Dan Turèll Medaljen 2025:

SUZANNE BRØGGER

Dan Turèll Selskabet motiverer valget således:

Det er de færreste forfattere over 80 år, om hvem man kan sige, at de stadig er på vej, stadig er i bevægelse, stadig er i færd med at blive til. Det kan man om Suzanne Brøgger (f. 1944), som siden hun for mere end et halvt århundrede siden smed en håndgranat ind på den hjemlige litterære scene med debutbogen Fri os fra kærligheden, med udgangspunkt i sin egen person og erfaringsverden har afsøgt den samme kreds af temaer, men hele tiden i nye belysninger, fra nye vinkler, på nye erkendelsesniveauer. I bog efter bog har hun overrasket og beriget sine læsere med en skrift, der altid synes at komme fra et sted, som på en gang er sanseligt og intellektuelt, skarpt og undrende, privat og med fingeren på tidsånden, dybt seriøst og ikke desto mindre beåndet med en understrøm af lune eller ligefrem humor. At skrive er at leve, fristes man næsten til at sige – med en omskrivning af en kendt talemåde. Og skriften, der nu har strømmet i en menneskealder, bliver bare ved med at komme, oven i købet med tilsyneladende usvækket kraft. I hvert fald at dømme efter Brøggers seneste udspil, den formidable essaysamling På væggen (2024), hvor forfatteren fortsætter med at ældes med værdigheden og nysgerrigheden intakt – som om hun var nået til den erkendelse, at kun ved at holde sluserne åbne kan man blive ved med at være et menneske, der (som der står i bogen) “hele tiden må skabes, digtes, dannes”.

Forfatterskabet tog sin begyndelse i midten af 60’erne med reportager fra Laos, Vietnam og andre steder i det Asien, som den unge skribent var fortrolig med fra sin usædvanlige opvækst. Her kom en begavet kosmopolit med et ydre som en påfugl i fuldt flor – hvilket man imidlertid ikke skulle lade sig narre af, for bag de kulørte fjer gemte sig en frygtløs eventyrerske med en sylespids pen. Og kombinationen af fascinationskraft og farlighed blev for alvor tydelig, da bøgerne begyndte at komme, først i form af noget, der lignede essays, men i virkeligheden var ansatser til den originale hybridgenre, som i foreløbig lige knap tredive værker har vist sig at kunne antage stadig nye former.

Den seneste manifestation er som nævnt essaybogen På væggen, hvor det blandt andet hedder (i en tekst, der er tilegnet digteren Rainer Maria Rilke):
“Kære forfatter, jeg skriver ikke til dig, der besidder evnen og teknikken til at producere bøger, som gør sig godt på markedet. Jeg henvender mig til dig, som skriver noget, du ikke rigtigt ved, hvad er. Ja, jeg skriver til din søgende sjæl. Til dig, der hele tiden må vove sig ud i det ukendte, og som er nødt til at blive til skrift for ikke at blive til æter. Du, som må være ude på en erkendelsesrejse uden at vide, hvad den skal gøre godt for.”

Disse ord er muligvis tænkt som en selvhenvendelse. Men de kunne lige så vel være stilet til generationsfællen Dan Turèll, med hvem Brøgger har ikke så lidt tilfælles. Begge debuterede (fraregnet undergrundspublikationer m.m.) i bogform på forlaget Rhodos, Turèll i 1970 med Områder af skiftende tæthed og tomhed og Brøgger tre år senere med den førnævnte Fri os fra kærligheden. Begge indså tidligt nødvendigheden af at skabe sig et image, hvis de skulle gøre sig håb om at blive hørt (og, nok så vigtigt, at kunne leve af deres skrift). Og begge lykkedes så godt med deres selviscenesættelse, at de for at beskytte sig selv – og få ro til at arbejde – måtte udvikle en persona: Dan Turèll især med “Onkel Danny”-figuren; Suzanne Brøgger især med “Suzanne Brøgger” (og ved særlige lejligheder med udspaltninger såsom “Fru Z” eller “fruen til Sølve”). Endelig kan det som et kuriosum nævnes, at Turèll og Brøgger – så vidt vides – er de to eneste danske forfattere, som har fået beværtninger opkaldt efter sig, mens de stadig var i live: førstnævnte med Café Dan Turèll i Store Regnegade, sidstnævnte med Brøg Litteraturbar i Fiolstræde.

