Lars Movin om Dan Turèlls pladesamling
Lars Movin, som nu er den lykkelige ejer af hovedparten af Dan Turèlls pladesamling, har givet Dan Turéll Samlingen tilladelse til at offentliggøre hans Facebook-artikler, der beskriver Lp’erne og Dan Turèlls forhold til kunstnerne
Lars Movins første præsentation af DanTurèlls pladesamling foregik på Kulturværftet i Helsingør.
Her er Lars Movins annoncering af arrangementet:
“Da Dan Turèlls ejendele i 2003 kom under hammeren hos Bruun Rasmussen, havnede hovedparten af hans vinyler hos en privat pladesamler. Forgangne sommer overtog undertegnede samlingen på små 300 titler, og med afsæt i udvalgte numre vil jeg fortælle om Onkel Danny og hans forhold til musik. Vi kommer vidt omkring, fra Sidney Bechet og Charlie Parker over Albert Ayler og Blue Sun til Lou Reed og Grateful Dead – med et par mere skæve valg smidt ind undervejs. Alt i alt en (forhåbentlig) underholdende rejse gennem et liv og et forfatterskab, hvor de musikalske lydspor spillede en helt afgørende rolle, både i hverdagen og ved tasterne.”
Miles Davis
I bogen “Livets Karrusel” (1977) fortæller Dan Turèll: “Da jeg var flyttet hjemmefra for første gang og havde forladt Vangede for at få et klubværelse i Årdrup skulle jeg også male det. Mens jeg stod og i spændt højtidelighed malede min første selvstændige bolig kom jeg til at sjaske med penslen ned på min grammofon. Et fedt lag blå maling lagde sig på en af mine yndlingsplader – ‘Bags’ Groove’, en perle af 1960-jazz med All Stars som Miles Davis, Sonny Rollins, Thelonious Monk og Milt Jackson.” Om malerklatterne på nærværende cover af Miles Davis-pladen “Jazz Track” også stammer fra istandsættelsen af hybelen over Ordrup Hotel, vides ikke. Måske er der tale om en mere bevidst dekoration – hvilket selvfølgelig gør dette eksemplar til et samlerobjekt. Men omvendt er det lidt synd for tegneren Klaus Albrectsens fine portræt af Miles Davis, som var blevet valgt til at pryde forsiden af dette danske 10”-uddrag fra lp’en “Jazz Track”.
Charlie Parker
Når det handler om jazz, var Charlie Parker et af de lysende ikoner i Dan Turèlls univers. Tænk blot på signatur-digtet “Charlie Parker i Istedgade” (oprindelig skrevet til Henrik Haves assembling-antologi “Reception” og senere inkluderet i Storby-Trilogien). Bagpå dette eksemplar af det franske album “L’Immortel Charlie Parker – Tome 2” har Dan Turèll skrevet sit navn samt et lille nummer – “6” –betydningen af hvilket jeg ikke helt kan gennemskue. Også på flere andre af de ældre plader i samlingen er der skrevet tilsvarende numre, men eftersom dette album først udkom i 1964, kan det ikke betyde, at det er nummer 6 i anskaffelsesorden (på det tidspunkt ejede Turèll adskillige plader). De små numre må have en anden forklaring.
Velvet Undergrund
Op gennem 1960’erne identificerede Dan Turèll sig primært som jazzkritiker. Men privat fik han smag for rock (eller beat, som man kaldte det dengang), længe før denne interesse slog igennem i det professionelle virke. Således står det klart, at da Dan Turèll i 1969 begyndte at anmelde rock/beat, og i den forbindelse skrev om The Velvet Undergrounds tredje album i tidsskriftet Jazzrevy (!), havde han i flere år været fan af denne gruppe og tøvede ikke med at kalde Lou Reed “genial”. Derfor er det naturligvis morsomt at have fået fingrene i Turèlls eksemplar af det Warhol-producerede debutalbum “The Velvet Underground & Nico” (1967). Bortset fra at pladens oprindelige ejer ikke blot har skrællet bananen, men også har klippet i coveret, tilsyneladende fordi han på et tidspunkt har haft brug for det foto af Warhol, der kigger ud gennem en tamburin, som fandtes på indersiden af det bortklippede hjørne (fotoet sidder nu på forsiden af “Feuilleton 5: ‘It’s Just Another Whistle Stop'” fra 1973).
Fats Domino
En kuriositet fra den periode i midten af 1970’erne, hvor Dan Turèll tabte sit hjerte til rockens pionerer og pludselig begyndte at lave radioudsendelser og skrive artikler om Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis og dem alle sammen. En interesse, der førte til, at han fik til opgave at levere liner-notes til nærværende danske Greatest Hits-album med Fats Domino – med cover af ingen ringere end Peder “Mein Freund” Bundgaard!
De følgende artikler har Lars Movin offentliggjort på Facebook
Tom Lehrer
I Dan Turèlls efterladte musiksamling fandtes en del Spoken Word-plader. Naturligvis et pænt udvalg med forbillederne fra den amerikanske beatgeneration: William S. Burroughs, Allen Ginsberg m.fl. Men også en sektion med humorister såsom Groucho Marx, W.C. Fields og Gøg & Gokke.
Og så var der en lille håndfuld med den i sin tid særdeles populære matematiker, singer-songwriter og satiriker Tom Lehrer, som havde sin storhedstid i 1950’erne og 60’erne. De plader, Turèll ejede, var alle udkommet mellem 1959 og 1965 og udgjorde stort set Lehrers samlede produktion. Og så nåede han derudover at opleve den musikalske komiker i levende live en enkelt gang, da denne i september 1967 – under overskriften “An Evening Wasted with Tom Lehrer” – optrådte i Falkoner Centret i København. Ifølge Turèlls anmeldelse i Kristeligt Dagblad (7.9.67) var det “en af de bedste aftener, vi længe har spildt”.
Den 21-årige anmelder skrev: “Så lidet opsigtsvækkende selve koncertformen end var for den, der i forvejen var bekendt med Lehrers fremtræden på plade, var den dog en begivenhed. Den fyrreårige matematiker, der arbejder på Institute of Technology i Massachusetts, hvor han er bosat, har nemlig ingen sympati for turné-livet og optræder også i USA sjældent offentligt. At opleve Lehrer LIVE er således ikke hverdagskost. Det synes, som om han simpelt hen ikke har lyst til gang på gang at reproducere sig.” Og lidt længere fremme i teksten: “Som antydet sang og spillede Lehrer i øvrigt præcis som på sine LP’er, med få (og ganske ubetydelige) ændringer. Hans introduktioner var fortræffeligt vittige. Overhovedet befæstede han det indtryk, man har af ham som en af de mest begavede, artikulerede og personlige visesangere i dag. Også selv om man hørte denne musik som en af utallige repremierer, lo man med igen: Lehrer er i særklasse.”
Det var i sidste øjeblik, Dan Turèll oplevede Tom Lehrer live. Lehrer trak sig stort set tilbage fra al turné-virksomhed i begyndelsen af 1970’erne for (igen) udelukkende at koncentrere sig om sit oprindelige job som matematiklærer. Han er i dag 90 år.Tom Lehrer
Avantgarde
Et af de – måske – lidt mere overraskende elementer i Dan Turèlls efterladte pladesamling var en serie på fire lp’er fra Deutsche Grammophon Gesellschaft med avantgarde-komponister som Luciano Berio, Mauricio Kagel, György Ligeti, Krysztof Penderecki og Karlheinz Stockhausen. Pladernes tilstedeværelse i samlingen viser sig imidlertid at have en forklaring, idet de stammer fra et anmeldereksemplar af et bokssæt med seks lp’er (de to er åbenbart forsvundet), som Turèll benyttede som afsæt for to oversigtsartikler om moderne kompositionsmusik, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 23. og 28. juli 1969.
