rasmussen introducerede filmen om Dan Turèll: Onkel Danny – Portræt af en Karma Cowboy. Det blev et hyggeligt intimt arrangement, hvor publikum – her i blandt Dan Turèlls mor Inge Turèll – og instruktøren efter filmen udvekslede oplevelser om Dan Turèll.
Alle medier – både dagblade, radio/tv og de netbårne – var på tæerne i forbindelse med 10-årsdagen for Dan Turèlls død.  Det var en interesse, der vidnede om, at Dan Turèll stadig lever i danskernes bevidsthed – både som medieperson og som skaber af et forfatterskab, der holder. Vangede Bibliotek havde lagt et stort arbejde i at informere pressen om Turèll-samlingen og arrangementerne i forbindelse med indvielsen, og da disse aktiviteter var de eneste i hovedstadsområdet, blev de flot omtalt i aviser og adskillige radioprogrammer. DRs litterære magasin Alfabet var i Vangede for at optage Jan Kaspersens foredrag, og både TV Lorry og DR Direkte viste levende billeder fra Samlingen. DR’s hjemmeside havde også en fyldig omtale.
I alt 500 mennesker deltog i arrangementerne i Dan Turèll Ugen.

….Og Dan Turèll Samlingen lever videre

I årene siden indvielsen – har Dan Turèll-samlingen haft besøg af en række personligheder, der alle har haft relevant at fortælle om Dan og hans digtning. Bl.a. har Peder Bundgaard, Jan Kaspersen, Asger Schnack og Lars Bukdahl gæstet Vangede.

Dan Turèll-samlingen har de senere år været det naturlige sted at overrække Dan Turèll Selskabets pris – med stor pressebevågenhed til følge. I dag rummer Turèll-samlingen så godt som alt, hvad den flittige digter udgav af bøger, bidrag til antologier, blade og aviser. I alt indeholder samlingen over 500 bøger, tidsskriftartikler, musik- og filmudgivelser samt en stor systematiseret og registreret avisartikelsamling.

Det har været en stor, men også spændende opgave at få indsamlet de mange værker. Dans første værker fra 1960’ernes slutning blev stencileret og givet bort til venner, og de efterfølgende bøger blev udgivet på forlag, som ikke længere eksisterer.

Dan Turèll-samlingen er i besiddelse af værker, der ikke kan ses andre steder, og er derfor stedet, som studerende og forskere har som deres selvfølgelige udgangspunkt, når emnet er Dan Turèll. Filminstruktører og forfattere har fået inspiration i Samlingen og har benyttet sig af personalets ekspertise i forfatterskabet. For Vangede Bibliotek har også indsamlet alt, der er skrevet om forfatterens liv og digtning.

Dan Turèll-samlingen er kommet i besiddelse af en række originale manuskripter fra Dan’s hånd. Nogle af disse unikke ting stammer fra en auktion i 2003, hvor indholdet af Dans arbejdsværelse blev solgt. Dan Turèlls sidste skrivemaskine, som står i samlingen, stammer også her fra. Samlingen håber med tiden at indlemme flere af rariteterne fra Dans liv og værk.

Dan Turèll-samlingen er ikke bare en fysisk samling, men er også aktiv på sociale medier og har selvfølgelig sin egen hjemmeside. Denne side er en indgang til Dan Turèlls værker og til litteraturen om Dan. Her findes en komplet registrant af forfatterskabet, lige som der er originalmanuskripter og registre over den guldgrube af oplysninger, der ligger gemt i samlingens arkiv. På hjemmesiden beskrives Dans liv i tekst og billeder, bl.a. ved hjælp af sjove erindringshistorier, som Turèll-samlingen er så glad for at modtage fra folk, der har kendt Dan. Siden oplyser også om nyheder og arrangementer om forfatteren.

Da vi startede Dan Turèll Samlingen i 2013, syntes vi at Dan Turèll fortjente at blive fejret, ikke bare som Vangedes digter, men som hele Danmarks digter.
Årene derefter har kun gjort Dan Turèlls kult-status større. Der findes ingen anden afdød forfatter fra sidste del af 1900-tallet, der læses og omtales mere end Onkel Danny.

Så Dan Turèll-samlingen er også i dag det naturlige og levende samlingssted for aktiviteter omkring den afdøde, men stadig meget “levende” Dan. 

Dan Turèll Samlingen bestyres i dag af en gruppe frivillige medarbejdere.