Blandt Suzanne Brøggers mange værker kan – foruden de allerede nævnte titler – fremhæves: dannelsestrilogien Creme Fraiche (1978), Ja (1984) og Transparence (1993), slægtssagaen Jadekatten (1997), egnskrøniken Sølve (2006) og brevromanen Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien (2010).

DAN TURÈLL MEDALJEN 2025 TIL SUZANNE BRØGGER eller: SHE’S A RAINBOW

Dan Turèll Selskabets bestyrelsesformand Lars Movins har ordet:

Netop hjemvendt fra Vangede Bibliotek, hvor forfatteren Suzanne Brøgger (f. 1944) foran en propfuld sal fik overrakt årets Dan Turèll Medalje. Det var STORT – og her er min motivationstale:

“En bog er efter min mening en flaskepost, og der følger ingen brugsanvisning med.” Sådan skriver Suzanne Brøgger i “Den pebrede susen” (1986), en af de bøger i forfatterskabet, man med udbytte kan konsultere, hvis man er nysgerrig efter at blive klogere på, hvad det hele sådan GÅR UD PÅ. Det skal dog ikke forstås på den måde, at forfatteren her nødvendigvis disker op med den rene og skinbarlige SANDHED om sit virke, for sådan en sandhed må man kigge i vejviseren efter hos Suzanne Brøgger. Hele forfatterskabet er præget af en gådefuldhed, en mystik – ja, måske ligefrem en KVINDELIG mystik, det skal jeg ikke kunne sige – og man kan vel nok tale om en drilsk leg med forfatterpositionen og med den konstant fluktuerende relation mellem skriften og den erfarede virkelighed, der ligger bag.

En LEG, fordi man som læser fornemmer, at forfatteren boltrer sig i sproget som en fisk i vandet. Men også DRILSK, fordi man i Suzanne Brøggers bøger altid fornemmer, at uanset hvor mange slør, der fjernes, er der altid en rest af noget usagt, noget uforståeligt eller noget uhåndgribeligt tilbage. Deraf fascinationskraften. Bag bjergene er der flere bjerge, som et haitiansk ordsprog angiveligt lyder. Og bag slørene er der flere slør. Men ikke desto mindre kan man som læser af Suzanne Brøggers bøger sidde med en nagende mistanke om, at det hele faktisk STÅR på siderne, sort på hvidt, hvis blot man er i stand til at åbne sig for det. The truth is hidden in plain sight, som man siger på engelsk. Så jo, en sandhed af en art gemmer sig i bøgernes flaskepost; og selv om både bøger og post i disse tider er under pres, findes der forhåbentlig stadig læsere, som er villige til at forsøge at opfinde deres egen brugsanvisning, mens de læser. Det er dét, man kalder LITTERATUR.

“Den pebrede susen” udkom som sagt i 1986. Det er tæt på at være fyrre år siden. Derfor er det også nærmest svimlende – eller i hvert fald kuriøst – at tænke på, at Suzanne Brøgger, som i dag sidder her lyslevende iblandt os, i den bog omtaler sig selv som et “mere end midaldrende fruentimmer”, der i kraft af sit virke har måttet vænne sig til i sladder- og tabloidpressen at blive omtalt “med sexuelle overtoner ved hjælp af resterne i bladarbejdernes skraldespande af uforarbejdet bevidsthedsmateriale”. Hvorpå hun om sig selv skriver, idet hun ganske sigende omtaler sit eget forfatter-jeg i tredje person: “Og jeg har undertiden den skræmmende fornemmelse, at selvom hun bliver firs og både tænder og skelet klaprer om kap for at rasle først til jorden, da vil denne persona ‘Suzanne Brøgger’ fortsat husere, lige ung og uforandret, som om livet på gyser-vis er gået i stå …”

