Lars Movin blev i et nummer af musikmagasinet Groovy  interviewet om “Dan Turèlls pladesamling”. Artiklens forfatter, redaktør Kim Flyvbjerg, fortæller om den auktion i 2003, hvor hovedparten af Dan Turèlls efterladte pladesamling blev solgt til en samler i Vanløse.

Kim Flyvbjerg: “En pladehaj fik vristet den måske kostbareste plade i samlingen ud af ham [samleren i Vanløse], nemlig Albert Aylers ‘Spirits’ på det danske pladeselskab Debut. En anden samler købte flere Ayler-plader fra samlingen samt to lp’er med tegneren Robert Crumb. Og i sommer blev resten så solgt til Lars Movin, der både har skrevet bøger og lavet film om Dan Turèll og i dag er formand for Dan Turèll Selskabet.”

LM: “Jeg købte Dan Turèlls pladesamling, fordi han for mig har været en indgang til mange af de ting, jeg er kommet til at beskæftige mig i mit voksne professionelle liv. Det var hos ham, jeg læste om beatforfatterne, om rockmusik – Patti Smith, Iggy Pop, Velvet Underground – og om alle mulige andre former for americana, som også har været MIN store passion. Han introducerede mig i sin tid for alle de ting og har været et forbillede og ledestjerne på mange måder.”

LM: “Da jeg blev opmærksom på pladesamlingen hos Bruun Rasmussen, havde jeg ikke råd til at købe den og tænkte på det tidspunkt heller ikke så meget i de baner. Da de så dukkede op hos den person, der ejede samlingen, blev jeg varm på ideen som endnu en måde at gå ind i Dan Turèlls univers nemlig via musikken. Ved at prøve at forstå ham via hans musiksmag, hans pladesamling og alt, hvad han har skrevet om musik. Musik spillede meget ind i hans måde at skrive på, jazzen var model for tonen i en særlig kategori af digte og prosa i hans forfatterskab, ligesom der er meget jazz i hans krimier. Den måde rytmen i sproget er på, det er meget smukt. Og eftersom jeg selv er pladesamler og musikinteresseret var det to fluer, jeg kunne slå med et smæk, to passioner, der smelter sammen. Og så står der for mig en særlig aura om de plader, fordi de har tilhørt ham.”

KF: “Pladesamlingen står stadig på gulvet i Movins hjem og venter på de helt rette hylder. Movin har delt samlingen op i kategorier: Jazz, som spænder over alt fra bigbandjazz med Count Basie til free jazz med Albert Ayler. Rockens rødder, der tæller navne som Chuck Berry, Bill Haley, Jerry Lee Lewis og Fats Domino. Rock i bred forstand, som bl.a. er Bob Dylan, Lou Reed, Velvet Underground og Jefferson Airplane. Grateful Dead har fået sin egen kategori, da Jerry Garcia & Co betød særligt meget for Dan Turèll. Spoken word og humor, dog uden de store sjældenheder, der som tidligere nævnt blev solgt i et særskilt lot, men navne som Groucho Marx og W.C. Fields. Danske plader fra Blue Sun, FEO samt en række bands, hvor Turèll bidrog med tekster. Og endelig en pæn stak country, hvor særligt Johnny Cash er godt repræsenteret.”

LM: “Jeg synes, samlingen meget godt dækker Dan Turèlls forhold til musik og de genrer, han i forskellige perioder har været optaget af. Det kan man tydeligt se i de ting, han skrev som anmelder. Hvis man kan tale om, at Dan Turèll havde en begrænsning, samtidig med at han virkede så ubegrænset i sin produktivitet, så havde han det med at vælge nogle helte, som han holdt fast i. Når han først havde valgt sit heltegalleri, var der ikke så meget udvikling i hans musiksmag. Så var han trofast over for dem og ikke så opsøgende og eventyrlysten.”

KF: “Hvad siger det dig, at Albert Ayler og Velvet Underground står side om side med f.eks. country?”

LM: “Det er ret forventeligt, når man kender hans forfatterskab. Han blev også pludselig vild med Gustav Winckler og skrev en tekst til ham. Der er et sted i forfatterskabet omkring 1972-1974, hvor han op til det punkt har været avantgardist, eksperimenterende, kredsende omkring liv og død og optaget af eksistentielle temaer. Og så pludselig vender det. Så kommer ‘Karma Cowboy’, som er et tegneseriealbum, der er lyst og positivt og fuld af banaliteter. Pludselig elsker han ismejeridamen og holder af hverdagen og alt det banale og alle de almindelige mennesker og dansktop. Pludselig favner han det hele, og det er et meget markant skift i hans forfatterskab og måske i hans personlighed. Fra at have betragtet det hele udefra og været en del af modkulturen, en outsider, træder han pludselig ind og skaber Onkel Danny-figuren. Det er selvfølgelig en persona og en maske, han tager på, men han forstiller sig ikke. Det er noget, han kan omfavne, fordi der er en ægthed i det. Med Onkel Danny-figuren oplever han en enorm popularitet og begynder at optræde i fjernsynet, han sælger mange bøger, og pludselig kan alle lide ham, hvor han før var en mystik figur med kronraget isse og sorte negle. Han finder en måde at træde ind i en meget bredere kulturel ramme, og i den proces kommer hans smag også til at brede sig ud til bl.a. at kunne rumme country.”

KF: “Der er klippet i [omslagene til] Albert Ayler og Velvet Underground …”

LM: “Når vi taler om Dan Turèlls pladesamling, så er det de plader, han tilfældigvis havde, da han døde. Vi ved, at han havde haft mange flere plader i løbet af sit liv, men som ung levede han et meget rodet og omkringfarende liv, hvor han boede i kollektiver og diverse slumlejligheder og i det hele taget levede han meget i nuet uden den store tanke på de lange linjer. Han har aldrig været samler og aldrig været typen, der sidder med hvide stofhandsker, når han sad med sine bøger eller vinylplader. Tingene er blevet brugt og solgt og genanskaffet. Hvis han skulle bruge et billede f.eks. til at illustrere en artikel, han havde skrevet, klippede han glad og fro i pladecoveret og sendte billedet med. Nogle af pladerne har slet ikke cover, fordi de er blevet ødelagt til en fest eller brugt til illustration. Så han var ikke samler eller fetichist. Når han ingen penge havde, gik han ned til antikvariatet og solgte sine plader eller bøger, og så gik han måske ned og købte dem tilbage, når han have penge igen. Det var først senere i livet, især i tiden på Alhambravej, at han begyndte mere systematisk at opbygge et bibliotek og en pladesmaling. Der kom der mere ordnede forhold i hans liv, hvor han fandt glæde i at omgive sig med et bibliotek og en musiksamling.”