LARS MOVINS TALE TIL CLAUS HEMPLER I ANLEDNING AF OVERRÆKKELSEN AF DAN TURÈLL MEDALJEN,  15. OKTOBER 2021

Vi begynder i 1974, hvor Dan Turèll – 27 år og optændt af ungdommelig selvsikkerhed og klædt helt i hvidt – via monopolkanalen Danmarks Radio trådte ind i de bedagede danske tv-stuer og læste højt, direkte hen over kakkelbordene med deres klirrende kaffekopper, af sine såkaldte dåsedigte: “Velkommen i TV / De kalder mig D.T. / Jeg sér tingene ské / og prøver at lé”.

Så spoler vi et lille halvt århundrede frem, til 2019, hvor et ekko af Dan Turèlls digteriske salut lød fra en ganske uventet kant, nemlig fra en sådan cirka halvanden generation yngre, men ikke desto mindre – på det tidspunkt, i 2019 – ganske rutineret sanger og sangskriver, som efter for længst af have slået sit navn fast som en af landets mest velsyngende stemmer – en engelsksproget crooner af Guds nåde – pludselig genopfandt sig selv som en helt unik dansksproget tekstforfatter og musikalsk auteur med albummet “Kuffert fuld af mursten”. Et album, hvor det i de indledende linjer af den første sang hedder: “Navnet er Hempler / fornøjelsen er min / ikke fordi at jeg hver dag / ligefrem skriger af grin”.

Det er naturligvis Claus Hempler, det handler om. Og selv om Claus Hempler næppe har haft Dan Turèll i tankerne, da han skrev lige præcis de linjer – skønt, man ved jo aldrig – så er der et påfaldende sammenfald i de positioner, hvorfra der tales/synges i de to tekster. Positioner, hvor en vis munterhed søges opretholdt i iagttagelsen af den verden, som – når det poetiske skarpsyn finjusteres – ikke just får betragteren til at skrige af grin. Grundtonen hos dem begge er nøgtern, dog mest hældende mod det blå – altså blå som i blues – men samtidig er den iblandet en insisteren på at se virkeligheden i øjnene og efter bedste evne forsøge at transformere den til sproglige udsagn. En gestus, som kan pege ind i vores alle sammens fælles erfaringsverden og dermed forvandle et forstemmende klarsyn til lutrende poesi.

I det hele taget synes der at gemme sig en nærmest Sisyfos-agtig tapperhed i den måde, hvorpå den stemme, der er afsender for sangene på det førnævnte album – “Kuffert fuld af mursten” – stædigt forsøger at finde en vej frem i det vildnis af brændte broer og afprøvede muligheder, som det midaldrende menneske let kan blive fanget i. Som det formuleres i den sang, der ligefrem bærer titlen “Vejen frem”, befinder sangskriveren sig et sted i livet, hvor det er “for sent at gøre som Jim Morrison / lige efter ‘L.A. Woman’ i et badekar i Paris”. Med andre ord: Hvis ambitionen har været at udleve rock’n’roll-mytologien med dens romantiske forestillinger om at Leve stærkt, dø ung og blive et smukt lig, så er det tog altså kørt, når man står lige på kanten til sin 50-års fødselsdag. Og hvad gør man så?

Jeg anvendte før ordet “midaldrende” i en formulering, der indirekte handlede om Claus Hempler. Og der findes vel næppe noget, der er MINDRE rock’n’roll end at være midaldrende? Men det gør der så måske alligevel, hvis man vel at mærke har det fornødne mod til at sætte sig ud over den udbredte vanetænkning om populærmusik som en eksklusivt ungdommelig foreteelse og i stedet insisterer på løbende at justere sit blik på sig selv og verden og i den proces at omsætte sin AKTUELLE livssituation til et kunstnerisk/musikalsk udtryk. Og dermed har jeg så også peget på det faktum, at Claus Hempler med sit første dansksprogede album indskriver sig i traditionen for at hæve rock- eller popmusik op på et voksent og højt kunstnerisk niveau, en tradition, der i 1960’erne blev grundlagt af sangskrivere som Bob Dylan og Leonard Cohen – to ikoner, som begge spøger i kulissen på “Kuffert fuld af mursten”. Ja, den sidstnævnte (Cohen) nævnes sågar direkte i én af pladens sange. Og når dét er sagt, tør jeg godt forudsige, at Claus Hempler med nummeret “Jeg drømmer om en sang” har begået et værk, der har potentiale til at opnå en klassikerstatus, som i en lokal målestok er helt på linje med Cohens “Tower of Song”.