Den første af de to artikler blev indledt med en generel lovprisning af projektet: “omslagene er udsøgt smukke i Holger Matthies’ delikate design, noterne, der bringes på både tysk og engelsk, er udførlige og velorienterende, ofte forfattet af de implicerede selv, og indspilningsteknikken, der skyldes så mange eksperter, at en opremsning ville være meningsløs, er fremragende, ja simpelt hen perfekt.” Så langt så godt. Men hvem af udvalgets komponister talte så især til den unge Turèlls temperament? Det er svært at sige, for når man læser de to tekster, findes det meste tilsyneladende interessant. Et højdepunkt er dog Witold Lutoslawskis strygekvartet, der betegnes som “meget smuk” og vækker mindelser hos skribenten om både Ravi Shankar og Ornette Coleman. En plade helliget stykker for basun (af Vinko Globokar, Luciono Berio o.a.) vurderes som “en fremragende demonstration af dette trods alt noget oversete instruments store muligheder”.
Mauricio Kagel har fået en hel plade for sig selv, og hans kompositioner for renæssance-instrumenter indeholder, ifølge Turèll, “dristigt formede passager, overordentlig smukke klangvirkninger, uforligneligt yndefulde episoder, og ikke mindst – i slutningen af det første værk – velformede dialoger”. Mens Karlheinz Stockhausen – der ligeledes har fået lov til at brede sig over to lp-sider – tilsyneladende volder anmelderen lidt mere besvær: Han holder sig til at fremhæve værkernes komplekse karakter og refererer fra noterne om det “betydelige arbejde”, Sinfonieorchester Köln må have haft “med at realisere Stockhausens ideer”.
Alt i alt var Dan Turèll begejstret for bokssættet fra Deutsche Grammophon Gesellschaft, og man må gå ud fra, at tilegnelsen af det mangfoldige materiale på de seks plader betød en væsentlig udvidelse af hans musikalske horisont. Og så virkede det jo også meget tjekket, når han efterfølgende kunne referere indforstået til navne, der ellers ikke var hverdagskost for rockanmeldere. Som for eksempel når han året efter i sin anmeldelse af Pink Floyds album “Ummagumma” (tidsskriftet NB, 27.2.70) placerede gruppen i bås med den nye kompositionsmusik og skrev: “Den europæiske musiks avantgarde, komponister som Stockhausen, Luciano Berio og György Ligeti ville nikke genkendende til mange af Pink Floyds virkemidler: stemmen som instrument, de klanglige og strukturelle nyopdagelser, den tekniske ekspansion.” Hallo! Her kommer en ung anmelder, som kan sin musikhistorie!
Vangede Bygade 82
Den 27. august 1965 blev Dan Turèll gift med sin første hustru, Kirsten Brand. Det betød, at parret nu juridisk havde ret til at leje en lejlighed, og kort efter brylluppet flyttede de fra deres klubværelse på Bagsværdvej i Lyngby tilbage til Vangede, nærmere bestemt Vangede Bygade 82. En adresse, der blev deres base frem til 1969, hvor de – helt i tidens ånd – rykkede videre til det legendariske kollektiv på Forhåbningsholms Allé. Men hér skal det handle om tiden på Vangede Bygade, som var vigtige og formative år. “I dén lejlighed blev vi hippier,” har Turèll senere sagt. Og ja, man tror det gerne – ikke mindst når man får nys om, hvilken musik der blev lyttet til.
Et hint har vi fra vennen Jacob Ludvigsen, som i sine memoirer – “Hobbit i habit” (2013) – skriver om et besøg i lejligheden på Vangede Bygade, hvor værtsparret havde været gavmilde med “stimulanserne”: “På grammofonen lå en plade med et nummer om ‘The eggplant that ate Chicago’,” skriver Ludvigsen, “og det lykkedes dem at bilde mig ind, at denne grådige aubergine virkelig var sluppet løs i den nordamerikanske storby, og at det også kunne ske her, lige over for Villabyernes Bio”. Hvoraf vi kan udlede, at der i husstanden befandt sig et eksemplar af albummet “The Eggplant That Ate Chicago” (1967) med den i dag mere eller mindre glemte psykedeliske gruppe Dr. West’s Medicine Show and Junk Band.
En anden favorit i Vangede Bygade-årene var den mindst lige så flippede gruppe The Fugs, dannet i 1964 af de to post-beat-digtere Ed Sanders og Tuli Kupferberg (sidstnævnte anonymt omtalt i Allen Ginsbergs digt “Howl” fra 1955). The Fugs var med deres blanding af poesi, satire og vakkelvorn gør-det-selv-musik det førende undergrunds-act i New York-bydelen East Village fra midten af 1960’erne og nogle år frem (og i øvrigt også det tætteste, man kan komme på en model for Dan Turèlls eget orkester, Sølvstjernerne, dannet ti år senere). Og Turèll har i flere sammenhænge berettet om, hvordan The Fugs dengang nærmest forekom at være “en åbenbaring fordi de sagde hvad ingen i hvert fald sagde lige ud i Vangede: At de elskede tjal og lal og lir (…), og at de meget hellere ville knalde i sengen end i Vietnam”.
The Fugs’ første album udkom i 1965, og på det tidspunkt identificerede Dan Turèll sig som jazzkritiker og var endnu ikke begyndt at beskæftige sig professionelt med beat- eller rockmusik. Det gjorde han i 1969, og allerede samme år skrev han en anmeldelse af Fugs-albummet “The Belle of Avenue A” (som blev trykt i hele to tidsskrifter: Wheel og Jazzrevy). Og herfra fulgte han gruppen tæt, altid ud fra en forståelse af, at det egentlig ikke gjorde så meget, at gruppen spillede som en brækket arm, for det var noget helt andet, det handlede om – fordi “de netop frem for noget er entertainere, meget sjældne og storslåede artister i en genre, der helt er deres egen” (fra anmeldelse af live-albummet “Golden Filth”, trykt i ugemagasinet NB, 31. juli 1970).
Da Dan Turèll i 1976 var på pilgrimsrejse til New York, var det derfor oplagt, at han skulle opsøge sit gamle idol, Tuli Kupferberg, som stadig levede boheme-livet i The Village. Men: The Fugs var på det tidspunkt opløst, og Kupferberg havde – ifølge den nu 30-årige Turèll – også kendt bedre dage. For det første var han blevet ufatteligt gammel – 53 år! – og for det andet havde han tilsyneladende mere gang i familielivet end i noget, der kunne minde om en karriere. Kort sagt lidt af en skuffelse – hvilket den danske fan så skrev en artikel om: “En Fug ti år efter” (bragt i musiktidsskriftet MM, nr. 6, 1977). Det havde sådan set været hyggeligt nok at genoplive dage, fornemmer man, og Kupferberg var også både flink og imødekommende. Men resignationen oser ikke desto mindre ud af teksten, og efter en detaljeret beskrivelse af en lang aften hedder det hen imod slutningen:
“Det er over midnat, og Tuli sér lidt træt ud selv om han stadig smiler venligt og tilsyneladende er glad for at nogen husker ham så langt væk som i Danmark. Da jeg forlader ham i hans forfaldne fabriksrum med de to sovende smådrenge er jeg undrende, undrende over afstande i tid og rum – for Kupferberg såvel som for os der hørte The Fugs for ti år siden og aldrig havde hørt noget så friskt og frækt. C’est la vie siger jeg til mig selv, og da det ikke er første gang jeg siger det gider jeg ikke rigtig høre efter.”