Det skulle hun sådan set få ret i, denne Suzanne Brøgger. Måske var det noget lidt andet, hun mente, da hun nedfældede den pågældende passage, men det skal ikke forhindre os andre i med taknemmelighed at konstatere, at den nu rent faktisk 80-årige forfatter fortsat huserer, omtrent lige ung og uforandret, i hvert fald af sind. Hvilket man eksempelvis kan forvisse sig om i flaskepost nr. cirka 31 i det imponerende oeuvre, “På væggen” (2024), en bog, der er lige så rig på indsigt og vidensmæssig substans, som dens titel er prunkløs og underspillet. “På væggen”, altså – og hvorfor nu det? Jo, fordi bogen tilsyneladende er udløst af de forfatterportrætter, der pryder væggene i den litteraturbar kaldet Brøg, som åbnede i Fiolstræde i det Indre København i 2019. Hertil kan kan sige, at det ikke er almindelig kutyme, at en forfatter får en beværtning opkaldt efter sig i levende live – men jeg er temmelig sikker på, at alle jer, der er mødt frem her i dag, kan komme i tanker om i hvert fald ét andet eksempel.

Men altså, “På væggen”. En lang række korte essays om skikkelser i forfatterens heltegalleri. Nogle af dem måske nye bekendtskaber – i hvert fald for læseren – andre navne, der kendes fra Suzanne Brøggers bagkatalog. For eksempel Henry Miller, hvis velsignelse den danske forfatter fik i forbindelse med en pilgrimsrejse til den gamle mesters hjem i Pacific Palisades ved Los Angeles i 1976, og som siden er dukket op i skriften adskillige gange. Som en sanselighedens skytsengel. Det er jo en af gaverne ved lange forfatterskaber. At forfatteren kan vende tilbage til allerede behandlet stof, genbesøge kendte landskaber og så at sige ‘male’ det samme bjerg i nye belysninger, betragte velkendte motiver og emner fra et nyt perspektiv, en ny livsalder. Skrive på de små forskydninger, livet altid arrangerer for os – og på visheden om, at det alt sammen hele tiden betyder NOGET ANDET. Og apropos malere, så talte Per Kirkeby om “alderens arrogance”. Men i forbindelse med “På væggen” kunne man snarere få lyst til at tale om “alderens suverænt lette hånd”. I bogens prægnante tekster er skriften som et fint væv af korte strøg, der dækker over store dybder. For hvert anslag på tastaturet en afgrund af indsigt, erfaring, tilegnet viden.

I en af teksterne i “På væggen” – en tekst, der egentlig er dedikeret til den østrigske digter Rainer Maria Rilke – skriver Suzanne Brøgger, idet hun benytter sig af brevets henvendelsesform:

“Kære forfatter, jeg skriver ikke til dig, der besidder evnen og teknikken til at producere bøger, som gør sig godt på markedet. Jeg henvender mig til dig, som skriver noget, du ikke rigtigt ved, hvad er. Ja, jeg skriver til din søgende sjæl. Til dig, der hele tiden må vove sig ud i det ukendte, og som er nødt til at blive til skrift for ikke at blive til æter. Du, som må være ude på en erkendelsesrejse uden at vide, hvad den skal gøre godt for.”

Det er ikke så svært at gennemskue, at forfatteren her – også – henvender sig til sig selv. For er der nogen dansk forfatter, som – lige fra hun som ganske ung kvinde i 60’erne satte de første stavelser på papir – har været “ude på en erkendelsesrejse uden at vide, hvad den skal gøre godt for”, så må det være Suzanne Brøgger selv. Det begyndte i kortprosaens form, artikler, essays, rejsebreve fra Laos, Vietnam og andre steder i det Asien, som skribenten blev fortrolig med tidligt i livet, fordi hun i kraft af sin families udstationeringer i de år tilbragte en del af sin teenage-tid forskellige steder i det asiatiske, primært i Thailand. Det var den bløde start, hvor det forfattermæssige håndværk blev slebet til gennem journalistikken – ligesom vi kender det fra den amerikanske tradition, fra Mark Twain over Hemingway til Joan Didion.