Begge de to sange – Hemplers og Cohens – kærtegner os med vellyd, samtidig med at de ridser os på sjælen med verbale tidsler. En på én gang uimodståelig og kras kombination, som kendetegner et kunstværk med blivende værdi. Og for de af jer, der ikke lige har Hemplers tekster helt præsent, vil jeg tillade mig at citere et enkelt vers som eksempel:

jeg drømmer om en sang der er ligepå og hårdt

gennem røgen fra tobakken

der er tydelig som en blotter i parken

med pointen parat under frakken

jeg drømmer om en sang som et vristspark i skridtet

og et whiplash i nakken

jeg drømmer om en sang der er skrevet uden at tænke på dig

Ikke just et ordvalg eller et billedsprog, der er kendetegnende for den gængse danske popsang. Og i det hele taget befinder Claus Hemplers danske tekster sig langt over gennemsnittet, hvilket naturligvis er en væsentlig årsag til, at vi har valgt at fejre ham hér i dag. Med de ni sange, der findes på “Kuffert fuld af mursten”, har Hempler med ét slag bevæget sig fra at være tydeligt talentfuld og evigt lovende til at være en moden og original kunstner. En begavet sangskriver, der tilsyneladende let og ubesværet leger med det danske sprog, uden at dybde eller inderlighed på noget tidspunkt går tabt. En garvet rockkunstner, der pludselig træder frem i en ny forklædning, gennem hvilken han undersøger sig selv og den mytologi, hans musik uundgåeligt vil være viklet ind i, fra en selvironisk position og pakket ind i forførende melodier og elegante arrangementer med pop-kvaliteter. Og en selvinvesterende digter, der nok bruger af hovedstolen, men uden at være selvudleverende eller anmassende intim.

I den genre, Claus Hempler bevæger sig i – om man nu kalder det pop eller rock eller noget helt tredje – kan man af og til have fornemmelsen af, at mulighederne er ved at være brugt op. At alle nye sange bare er variationer over alt dét, der er gået forud. Men hver gang den tanke melder sig, kommer der heldigvis nye talenter og viser os, at sådan behøver det slet ikke at være. Selvfølgelig kan der hos Hempler høres ekkoer af fortiden og andre sangskrivere. Vi har allerede nævnt Dylan og Cohen. Men – nok så vigtigt i denne sammenhæng – indskriver Claus Hempler sig også i den specifikt DANSKE sangskrivertradition. Ét sted er der en direkte hilsen til Eik Skaløe. Et andet et strejf af C.V. Jørgensen. I det hele taget vrimler sangene med referencer og parafraser – men selv de formuleringer, der synes at rumme en klang af noget, man har hørt før, opretholder ikke desto mindre altid et originalt og egenartet præg.

Intet sted forfalder Claus Hempler til det flade eller det trivielle. Hele vejen igennem bliver linjerne i hans sange ved med at knopskyde og yngle og bevæge sig fremad med stadig nye, overraskende formuleringer og forskydninger. Han formår som få andre at vende og dreje udtryk og klichéer, så de undgår at blive til banaliteter eller tomme fraser. De sproglige billeder føder nye billeder, som så igen føder atter nye billeder. Nogle steder synes det bare at blive ved i en tilsyneladende uendelig strøm, hvor det høje sproglige niveau på mirakuløs vis holdes. Der er et enormt indre tryk i de sange – en påtrængende meddelelsestrang, et bemærkelsesværdigt sprogligt overskud. Og så besidder Claus Hempler ydermere en helt usædvanlig evne til at få ord, navne og vendinger, der normalt ikke hører hjemme i poesiens eller sangskrivningens verden, til at glide næsten lydefrit ind i det sproglige flow. Man kunne sagtens forestille sig, at andre kunne finde på at synge, at “jeg er din i med- og modgang” – men hos Hempler kommer det med en karakteristik tilføjelse til at lyde: “jeg er din i med- og modgang sådan løst estimeret” – UDEN at det af den grund bliver kantet eller mindre sangbart. Læg så hertil navne som “Karl Ove Knausgård” eller vendinger som “die hard vinyl entusiaster”, og man har et sprogligt univers, der nok er fin-kalibreret, men som samtidig også er forsynet med de knaster, der gør, at man standser op og lytter efter med ekstra opmærksomhed. Sangenes sætninger er simpelthen spækket med overraskelser, der med jævne mellemrum detonerer i lytterens bevidsthed som små bomber af indsigt.

