Er også bragt i Politiken d. 8. april 2006, 4. sektion, s. 16

København er nok ikke blevet beskrevet meget bedre end af digteren Dan Turèll.
København er byen, han boede i det meste af sit liv – selv om han i virkeligheden boede på Frederiksberg, hvis man da kan kalde det ‘boede’, når han det meste af tiden var ude i livet, ude i virkeligheden, ude i byen.
København var Onkel Dannys legeplads, hans holdeplads og hans markedsplads.
København beskrev han sådan som den er – som smuk, som grim, som vild, som ordnet, som hverdag, som fest, som værst, som bedst.
København fejrede derfor Onkel Dannys 60-års fødselsdag for nylig med en stor helaftensforestilling og med gratis øl på byens barer, hvor han kom talløse gange, og hvor er det egentlig sjovt, at bare et lille ord som ‘talløse’ kan få én til igen at høre stemmen, måske fordi det er dét ord, der er brugt på en plakat på Café Dan Turèll, hvor det annonceres, at Onkel Danny skal optræde igen »på talløse opfordringer«.
København fejrede også Onkel Danny ved at opkalde en plads efter ham.
København er vild med Onkel Danny.
Da Onkel Danny blev fejret for nylig, var jeg med som gæst.
Da Onkel Danny blev fejret, stillede jeg mig op på en stol ude på hans stamværtshus på Alhambravej med en af hans bøger i hånden for at læse et digt.
Da Onkel Danny blev fejret, valgte jeg ‘Gennem byen en sidste gang’, fordi det måske er det bedste digt, der er skrevet om København.
Da Onkel Danny blev fejret, stod folk og lyttede helt stille, imens jeg læste, messende, læste, messende, højt af digtet, messende, læste Onkel Danny, messende, da han blev fejret.
Da Onkel Danny blev fejret, ville folket have mere, og jeg blev gennet op på stolen igen, og jeg læste ‘Op i røven’, som er et andet og mere vildt digt, han har skrevet – om tiden, om politik, om byen.
Da Onkel Danny blev fejret, snakkede jeg med drukmåse og dummernikker og glatnakker og med erhvervsjournalister og kunstnere og arbejdsløse akademikere, og de var alle sammen ens, de var Storby-buddhaer ligesom Onkel Danny var det, hvis man da ellers kan kalde Frederiksberg for Storby. Den aften gik vi videre i byen, Onkel Danny Style, videre ind i den rigtige storby, ind i København.

Den aften røg vi på Mandela, hvor alle de andre Onkel Danny-fans var glade og smilede og gyldne som buddhaer eller som gratis Tuborg fra fad.
Den aften så jeg en masse, jeg kendte, og jeg tror, jeg fornærmede de fleste, men jeg kan ikke huske hvordan, og det er nok også lige meget, for så vidt jeg husker, kan de nok heller ikke huske det.
Den aften blev i det hele taget mere og mere tilrøget, tilsodet, mere og mere mørk og lyssky, mere og mere beruset.
Den aften gik jeg til sidst hjem, fordi det kunne være nok, fordi også gode aftner må slutte, ende, holde op, standse brat, stoppe, stop.
Den aften krydsede jeg over Halmtorvet, ned ad Abel Cathrines Gade, og det var dér, de kom.
De kom bagfra den aften, tre mørke mænd, mørke som sådan nogle mænd skal være det, mørke i huden, mørke i håret, mørke i stemmerne med deres fremmedartede kommandoer nærmest bjæffet frem, bjæffet frem i mørket.
De kom bagfra den aften, snigende.
De kom bagfra den aften, og de tog fat i mig, holdt mig fast, holdt mig i et jerngreb, så jeg ikke kunne se dem, og så tømte de mig, røverne tømte mig, vendte bunden i vejret på mig, og så smed de mig væk, som hvis jeg havde været en gammel sodavandsdåse eller et Prince Light-skod, tyret helt tomt, helt ned til det gule.
De tog min identitet den aften.
De tog min tegnebog og min telefon den aften.
De tog mine bilnøgler og mine personlige papirer den aften.
De tog min skråsikkerhed og min gadetryghed den aften.
De tog min frihed og min borgerlighed den aften.
Og de tog min tid den aften, fordi jeg bagefter må rekonstruere mig selv fra bunden, og det tager en helvedes tid, og jeg vil da skide på, om man kan se mit højre øre på billedet, jeg skal bare have et kørekort, og jeg kan for resten meget bedre lide mit venstre øre. Den aften Onkel Danny blev fejret, blev København også fejret. Den fejrede sig selv – som storby. Det virkede næsten, som om de tre banditter var bestilt af salig Onkel Danny Himself, og som om han sagde til mig, at så kunne jeg måske forstå det, så kunne jeg lære det, kunne jeg, at en storby ikke er en storby uden DET HELE, den skal have DET HELE for at være storby.
Den skal have fejringer af poeter og cirkulære svømmebassiner og damer, der holder døre, og cykelsmede, der overcharger HELT sindssygt.
Den skal have villaveje langs kysten og ghettoer i midten og arbejderkvarterer i kanten.
Den skal have kærlighed og kildevand, Elefanter og Arnbitter, og bitre Arne, hængende i baren, den skal have DET HELE.
Den skal have Latte og liv, trofærollinger på cafeerne og sure mænd i metroen, lort og lagkage, snot og skæg og skidt og kanel, den skal have DET HELE, og den skal have DET HELE på én gang.
Og derfor skal den også have røvere midt om natten.
Og derfor skal den også have oppumpede sorte ludere, som hende, der kort efter røveriet standsede mig og læste hele menuen højt, selv om jeg sagde – talløse gange – at jeg ikke ville, ikke kunne, ikke havde lyst, og i øvrigt lige var blevet blanket af.
Og derfor skal den også have kriminalbetjente i løbesko og T-shirts med pistoler i siden, som stadig anno 2006 skriver med praktikerens to pegefingre, hamrende, og som smiler og spørger til Forurettedes forfatterskab, og »Har du egentlig skrevet noget godt?«.
Og derfor skal den have digtere, der kan rumme DET HELE, rumme hele storbyen, for ellers kan den ikke fortælles.
Og derfor havde – eller har – København sin Onkel Danny, sin fortæller, som kan vise os det hele, også bagsiden, og også det, der er bag bagsiden.
For der skal en viis gadedreng som Onkel Danny til, hvis man skal høre den inderste, spirituelle sandhed om røverier, jeg kan næsten høre hans stemme sige det:
»Det er først, når de har taget alle dine penge, din telefon med alle dine kontakter, alle dine papirer, hele dit store, fede Ego, at du pludselig er helt fri. I hvert fald for en tid«.