Men så, i 1973, da Suzanne Brøgger havde øvet sig i at skrive i en ti års tid, kom der en ny og langt mere slagkraftig begyndelse med debutbogen, der havde den ret så provokerende titel: “Fri os fra kærligheden”. Ja, det hed den søreme, og var titlen opsigtsvækkende, ja, så var indholdet rent ud chokerende. Bogen bestod af en række essays, der satte spørgsmålstegn ved nærmest hvad som helst: parforholdet, kønsrollerne, familiestrukturerne, moderskabet, seksualiteten – kort sagt: den herskende orden. Alt det naturlige, kunne man forstå, var slet ikke så naturligt endda, men snarere kulturelt bestemt. Det hele var en konstruktion. Køn var en konstruktion, kernefamilien en konstruktion, seksualiteten en konstruktion, ja, selv barndommen var en

kulturelt betinget konstruktion. Og ganske vist var de tidlige 70’ere en tid, hvor Rødstrømpebevægelsen i nogle år havde rokket med båden herhjemme, men det ændrede ikke ved, at “Fri os fra kærligheden” var hård kost. Med den bog kastede Suzanne Brøgger ikke bare grus i maskineriet, hun smed simpelthen en håndgranat ind i alle de mest fundamentale værdier og mekanismer i samfundet, alt det, man havde taget for givet, men som man nu skulle til at tænke om igen, helt fra bunden.

I dag hylder vi Suzanne Brøgger, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det langt fra var alle, der jublede i 1973. Så nok havde dagens Medalje-modtager med ét slag skabt sig et navn som forfatter, men hun havde også gjort livet besværligt for sig selv – professionelt såvel som privat, hvis man skal tro de senere bøger. Det afholdt hende imidlertid ikke fra at klø på med krum hals. I 1975 fortsatte Suzanne Brøgger kursen fra debutbogen i “Kærlighedens Veje & Vildveje”, men nu med nogle momenter, der antydede, at det traditionelle essay ikke helt kunne rumme dét, hun dybest set forsøgte at sige. Der begyndte at vise sig nogle lag i skriften, som signalerede, at uanset hvor krasbørstige de kolporterede MENINGER og BUDSKABER i de to første bøger kunne forekomme, så var de produceret af en forfatter, der i virkeligheden var ude i et andet ærinde, nemlig at skrive LITTERATUR. Bøgerne var med andre ord ikke paroler, de var undersøgelser. Og hen imod slutningen af “Kærlighedens Veje & Vildveje” står det endda direkte: “Det drejer sig ikke så meget om at skrive et digt, som at VÆRE digtere og leve som digtere og digte en anden verden. Og dette kollektive digt handler om at skabe sig evindeligt.”

Det var dér, den unge Suzanne Brøgger befandt sig som forfatter. Og det er det spor, hun er fortsat med at udforske helt op til i dag, hvor hun i sin skrift stadig fremstår som et menneske, der er i færd med at blive til. Ja, i den føromtalte bog “På væggen” fra 2024 finder vi sågar en formulering, der rækker direkte tilbage til positionen i 70’erne, idet forfatteren igen skriver om nødvendigheden af at være et menneske, “der hele tiden må skabes, digtes, dannes”.

“Det kan være nødvendigt at skabe sig,” konstaterer hun et andet sted i samme bog. Hvormed hun mener at skabe “et alter ego, der kan tale for én”. På den ene side for at fange omverdenens opmærksomhed – som en påfugl, der strutter med fjerene – men lige så meget for at beskytte sig selv som menneske: “beskytte arbejdet på de indre linjer, som det hele hviler på”. Og dermed er der jo ikke så langt til en vis Dan Turèll, der havde for vane at sende sit alter ego, “Onkel Danny”, når han skulle møde virkeligheden i officielt øjemed. Noget tilsvarende gjorde Suzanne Brøgger, blot med den forskel, at hendes maskespil var en kende mere uigennemskueligt, idet hun lod sin persona beholde navnet: “Suzanne Brøgger”. Hvorved den skelnen, hun måske havde håbet på at etablere mellem Suzanne Brøgger og “Suzanne Brøgger” – med eller uden anførselstegn – blev så subtil, at de færreste var i stand til at se forskel.

Det skaffede forfatteren diverse kvaler på halsen – opmærksomhed af den uønskede slags. I bogen “Transparence” (1993) – det tredje bind i den såkaldte føljeton-trilogi, der blandt andet handler om besværet med at leve med eller i sin egen persona – skriver hun: “Jeg er hvem som helst, du tror, jeg er. Det var lidt efter lidt blevet min indstilling, prøvet som jeg var gennem offentlighedens beskrivelser.” Men hun skriver også, at hun ikke havde drømt om, at dette dobbeltspil skulle blive livsfarligt for hende. Det blev det – omkostningerne ved at være “Suzanne Brøgger” var høje – men samtidig var legen med roller og positioner, i hvert fald i de tidlige år, også i tråd med en tidsånd, hvor den amerikanske LSD-guru Timothy Leary lancerede sit slogan: “You can be anyone this time around” – i dansk oversættelse nærmest identisk med Suzanne Brøggers “Jeg er hvem som helst, du tror, jeg er”. Og hvor forfatteren Hans-Jørgen Nielsen herhjemme formulerede en dansk pendant, som han kaldte “attituderelativisme”.