Charlie Parker
At forfatteren til digtet “Charlie Parker i Istedgade” også i sit private liv var begejstret for den berømte saxofonist med tilnavnet “Bird”, kan næppe overraske. Og ganske rigtigt ejede Dan Turèll da også livet igennem adskillige Charlie Parker-plader (fire af titlerne fra hans efterladte musiksamling ses her). Alligevel var det relativt lidt, Turèll rent faktisk SKREV om Parker, hvilket formodentlig hang sammen med, at bebop-legenden døde så tidligt som i 1955, altså længe før Turèll indledte sit virke som jazzkritiker (og hen ad vejen forfatter). Men selvfølgelig var Parker hele tiden til stede, både i hverdagen og i forfatterskabet, som en tone, en feeling … og et referencepunkt.
Karakteristisk er det således, at Dan Turèll benyttede lejligheden til at trække Charlie Parker frem, da han i juli 1967 fik til opgave at skrive nekrolog over John Coltrane – han indledte: “En af den kontemporære jazzmusiks mest markante skikkelser, sopran- og tenorsaxofonisten John Coltrane, er død, 40 år gammel. Det er det hårdeste slag, der har ramt tidens jazz siden Erik Dolphys tidlige bortgang og i historisk sammenhæng siden Charlie Parkers endeligt i 1955.” Og igen i slutningen af nekrologen: “Hans [Coltranes] stilling i jazzen kan ingen i dag udfylde, og fornemmelsen ved hans død er at ligne med stemningen ved Charlie Parkers: en generations fornemste musikalske talsmand, fra hvem man endnu ventede sig mange skelsættende værker, er uventet forsvundet.” (Kristeligt Dagblad 20.7.67)
Året efter, i 1968, dukkede Parker op igen, denne gang i en artikel, hvor Turèll gjorde status over det vagtskifte, der var ved at ske inden for musikkens verden – med et skred fra jazz som bærer af tidsånden mod rock/beat: “Således, en konklusion: Den nye generation eksisterer allerede, om nogen skulle have været i tvivl, efter dét, vi er tilbøjelige til at kalde den nye generation. Og Coleman og Dolphy og Cecil Taylor er allerede selv blevet, hvad Rollins og Monk og Mingus var, da de kom frem, og Parker før dem, og …” (Kristeligt Dagblad, 27.6.68)
Og tre måneder efter, da en himmelhenrykt Turèll havde fået lov til at dække Sonny Rollins’ tre uger lange gæstespil i Jazzhus Montmartre og i den forbindelse benyttede lejligheden til at skitsere De Store Saxofonisters kongerække: “Hvilken fond af rutine og erfaring!” skrev han om Rollins – og videre: “Her står den moderne jazz’ klippe – så bevægelig samme end måtte være: fra Charlie Parker, snart tyve år tilbage, over Clifford Brown, snart femten år tilbage, til Don Cherry – og nu på ny uden rivaler, efter Coltranes død, og i stadig udvikling – med Archie Shepp som eneste solistiske arvtager og delvis elev.” (Kristeligt Dagblad, 24.9.68)
Omkring dette tidspunkt begyndte Dan Turèll at neddrosle sine jazzskriverier for i stedet at hellige sig den nye beat/rock-musik, hvorved de oplagte anledninger til at hente Parker frem naturligt nok blev færre. Men helt slut var det ikke. I en stor oversigtsartikel om rockscenen, skrevet til tidsskriftet MM omkring årsskiftet 1975/76 – hvor Turèll var 29 år – fortalte han følgende: “Da jeg havde fødselsdag i år forærede Vibs og Birger Jørgensen mig en bog om Charlie Parker, fordi, som de sagde, der nu kun var ét år tilbage de kunne stole på mig i. (Du husker sikkert det gamle slogan: ‘Never trust a man over thirty!’, hvis opfinder nu er 35 …). Bogen havde en masse udtalelser af klubejere, promotors, med-musikere, venner og veninder, lidt à la goe gamle ‘Jam Session’, bare hver mand for sig. Der var én ting jeg især béd mærke i. Det var én, jeg har glemt hvem, der sagde at grunden til Parkers død, grunden til hans måde at være på de sidste år især, var at han, Bird, var dissolved into sound – opløst til lyd.”
Få uger efter skrev Dan Turèll digtet “Charlie Parker i Istedgade” (i et brev til Henrik Have har han dateret digtet til den 17. februar 1976). Så jo, Charlie Parker var stadig med i bevidstheden – og forresten, et af de mottoer, der indleder den bog, hvor “Charlie Parker i Istedgade” første gang blev trykt, “Drive-in Digte” fra 1976, er også et citat af Parker: “Hvis vi kunne høre ALLE de lyde der eksisterer omkring os ville vi blive sindssyge på stedet.”
Steppenwolf
Dan Turèlls begejstring for gruppen Steppenwolf kan nogenlunde dateres tilbage til deres gennembrud i forbindelse med filmen “Easy Rider” (1969), hvor sangen “Born To Be Wild” – med Turèlls ord – fungerede som “en oprørets trosbekendelse”. Og da han året efter anmeldte Steppenwolfs album “Monster” (i ugemagasinet NB, 20.2.70), hørte han typisk nok pladen i forlængelse af Peter Fonda & Dennis Hoppers USA-kritik i filmen – han skrev: “Trilogien ‘Monster’, ‘Suicide’ og ‘America’ er hovednummeret og indledningen, et stort opgør i John Kay og Jerry Edmontons tunge, mørke tekst og Steppenwolfs tætte, voldsomme, elektriske rock omkring den enkle gentagelse: Amerika, hvor er du nu? Allerede titlerne giver svaret: Amerika er et uhyre, Amerika er et igangværende selvmord. Således er lp’en hele vejen dynamisk, meningsfuld, udtryksfuld beatmusik i Steppenwolfs kendte lyd, hård og enkel.”
I den følgende tid holdt Dan Turèll et vågent øje/øre med Steppenwolf. I Kristeligt Dagblad (4.6.70) foromtalte han gruppens forestående koncert i Danmark (24. juni). Og selv om han så vidt vides ikke selv gik til koncerten, benyttede han lejligheden til to dage efter i NB at anmelde en nyligt udsendt dobbelt live-lp og konstaterede i den forbindelse: “Det er sange om politik, om kærlighed, om stoffer og oplevelser. Om liv. Det er rock og soul, det er det tyvende århundredes elektriske musik. Og måske er der intet nyt lagt i disse udgaver i forhold til de gamle, som vi har kendt i et par år, men indholdet er der alt sammen stadig. Og det har stadig sin betydning.”