I det afsluttende nummer på “Kuffert fuld af mursten” – det nummer, der med et i sammenhængen lidt overraskende udtryk hedder “Humørbussen” – gemmer sig et lille selvportræt forklædt som tilstandsrapport:

humørbussen er punkteret og på værksted langt uden for byen

men jeg er stadig til fals for de billigste tricks på menuen

som om jeg altid netop var ankommet med firetoget fra Fyn

da man var med i et rockband for at undgå at få sig et job

og troede problemerne gik væk fra det øjeblik man nåede bjergets top

og at hovedstolen man tog af den aldrig kunne blive brugt op

altid mere hvor det kom fra indtil nogen en dag sagde stop

Ud over at denne indledning på en sang igen er så usædvanlig, at den endnu en gang bekræfter, hvor unik en sangskriver Claus Hempler er, så bider jeg mærke i den linje, der handler om fornemmelsen af altid netop at være “ankommet med firetoget fra Fyn”. Sådan har jeg det nemlig også selv, det skal da slet ikke være nogen hemmelighed, og selv om jeg normalt ikke nødvendigvis opfatter min egen fynske baggrund som et fortrin, så giver det mig i denne forbindelse det privilegium, at jeg rent faktisk kan HUSKE, da Claus Hempler i sin tid trådte ind på den odenseanske rockscene som frontfigur i gruppen Fielfraz. Det var i slutningen af 1980’erne, og selv om gruppens medlemmer på det tidspunkt stadig kun var teenagere, skal jeg da lige love for, at der blev lagt mærke til dem. De var usædvanligt unge, nærmest bare store drenge, og alligevel skrev og spillede og sang de med en autoritet, som indgød mange af byens ældre musikere en fornemmelse af, at nu skulle de altså til at stå endnu tidligere op, hvis de ikke skulle blive kørt ud på et sidespor af den nye generation. I 1990 – da Claus Hempler var tyve år – kom så debutpladen “Shine!”, et album, der bekræftede, hvad man allerede vidste, nemlig at hér var der noget helt ekstraordinært på spil. Og snart begyndte man i branchen at tale om et internationalt potentiale.

Hele den historie skal vi ikke dvæle ved i dag – men dog skal den lige strejfes for at minde om, at den Claus Hempler, vi nu hædrer, naturligvis ikke er kommet ud af det blå. Talentet har hele tiden været til at få øje på. Og det gjaldt også i den lange mellemperiode – fra opløsningen af Fielfraz til udgivelsen af “Kuffert fuld af mursten” i 2019 – hvor Hempler med udgivelser som “Charm School for Popsingers” (1999) og “Return of the Yes Man” (2007) (samt flere andre) trådte i karakter som en usædvanlig stilbevidst crooner med en blød, velklingende og rigt moduleret stemme, der mestrede det meste – herunder også fortolkninger af førnævnte ikoner som Leonard Cohen og Bob Dylan. Det har hele vejen igennem været godt – men alligevel er det, som om det usædvanlige menneske, hvis lange musikalske rejse, jeg nu har forsøgt at skitsere, først med sin debut som DANSKsproget singer/songwriter har foldet vingerne HELT ud som en kunstner i fuld figur. En kunstner, som netop ved for første gang at øse af et helt personligt stof, og vel at mærke at gøre det på sit eget modersmål, for alvor har ramt dét elektrificerende lag, som binder os alle sammen sammen.

Navnet er Hempler! Og fornøjelsen er så helt ubetinget på vores side! Tillykke, Claus!