Her – i identitetsudviskningens dunkle skyggeland – flyder sporene efter Suzanne Brøgger og Dan Turèll igen sammen i den forstand, at de begge i deres professionelle virke har praktiseret en art attituderelativisme, hvor de har krydset frem og tilbage over grænserne mellem virkelighed og fiktion og dermed sat grå hår i hovedet på denne verdens bogholdere og fastholdere. Begge har de gennem værk og liv opbygget en personlig modoffentlighed, givet stemme til dem eller dét, der ellers ikke havde stemme, eller skabt nye og hidtil uhørte stemmer for at sætte ord på det uudsigelige. Og begge har de udfordret, provokeret og indvundet nyt terræn – igen både gennem adfærd og produktion.

At vi står her i dag, er således et udtryk for et møde, der nærmest MÅTTE finde sted. Og i øvrigt FANDT det også sted, idet Suzanne Brøgger helt tilbage i 1973 i sin egenskab af reporter for Politiken opsøgte sin to år yngre, men på det tidspunkt langt mere eksponerede kollega i kollektivet på Forhåbningsholms Allé for at interviewe ham. Og tre år senere, i 1976, krydsedes deres spor igen, denne gang i New York, hvor Suzanne Brøgger var på turné for at promovere den amerikanske oversættelse af hendes debutbog, “Fri os fra kærligheden”, og hvor Dan Turèll var på pilgrimsrejse. Begge benyttede de naturligvis lejligheden til at opsøge nogle af deres forbilleder – Suzanne Brøgger først og fremmest Henry Miller (som velsignede den unge danske feminist ved at give hendes bog, “Deliver Us From Love”, anerkendende ord med på vejen); mens Dan Turèll især var optaget af at opleve en række af de jazzikoner, som havde spillet en afgørende rolle for den tidlige del af hans dannelsesrejse hjemme i 50’erne og 60’ernes Vangede.

Jazzmusikken blev i øvrigt endnu en fælles grund for Suzanne Brøgger og Dan Turèll, da førstnævnte i 80’erne begyndte at tage pianoundervisning hos den amerikanske jazzlegende Duke Jordan og hen ad vejen begyndte at skrive sin egne jazzsange, som hun både optrådte med og udgav på plade. Men rygraden i Suzanne Brøggers værk er og bliver naturligvis bøgerne, der spænder fra den store dramatiske kurve i den monumentale slægtssaga “Jadekatten” (1997) til de bittesmå hverdagssansninger i en af forfatterskabets mest fortættede juveler, den omfangsmæssigt lille, men litterært store bog “En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege” (1979). Og så alt dét, der ligger imellem de to yderpunkter: et forfatterskab, der har udviklet et eget hybridformat, således at skriften, bog for bog, synes at være i stand til at absorbere og inkludere mere eller mindre alt i forfatterens liv, fra de største eksistentielle refleksioner til de mindste strøtanker. Som i bogen “Sølve” (2006), der egentlig er et stykke egnshistorie, en egnsgobelin i ord, hvor forfatteren – hvis persona nu er blevet “fruen til Sølve” – på den mest naturlige måde får indvævet et notat om, at hun har været hos tandlægen i København, og: “Så satte jeg mig ned på Café Dan Turèll og skrev et digt til Dan. Jeg skrev, at han var død, og jeg var levende.”

Ja, Suzanne Brøgger er i dén grad levende, og i dag fejrer vi det mirakel, at hun er blevet den forfatter, hun er. For at livet arter sig på bedste vis, er nemlig aldrig nogen selvfølge – heller ikke i tilfældet Suzanne Brøgger, som i en anden relativt ny bog, “Norsk omelet” (2018), skriver, at hun som ung ikke anede, hvad hun skulle stille op med sig selv – om hun skulle “studere filosofi i en indisk ashram eller gå i hundene som fotomodel i Paris”. Skuespillerinde kunne hun såmænd også være blevet. Der er ikke så mange, der ved det, men i 1968 spillede Suzanne Brøgger titelkarakterens mor i “Super Carla”, en tv-serie for børn og unge, som vi er mange, der husker med glæde (se foto nede i tråden).