Herefter var det imidlertid, som om interessen kølnedes – for Steppenwolf, men også for rocken som udtryksform generelt. Læser man Dan Turèlls anmeldelser hen over 1970-71, indfandt der sig i den periode tilsyneladende en vis træthed, både i ungdomsoprøret og i beat/rockmusikken. Revolution blev afløst af repetition, og da Turèll ved udgangen af 1971 i en statusartikel i tidsskriftet Musikrevue forsøgte at sætte ord på sine iagttagelser, skrev han blandt andet: “Og de nye Steppenwolf-plader, f.eks., kan jeg næsten ikke sige et ord om. Det kører bare videre, folks. På fem år har Steppenwolf nået samme stadie i forholdet til sit materiale som Coleman, Grateful Dead, Ayler, Doors, alle sammen ad hver sin vej. Og så kører maskinen videre: Santanas tredje, Blood, Sweat & Tears’ fjerde, Steve Millers sjette, Steppenwolfs syvende. Og Coltrane- og Hendrix-arkiverne kører videre. Og maskinen forgrener sig: solo-lp’er med samtlige medlemmer af Pink Floyd og Soft Machine og (…).”
Fire år senere, ved nyheden om at det ellers opløste Steppenwolf var blevet gendannet, kunne Dan Turèll ikke løbe fra, at fascinationen VAR fordampet. Nu var gruppen ikke længere hverken revolutionær, fortrop eller bærer af tidsånden. De var bare nostalgi, et gulnet minde om noget, der var engang: “Tænkte også på den ‘Born To Be Wild’ på den historiske måde,” causerede Turèll i MM (nr. 6, 1975), “sådan altså at jeg var en af dem der koksede over de første Steppenwolf-plader, med bl.a. og især ‘Born To Be Wild’ og ‘Faster Than the Speed of Life’, vi fyrede og lyttede i dagevis, sammenlagt, ca. 1968, før, omkring, og efter at de var i København første gang. Men (tænkte) også på hvordan jeg, da de var her lige før gruppens opløsning, ikke rigtig gad gå til deres (vidste man) mere-eller-mindre afskeds-turné, og hvordan jeg så alligevel, mens jeg var andetsteds under koncerten, spurgte mig selv OM de mon spillede ‘Born To Be Wild’, om de stadigvæk kunne spille den, om det ikke ville være at dementere den, om den ikke var opløst i lyd på samme måde som ‘Parker’s Mood’, Stones’ ‘Satisfaction’, Dylans ‘Desolation Row’? 1972, tror jeg.”
Herefter gled Steppenwolf lige så stille ud af bevidstheden, og dermed ud af skriften …
New Riders of the Purple Sage
Det var aldrig nogen hemmelighed, at Dan Turèll havde et nært forhold til San Francisco-scenen og ikke mindst Grateful Dead, hippie-kulturens husorkester. Ja, så betaget var Turèll af De Taknemmelige Døde, at han ikke blot slugte alt, hvad gruppen selv udsendte, men også gik på opdagelse i de mange beslægtede grupper og sideprojekter: Jerry Garcias soloplader, fritidsbandet Old & In the Way, Robert Hunters plader i eget navn og så videre. Og med til denne kategori hørte country/rock-gruppen New Riders of the Purple Sage, som Turèll ved sin død ejede hele syv titler med (næsten lige så mange som med Grateful Dead).
New Riders of the Purple Sage havde deres navn fra cowboy-forfatteren Zane Greys klassiske western-roman fra 1912, “Riders of The Purple Sage”. De blev dannet i 1969 og udsprang af samme miljø som Grateful Dead (i de første år omfattede besætningen indtil flere Dead-musikere såsom Jerry Garcia, Mickey Hart og Phil Lesh). Og Dan Turèll, der som sagt ikke kunne få nok af alt, hvad der smagte bare en lille smule af Grateful Dead, fulgte loyalt New Riders gennem alle årene. Dog skrev han ikke nær så meget om dem som om The Dead. Kun en enkelt større artikel blev det til, nemlig i musikmagasinet MM (nr. 1, 1974), hvor han tegnede et portræt i anledning af udgivelsen af New Riders’ vel nok mest kendte plade, “Panama Red”.
Her skitserede han først slægtskabet med The Dead: “Jerry Garcia har spillet en del steel-guitar med gruppen og har mere eller mindre – som med guitarfænomenet Roy Buchanan og duoen Rowan Brothers, andre medlemmer af den samme musikalske storfamilie – promoted den frem; NRPS’s guitarist David Nelson har medvirket på Dead-plader og for længe siden haft en bluegrass-gruppe sammen med Garcia og Hunter, NRPS’s trommeslager er Spencer Dryden, tidligere Jefferson Airplane, og stålguitaren er nu overtaget af Buddy Cage, endnu en velkendt San Francisco-musiker. Som Grateful Dead spiller New Riders country-rock, ja cowboy-rock, gennem amerikansk, ikke uden hverken nostalgi, selvironi eller humor, men med en federe, mørkere, mere kraftfuld rock-tone end De Døde – mere pågående, men stadig lige syngende.”
Og derpå gav han en karakteristik af den nye plade (det fjerde udspil inden for en periode på to-tre år): “En uigendrivelig klar, harmonisk og energisk musik. Elleve solide, stramme, fremaddrivende numre, kørt i et forrygende og helt behersket tempo.” Og han konkluderede: “‘Panama Red’ har kørt her i huset i månedsvis, og den blir ved og ved, Tom Iversen, som lige er kommet hjem fra et trussereder-generalforsamlingsshow, griner og siger det er årets plade – 1973’s altså. Jeg er selv nået det punkt, hvor jeg ligesom ikke kan sige noget særligt om den, fordi den ER gledet helt ind, ind i alting – bare er der, bare er DET, en del af den måde man trækker vejret på, en af de plader man gerne hører om morgenen, en af dem man altid gerne vil høre fordi man har det godt med den, og fordi vi alle sammen har det.”
Johnny Cash
En mindre sektion i Dan Turèlls efterladte pladesamling er helliget country og beslægtede genrer – med navne som Merle Haggard, Charlie Rich, The Earl Scruggs Revue og Kinky Friedman (sidstnævnte vel nærmest en aparte form for moderne cowboy-musik). Langt hovedparten af titlerne i country-sektionen er imidlertid af Johnny Cash, som pladernes indehaver havde et blødt punkt for.
Det er således karakteristisk, at det var Johnny Cash, der blev trukket frem som eksempel, da Turèll i René Højris’ interviewbog fra 1977 skulle forklare, hvordan han så sin egen rolle som musikskribent: “Jeg opfatter mig selv mere som introducør eller afspejler end egentlig anmelder eller kritiker. Jeg tager meget sjældent kritisk stilling til noget som helst. Jeg foretrækker fremfor at beskæftige mig med om den ene eller den anden sang af Johnny Cash er bedre eller dårligere, at beskæftige mig med hvor Johnny Cash vil HEN, hvilket stil-leje han ligger i, hvem han ER og hvem han appellerer til. Det samme gælder alle andre. Jeg kan sagtens sidde og rakke ned på Elvis’ eller enhvers dårlige plader eller bøger, men jeg kan ikke sé hvad nogen skulle vinde ved at jeg gjorde det.”
