Dan Turèlls Plads og Alfabetskulptur indvies
Festarrangement d.15. oktober 2011
Efter næsten 10 års kamp for at få Kenn André Stillings skulptur til Dan Turèll op at stå på Dan Turèlls Plads, måtte der gøres en indsats for, at indvielsen blev så flot og festlig som mulig.
En arbejdsgruppe bestående af Peter Strøm, leder af Vangede Bibliotek og Dan Turèll Samlingen, Ivan Brich, der var initiativtager til, at Dan Turèll skulle æres med en skulptur samt tre andre lokale entusiaster: Claus Benzin, Mette Panton og Bettina Trab mødtes i et halvt års tid ugentligt et par aftentimer eller tre.
Gruppen fik stablet et kæmpe arrangement på benene . Forfattere, skuespillere og musikere tilbød med glæde at optræde gratis – nok fordi arrangørerne var frivillige Dan Turèll Fans. Og selvfølgelig også – for at ære Dan.