I en mindeværdig sekvens i den gamle serie kommer Super Carlas mor kørende i hestevogn gennem sneen i Dyrehaven sammen med sine børn til tonerne af The Rolling Stones, der synger “She’s a Rainbow”. Og dét giver jo fuldstændig mening. Suzanne Brøgger ER en regnbue. Og derfor skal hun selvfølgelig have Dan Turèll Medaljen 2025. Tillykke!

På Gita Pastenaks Facebookside : https://www.facebook.com/gita.pasternak

kan I under datoen 19. marts 2023 se og høre Lars Movins festtale samt Suzanne Brøggers takketale.

Eddie Michel overværede medaljefesten for Suzanne Brøgger :

… en aften, stående på broen over Po-floden, beskrev Friedrich Nietzsche som værende “hinsides godt og ondt” – og længere kan vi mennesker vel ikke komme? I onsdags fandt jeg mig selv stående, overfor selveste Suzanne Brøgger – det var på flere planer en drøm, der gik i opfyldelse. Drømmen om at møde hende og tale med hende – OG tilmed drømmen om at tage et portræt af hende. La grande dame tildelte mig halvandet minut (!) til at fotografere hende.

Inspireret af hendes hat, der fik mig til at tænke på et af Rembrandts tidlige selvportrætter iført en lignende hat, er jeg nået frem til nedenstående resultat – et forsøg på at skabe et malerisk udtryk. Det blev endda til et portræt mere, i sort/hvid, hvor hun kigger væk. 90 sekunder … og min lille samtale med hende forinden. Sammenlagt var det nok til, at jeg ganske enkelt følte mig hinsides godt og ondt!

Det hele skete i forbindelse med, at Brøgger den anden dag, på Dan Turèlls fødselsdag, modtog Dan Turèll Medaljen 2025. Jeg var udsendt af POV International og resultatet af vores lille møde er blevet til en reportage som jeg har lagt øverst i kommentarsporet. Her fortæller hun bl.a. om sit venskab med Turèll, ligesom hun også kommer omkring utrygheden i den tid vi lever i og hvorfor vi – stadig – kun har én opgave: At elske alt på jorden lige nu.

Lars Movin – en af landets store kendere af hendes forfatterskab, der tilmed, er blevet rost af Brøgger for at læse hendes bøger med stor følsomhed – uddyber tillige i reportagen, hvorfor Turèll-prisen går til den store litterære regnbue, som han betegner hende.

Noget, der ikke er med i artiklen, er et spørgsmål, som jeg altid har villet høre hendes svar på – hun, der desperat har forsøgt at sige “JA!” til kærligheden og parforholdet, samtidig med, at hun i sine bøger også har advokeret for det stik modsatte: “Hvad er kærlighedens paradoks”, spørger jeg? Hun bliver tavs og tænker lidt.

“Hmm? Det er vel, at had og kærlighed går hånd i hånd. Ja … håb og angst, alle de største menneskelige følelser, de mødes ligesom i kærligheden … som øh … ja … er krævende”, svarer hun og slår et stort grin op.

Vous avez mon affection éternelle, grande dame …

Læs Eddies artikel fra POV:
https://pov.international/suzanne-broegger-det-er-stadig…/

Niels Frid-Nielsen rapporterede til Kulturinformation:

Suzanne Brøgger fik Dan Turèll Medaljen 2025 ved en festlig reception i Vangede. Niels Frid-Nielsen tænkte tilbage på dengang, Dan Turèll opfordrede ham til at holde øje med Suzanne Brøgger ….
Brøgger fik medaljen 50 år for sent – men bedre sent end aldrig

Niels Frid-Nielsen og Suzanne Brøgger. Foto Gorm Valentin

Suzanne Brøgger sammen med Dan Turèll Selskabets bestyrelse: Lars Movin,
Jan Poulsen, Lars Werge og Peter Strøm. Foto Gorm Valentin