Dan Turèll skrev om Johnny Cash ved en række lejligheder. Så vidt vides var første gang i Kristeligt Dagblad den 6. januar 1970, hvor han efter i fjernsynet at have set en optagelse fra koncerten i San Quentin svømmede over i spalterne om country-stjernens “rolige, klart disponerede, indfølte folkesange”. Herfra skulle der dog gå seks år, før det første fyldige portræt blev tegnet, hvilket skete i en radioudsendelse den 20. januar 1976 i anledning af udgivelsen af Cash’ selvbiografi “Man in Black” (portrættet blev efterfølgende trykt i Swing-bogen “SuperShowStjerneStøv. Medie-Montager III” under overskriften “Manden i Sort”).
Trekvart år senere, i efteråret 1976, lykkedes det omsider for Turèll at opleve Cash live, og dette oven i købet ved en stort anlagt koncert – The Johnny Cash Show – i Madison Square Garden i New York. Og sandelig ikke om den danske fan måtte fælde en tåre, da den sortklædte sanger gav en indtrængende version af tale-sangen “Ragged Old Flag”. Turèll skriver: “Og jeg oplever i denne myretue af mennesker at sé hvordan folk én for én rejser sig, spontant, som i en kirke eller for en nationalsang, for dette ER den virkelige amerikanske nationalsang, og den egentlige menneskelige hymne: Tilliden til fremtiden. Ingen ceremonier eller regler er nødvendige, man rejser sig bare for sit Lasede Gamle Flag. Og ved Gud om jeg ikke – for tredje eller fjerde gang i mit lusede liv – begynder at græde. Det er bare for meget, og Cash’s enkle anonyme appel er for direkte og for smuk og for stor.” (Fra artiklen “Johnny Cash og det Lasede Gamle Flag”, Ekstra Bladet, 27.11.76).
Sonny Rollins
Når det gælder ANTALLET af titler med en enkelt kunstner, er den absolutte topscorer i Dan Turèlls efterladte pladesamling den nu 88-årige saxofonist Sonny Rollins. Hele 16 titler ejede Turèll ved sin død med Rollins (plus diverse albums med andre kunstnere, hvor Rollins medvirker som gæst). Den ældste udgivelse i bunken er klassikeren “Saxophone Colossus” i en dansk Metronome-udgave fra 1956, hvilket kunne tyde på, at interessen for Rollins blev grundlagt tidligt. Og at den vedblev med at være der, kan der ikke herske den store tvivl om. Ej heller, at BEGEJSTRINGEN for Rollins var stor, stabil og vedblivende.
I professionelt regi begyndte det med et par pladeanmeldelser i Jazzrevy, henholdsvis december 1967 og juli 1968. I den første gælder det et soundtrack, “Alfie”, og i den anden den free jazz-inspirerede “East Broadway Run Down”. Og selv om Turèll ikke er HELT oppe at ringe over nogen af de to plader, rummer anmeldelserne ikke ét negativt ord om Rollins som musiker. “Der har altid været en særlig autoritet, en egenartet myndighed, over Sonny Rollins’ spil,” indledes vurderingen af “Alfie”. Og også “East Broadway Run Down” finder den 22-årige anmelder “selvsagt særdeles værd at lytte til” – trods visse forbehold.
Hvis der havde været antydninger af forbehold, blev de endegyldigt blæst væk i efteråret 1968, da Turèll fik mulighed for at dække de sidste dage af Rollins’ tre uger lange gæstespil i Jazzhus Montmartre. “En gigant på scenen” lyder overskriften i Kristeligt Dagblad (24.9.69). Hvorpå anmelderen indleder sin artikel med at begræde, at han har været bortrejst og derfor kun har nået at opleve afslutningen af dét, som ifølge rygterne har været “en begivenhed uden sidestykke”. Og han tror det gerne, for selv om de sidste koncerter i Montmartre angiveligt ikke var helt på niveau med de første, så var de langt over daglig vande: “Myndigt og afbalanceret,” skriver Turèll om Rollins’ spil. “Og hans teknik, her forstået som både hans instrumentalteknik og hans spillemønster, er lige så ufravigeligt definitivt mejslet. Hvilken fond af rutine og erfaring! Her står den moderne jazz’ klippe (…). Og selv om Rollins, som da vi forleden hørte ham, således har en aften, der er om ikke ringe, så dog ikke af de bedste – selv da er han mere end værd at lytte til. Så sikker er formen, så tætte improvisationerne.”
Herefter skrev Dan Turèll ikke voldsomt meget om Sonny Rollins – måske fordi der fra et forfattersynspunkt ikke var SÅ meget mytologisk stof i ham. Alligevel fornemmer man, at Rollins i alle årene var med i bagagen, som et referencepunkt og en privat passion. En passion, som nåede et højdepunkt, da Turèll under sit ophold i New York i november 1976 fik lejlighed til endnu en gang at opleve Rollins live – i intime rammer på klubben Village Gate i Bleecker Street i The Village. Beskrivelsen af forventningens glæde overgår nærmest omtalen af selve koncerten: “Mens jeg sidder mellem alle disse kroppe i mørket og venter tænker jeg på Sonny Rollins, Sonny Rollins som jeg har kendt så længe, og på hvordan det hver gang jeg har sét ham på ny har slået mig hvordan hans tone (som Lester Young’s, Coltrane’s) harmonerer med hans krop, hvordan der er en indlysende overensstemmelse og harmoni mellem mand og instrument, eller mellem de to instrumenter – en sært selvfølgelig og alligevel overnaturlig enhed.” Og herfra kommer beskrivelsen af selve koncerten nærmest til at stå som et antiklimaks. Sonny Rollins virkede anspændt, effektjagende, demonstrativt præsterende. Men den danske fan tilgav ham. Turèll kendte på det tidspunkt selv alt til at være i showbiz, med gode og mindre gode dage. Han vidste og accepterede, at for Rollins var det endnu en dag på kontoret. Og forresten, så endte det lykkeligt, da den store saxofonist som ekstranummer gav sin version af Billie Holiday-sangen “My Old Flame”: Dér var den, sukkede New York-pilgrimmen lykkeligt, “rolig, muskuløs, sand, nattens drøm, den store sorgfulde amerikanske tyvende-århundredes-ballade, i plet som en endnu dirrende pil. Smukt, smukt. Mere! Mere!”
Procol Harum
Havde Dan Turèll været i live i dag – åh, ønsketænkning – kunne man spekulere over, om han skulle have været til koncert med Procol Harum (eller dét, der nu er tilbage af gruppen), når de spiller i Docken på Østerbro den 5. maj 2019. Formodentlig ikke. Ligesom det var tilfældet med det meste af den rockmusik, Turèll dyrkede i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne, så gled Procol Harum på et eller andet tidspunkt ligesom ud af systemet. Men i de år, hvor han fulgte gruppen og lyttede til deres plader, satte han dem forbløffende højt. Så højt, at han ligefrem kunne finde på at sammenligne Procol Harum og deres sangskriver Keith Reid med husguderne The Velvet Underground og Lou Reed.
Således skrev Turèll omkring årsskiftet 1969/70 i en statusartikel om netop Velvet Underground: “Hele tiden sker der det for mig, at jeg sammenblander Reed og Reid, Velvet Underground og Procol Harum, Lou og Keith. Eller rettere (for jeg blander dem ikke sammen, sådan sét) at de i mig, måske fordi de næsten samtidig fra hver sin side nærmede sig samme indre punkt (dem man får en næsten fuldstændig identitetsfornemmelse med), fører en stadig dialog med hinanden, kommenterer, benægter og uddyber hinandens ord.” Og så yderligere en modifikation: “Det er ikke i dén forstand Lou Reed og Keith Reid, jeg så snakker om, vel. Det er Reed og Reid transponeret gennem mit nerve- og sanse-system, den vedblivende syden i blodet. (…) Storebror Lou der har sét verden i øjnene. Og lillebror Keith der ikke rigtig går ud i den. Lou ude og arbejde i en beskidt beværtning (gangstere, prostitution, heroin). Keith derhjemme i køkkenet hvor alt omkring ham er ‘collapsed and crumbled without warning’.” (Artiklen blev skrevet til tidsskriftet Mak, men da dette gik ned, blev teksten lagt i skrivebordsskuffen og blev først to år senere hentet op igen for at blive trykt i musikmagasinet MM, nr. 3, 1972).
Men altså, det korte af det lange er, at Dan Turèll var vild med Procol Harum. Da han i 1970 anmeldte deres fjerde album, “Home”, placerede han den oprindelige gruppe “langt uden for de normale rock-veje med en ofte klassisk inspireret, næsten barokagtig musik, med en lige så tidløs religiøs-mystisk lyrik”. Og så skrev han: “Det var et mirakel. En digter som Keith Reid, der er lige så visionær, som Bob Dylan. En komponist, pianist, organist og sanger som Gary Brooker, der kunne forme lange, helstøbte musikalske forløb over Reids tekster. En organist som Matthew Fisher, hvis myndige, dybe spil havde stor betydning for gruppens enestående klang.” Og selv om det fjerde udspil måske ikke var helt på højde med de forrige, lød konklusionen: “Procol Harum er en af beatmusikkens dybeste og personligste grupper.” (ugemagasinet NB, 31.7.70)
Men så, efter at have oplevet en koncert med Procol Harum i 1971: “Jeg tror, at Procol Harum er tæt på en total opløsning. Det kan ikke blive ved at køre, og det er måske mærkeligst, at det overhovedet har kunnet fungere så længe. Gary Brooker udfører sin statuariske tempeltjeneste som i en hårdnakket trance, men hvor længe? Trommeslageren kører i sænk – forestil dig Keith Moon i Procol Harum! – og resten af gruppen udskiftes ustandselig.” (Musikrevue, december 1971)
Det var slut. Så nej, Dan Turèll skulle nok ikke have været til koncert med Procol Harum i 2019.
Jerry Lee Lewis
I første halvdel af 1970’erne følte Dan Turèll, at mange af de toneangivende beat/rockgrupper havde tabt gnisten, og at den kulturelle revolution, som musikken havde været lydspor til, var ved at løbe ud i sandet. Derfor vendte han blikket andre steder hen for at finde ny inspiration. Og i den proces fik han på et tidspunkt øje på den klassiske rock’n’roll, som han var vokset op med i 1950’ernes Vangede, men som han aldrig havde skrevet om, fordi den musik var fortid, da han indledte sit virke som jazzkritiker, rockskribent, forfatter. Men netop i midten af 70’erne oplevede den klassiske rock en renæssance. Rock-generationen havde nået en alder, hvor de var begyndt at interessere sig for fortiden, deres egen historie. Og de oprindelige musikere, rockens pionerer, levede stadig og var mere end sultne efter at komme tilbage i rampelyset. Pludselig kunne navne som Chuck Berry, Little Richard og Carl Perkins igen fylde koncertsalene.
Turèll øjnede hér et godt stof, en slags musikalske ur-fortællinger, et stykke americana, som han kunne fortælle om. Og det gjorde han med stor flid, både i radio og på skrift, hvor han tegnede fyldige portrætter af alle de revitaliserede helte – hvilket hans efterladte pladesamling tydeligt bærer præg af. Hér er de alle sammen: mere end tyve albums med Fats Domino, Bill Haley, Chuck Berry, Little Richard – samt ikke mindst den musiker, som nok var favoritten i den kategori: Jerry Lee Lewis.
Allerede i 1973 lod Turèll i en noget lunken Donovan-anmeldelse i musikmagasinet MM en bemærkning falde om, at han “egentlig i hvert fald p.t. hellere ville høre Jerry Lee Lewis eller Lou Reed”. Og så, i 1975, kom det store Jerry Lee Lewis-portræt (ligeledes i MM), ja, ikke bare et portræt, men en blanding af en levnedsbeskrivelse og en kærlighedserklæring. Og følgende passage fra slutningen af det lange essay er sigende for, hvordan Turèll placerede de gamle rockmusikere i et bredere perspektiv, der i virkeligheden ikke handlede så meget om selve musikken, men snarere udspillede sig et sted mellem mytologi og kulturelt fænomen:
“Jerry Lee fra Louisiana er i dag, som 40-årig, verdens eneste professionelle Jerry Lee Lewis på 25. år. En utrolig showman, der smider støvlerne op på klaveret og spiller med fødderne. Et barn, der siger uartige ord og tæsker i tangenterne i stedet for at synge og spille ‘ordentligt’. En aldrende gadedreng, der stadig spiller op over for skolepigerne … Jerry Lee kunne være den fjerde Marx Brother som scene-artist: mere henrykt hæmningsløs end Harpo, mere grovkornet gasset end Groucho. / I dag er han som altid rejsende repræsentant i den vare, rockmusikken altid har leveret: energi, ren energi. Jerrys musik er den glade musik, stadigvæk – den der får benene i gang. / Der er intet i hans sange, andre ikke har gjort lige så godt. Hans tekster siger aldrig noget, nogen ikke véd. Og hans klaverspil får pianister til at ryste på hovedet. / Men ingen har kunnet rocke og rulle så vildt og brutalt og vanvittigt som Jerry Lee. ‘Whole Lotta Shakin’ Goin’ On’ har været hans kendingsmelodi, i hans show som i hans liv. Hans liv og hans musik har været én ting. Og han har enjoyed it all og had a ball, og han er stadig helt oppe på sine high-heel sneakers. / Så lad os sige med refrainet fra hans kendingsmelodi og første hit, dén sang han fremfor nogen har sunget og skreget og skrålet og spillet og shaket og swinget og stompet og svedt frem og spanket ud verden over fra Memphis, Tennessee, til Hamburg Star Club igennem de sidste tyve år: Shake It, Baby! Shake It!” (Optrykt i Swing-bogen “Rockens Rødder. Medie-Montager II”, 1975).
Ornette Coleman
I midten og sidste halvdel af 1960’erne var Dan Turèll meget optaget af avantgarde-jazz, især free jazz à la Albert Ayler, Ornette Coleman & Cecil Taylor. Han skrev adskillige artikler om emnet og refererede også ofte til specielt de tre nævnte musikere, når han behandlede andre emner. Det var, som om free jazzen repræsenterede en approach, en attitude, et sprog, som rakte ud over selve musikken. Det var en tone, der ligesom gled dybere ind under huden, ind i selve hans måde at være menneske på – og dermed også satte spor i hans måde at skrive på.
Favoritten var nok Albert Ayler. Det var i hvert fald ham, Turèll skrev mest om. Men Ornette Coleman fulgte tæt efter (repræsenteret ved syv titler i den efterladte pladesamling). Den første egentlige vurdering kom i juni 1967, hvor Turèll i Kristeligt Dagblad anmeldte en ESP-udgivelse af Colemans legendariske koncert fra Town Hall i New York, 1962. “Det er en god plade,” skriver den 21-årige anmelder, “en af de bedste, undertegnede i måneder har hørt. Sensitiv, lyrisk bevægende musik, indeholdende elementer af europæisk tolvtonemusik fremfor nogen anden definabel vare, men af en egenartet, gennemsigtig styrke. Den er svær, umuligt at beskrive. Der skal lyttes koncentreret før forløbet kan følges.” Og så slutter han: “Anmelderens stilling? Som Ellington ville formulere det: We love it madly.”
Et halvt år efter (december 1967) publicerede Dan Turèll et digt i Jazzrevy med titlen “O.C.” – en forklædt hilsen til Coleman, og stilistisk et digt i familie med de jazzdigte, han året forinden havde inkluderet i sin debutsamling “Vibrationer” (senere slettet fra forfatterskabet). Og i 1969, da Turèll debuterede for anden gang, nu med undergrundspublikationen “40 ark”, dukkede Coleman op igen, denne gang i digtet “Nervemusik”, der var dedikeret til ham.
Ind imellem de to digte, i oktober 1968, lå et stort portræt i Jazzrevy, en af de længste artikler fra perioden (teksten er optrykt i Bebop-bogen “Charlie Parker i Istedgade”, 2006, hvor den fylder 12 sider). I artiklen gennemgår Turèll en hel stak udgivelser, heriblandt de to dobbelt-lp’er “An Evening with Ornette Coleman” og “Chappaqua Suite”. Specielt den sidstnævnte er han vild med: “Coleman er næppe nogen sinde, end ikke på Town Hall-pladen, hørt bedre. Hans solistiske udfoldelser på blæser/stryger-baggrunden er autoritative og medrivende. Han synes at have fuld kontrol over samtlige virkemidler, han synes at have idé på idé, kor efter kor. FIRS minutters solospil, med kun få pauser og ét minut til Pharoah Sanders!”
I øvrigt gjorde det ikke Dan Turèlls interesse for “Chappaqua Suite” mindre, at musikken på pladen oprindelig var blevet indspillet som soundtrack til en film, “Chappaqua”, hvor en række af hans helte medvirkede: William S. Burroughs, Allen Ginsberg, The Fugs m.fl. Musikken var ganske vist ikke blevet brugt, idet instruktøren Conrad Rooks i sidste øjeblik havde skiftet Coleman ud med Ravi Shankar. Men det gjorde ikke Turèlls begær efter at se filmen mindre. Således havde han året forinden (24.8.67) i Kristeligt Dagblad ligefrem skrevet et opråb, hvor han kaldte det “en oplagt fornærmelse mod det potentielle danske film-publikum”, at Rooks-filmen ikke var blevet importeret til landet. Og han fortsatte: “dette er derfor snarere et krav end en bøn; skyldes det udelukkende massiv stupiditet eller ligegyldig indifferens hos udlejningsselskaber og biografejere, at ‘Chappaqua’ endnu ikke er nået Danmark? Vil man fortsat negligere en film, der på forhånd ser ud til at besidde flere og mere forskelligartede kvaliteter end 92 procent af, hvad der spilles i danske biografer? Tør man forvente, at blot én bevillingshaver blot én dag vil udskifte de til lede velbekendte underholdningsfilm med et værk, der markerer en kvalitativ minoritets synspunkter og anvisninger på fremtidige filmveje?”
Lige meget hjalp det. “Chappaqua” kom ikke op i de danske biografer, og om Dan Turèll nogensinde fik den set, vides ikke. Men Ornette Colemans kasserede soundtrack havde han i sin pladesamling. And he loved it madly!
Blood, Sweat & Tears
eller: Dan Turèll til koncert i New York med Erling Schroeder
Den 12. november 1976 indfandt Dan Turèll sig på det fornemme hotel Waldorf Astoria i New York – ikke for at booke et værelse, det kunne han ikke drømme om, men for at høre en koncert med en gammel flamme, gruppen Blood, Sweat & Tears. Turèll havde for år tilbage set store potentialer i Blood, Sweat & Tears. Da han i 1970 anmeldte deres tredje album, indledte han: “Blood, Sweat & Tears var og er en amerikansk drøm. En drøm om at samle alle de impulser, som amerikansk nutidsmusik rummer. En drøm om at forene store modsætninger, tilsyneladende umuligheder. En drøm om at føre store strømme sammen i én ny strøm af en enorm styrke.” (NB, 7.8.70) Den drøm var imidlertid bristet, måtte han konstatere. Han havde holdt meget af det allerførste album, “Child Is Father to the Man” fra 1968, men efter at den oprindelige bandleder Al Kooper havde forladt gruppen, var magien sivet ud af foretagendet. Og deres tredje album … tja, det var der – trods visse momenter – ærlig talt ikke meget ved.
Alligevel lod Dan Turèll sig altså i 1976 friste til at gå til koncert med Blood, Sweat & Tears i New York. Man vidste jo aldrig. Det KUNNE jo være … Og så var det i øvrigt lige så meget en social begivenhed, idet Turèll havde følge af den godt fyrre år ældre skuespiller Erling Schroeder, som han kun kendte flygtigt hjemmefra, men som han nu havde mødt under sin USA-rejse. De to havde naturligt nok ret forskellige referencer. Inden hovednavnet gik på scenen, sammenlignede Schroeder atmosfæren i lokalet med “Teddy Petersen på Wivex i 30’erne”. Men så kom Blood, Sweat & Tears på, og selv om koncerten var præcis dét, Turèll havde ventet og frygtet – “al dén kunnen, og intet at bruge den til” – så var der i aftenens løb sange, der gjorde indtryk. For eksempel deres version af Laura Nyros “And When I Die”, som Turèll huskede fra deres andet album. Her “swinger blæserne som en drøm,” skrev han, “her er Den Store Amerikanske Drøm levende i fem minutter, her er Walt Whitman som rock’n’roll.”
Hvad Erling Schroeder mente om Blood, Sweat & Tears, melder historien ikke noget om. Til gengæld insisterede han efter koncerten på at betale en fotograf ni dollars for at forevige mødet mellem de to. Dét foto blev et minde for livet.
Dan Turèll, Erling Schroeder & Walt Whitman
(with guest star: Frederik Schyberg)
Apropos gårsdagens opdatering om den koncert med Blood, Sweat & Tears, som Dan Turèll i november 1976 overværede sammen med den fyrre år ældre skuespiller Erling Schroeder (for mere om de tos samvær i New York, se også historien “Satori à la Schroeder” i “Onkel Danny fortæller videre”, 1978).
Små to år efter mødet i New York, i juni 1978, forærede Erling Schroeder en meget speciel gave til Dan Turèll: et eksemplar af Walt Whitmans “Leaves of Grass” i en udgave fra The Oxford University Press, 1923 – en bog, som utvivlsomt havde stor affektionsværdi for Schroeder. Af det første opslag fremgår det, at han mange år forinden, i maj 1928, havde fået bogen af litteraten og Whitman-oversætteren Frederik Schyberg, som ud over dedikationen “Til Erling Maj 28” i håndskrift havde citeret en passage fra sidste del af Whitmans lange digt “Passage to India”. Citatet slutter: “Sail forth – steer for the deep waters only, / Reckless O soul, exploring, I with thee, and thou with me, / For we are bound where mariner has not yet dared to go, / And we will risk the ship, ourselves and all.”
Passagen havde muligvis en særlig betydning i forholdet mellem Frederik Schyberg og Erling Schroeder (ligesom det muligvis også var en intern joke eller kode mellem de to, at Frederik Schyberg i stedet for at underskrive med sit rigtige navn havde kaldt sig “Fredericus Rex”). Og nu gav Schroeder den stafet videre til Turèll, idet han under Schybergs dedikation skrev: “Og nu til Dan fra Erling 9-6-78”.
Men hermed er historien ikke slut. For inde i bogen lå et ark papir med en håndskrevet kladde til Frederik Schybergs oversættelse af Whitman-digtet “Kom op fra Markerne, Fader” – netop et af de digte, der indgår i Schybergs fine lille bind med Whitman-oversættelser, “Digte”, der blev udsendt af Gyldendalske Boghandel i 1933. Hvilket vidner om, at Schyberg må have arbejdet med oversættelserne ganske længe, idet han som nævnt gav eksemplaret af “Leaves of Grass” til Schroeder i 1928. (Kladden til digtet fylder to sider, kun den første side er vist her).
Så vidt vides var det ikke så ofte, at Dan Turèll og Erling Schroeder herefter så hinanden. Men den gamle New York-kammerat var i digterens tanker til det sidste. Da Schroeder døde den 17. oktober 1989, 85 år gammel, opholdt Turèll sig i Skagen – og noterede efter modtagelsen af nyheden om dødsfaldet i sin notesbog: “Jordskælv i San Francisco / Bay Bridge brudt sammen / 400 døde – // Erling Schroeder død / hjemme på Frederiksberg.” (Cit. fra Dan Turèll: “California Notes”, Asger Schnacks Forlag, 2016).
Robert Hunter (23.6. 1941 – 23.9. 2019)
Nævn et af rockhistoriens store sangskriver-par! Nogle ville sige Lennon/McCartney. Andre Jagger/Richards. For Dan Turèll ville svaret formentlig have været Garcia/Hunter! I den bog, jeg netop har redigeret med Dan Turèlls beat/rock-artikler fra 1970’erne – “Beat” (Forlaget Spring) – vil man se, at en af de grupper, han oftest og med størst entusiasme skrev om, var The Grateful Dead. Og dét, der specielt optog ham hos De Taknemmelige Døde – ud over at de var San Franciscos ‘husorkester’ og leverede lydsporet til Vestkystens hippie-æra – var det nære samarbejde mellem guitaristen Jerry Garcia, og digteren Robert Hunter, som skrev teksterne til en lang række af gruppens mest kendte numre.
Robert Hunter var inde i kredsen omkring The Dead stort set fra begyndelsen, men fra og med deres tredje album, “Aoxomoxoa” (1969), blev samarbejdet så tæt, at han nærmest var at betragte som et medlem af gruppen. Hunter leverede også tekster til andre kunstnere. For eksempel samarbejdede han hen over årene med Bob Dylan og havde i 2009 en finger med i spillet på samtlige tekster (på nær én) på albummet “Together Through Life”. Og derudover udgav han også en række soloplader – Turèll havde en lille håndfuld af disse i sin samling, og i 1976 skrev han i Information et stort portræt af Robert Hunter som solist, hvor han havde oversat en stribe Hunter-tekster til dansk (portrættet er naturligvis inkluderet i “Beat”).
Men det var og blev Grateful Dead, der var Robert Hunters primære outlet som tekstforfatter. Og samarbejdet fortsatte helt op til den sene del af The Deads karriere. Således var det på albummet “In the Dark” (1987) makkerparret Garcia/Hunter, der havde skrevet den afsluttende “Black Muddy River”, en majestætisk hymne, som Turèll satte stor pris. Så stor, at han skrev sin egen danske version med titlen “Langs med Aaboulevarden” (trykt i den posthume opsamlingsbog “Just a Gigolo”, 1995). Og så stor, at “Black Muddy River” blev afspillet ved den danske digters bisættelse i Arbejdermuseet den 21. oktober 1993. Det var ikke så forfærdelig mange nekrologer, Dan Turèll skrev. Han skrev én over Jack Kerouac. Han skrev én over Elvis. Og hvis han havde levet i dag, tror jeg også, at han ville have skrevet én over Robert Hunter …
The Grateful Dead
I 2019 lancerede Lars Movin sin nye Dan Turèll-bog: “BEAT – et liv med musik, 1969-1979” (Forlaget Spring). Et navn, som er uomgængeligt i den sammenhæng, er San Francisco-scenens flagskib, The Grateful Dead, som Dan Turèll levede med i det meste af sit voksenliv.
Den tidligste Grateful Dead-tekst i den nye bog er en anmeldelse af albummet “Live/Dead”, som stod at læse i ugemagasinet NB! i 1970. “Live/Dead” rummer bl.a. en 23 minutter lang udgave af “Dark Star”, et track, som – ifølge en senere Turèll-tekst – var “det konstante yndlingsnummer, når vi tog syre på Forhåbningsholms Allé igennem flere år”. Herfra bredte Turèlls kærlighed sig ud til snart sagt alle hjørner af Grateful Deads mangfoldige univers, hvilket vil sige hele storfamilien omkring det konstant knopskydende musikerkollektiv, herunder soloalbums fra henholdsvis guitaristen Jerry Garcia og tekstforfatteren Robert Hunter og også den beslægtede gruppe The New Riders of the Purple Sage.
Blandt de Grateful Dead-plader, Dan Turèll satte allerhøjst, var – med god grund – de to 1970-udgivelser, “Workingman’s Dead” og “American Beauty”. Stor var derfor hans begejstring, da gruppen og deres talstærke hippie-entourage i april 1972 passerede gennem Danmark, og han og makkeren Peder Bundgaard i den forbindelse fik mulighed for at interviewe selveste Jerry Garcia på Hotel Nyhavn. Modsat senere møder med forbilleder som Lou Reed og William S. Burroughs forløb samtalen med Jerry Garcia uden større problemer. Det var, præcis som Dan Turèll ønskede det, en udveksling mellem ligeværdige kolleger og allierede i en større sags tjeneste.
Efter dette lille højdepunkt fortsatte Dan Turèll med at følge Grateful Dead, i første omgang frem til dét, som rygterne på det tidspunkt erklærede for deres svanesang: albummet “From the Mars Hotel” (1974). Den plade var måske ikke helt på højde med fordums storhed, men ikke desto mindre holdt Turèll af den og lyttede til den med respekt – hvilket fremgår af hans anmeldelse, der slutter med ordene: “Man har haft en virkelig fed tid med Grateful Dead, og tak og okay. Med sin klare, flydende, fuldendte musik er ‘Mars Hotel’ i hvert fald et fornemt foreløbigt farvel.”
Som bekendt var det langt fra slut med Grateful Dead i 1974. Der skulle komme meget mere fra den kant. Og i efteråret 1989 nåede Dan Turèll sågar at høre gruppen live på hjemmebane (i Californien), inden han, blot fire år efter, i 1993, forlod denne verden – måske med kurs mod Mars Hotel? – efterfulgt af Jerry Garcia i 1995 …
Dan Turèlls musikalske samarbejder
Lars Movins 2. del af præsentation af DanTurèlls pladesamling.
Her er Lars Movins annoncering af arrangementet, der foregik på Kulturværftet i Helsingør:
“Denne gang handler det om Dan Turèlls musikalske samarbejder, hvilket først og fremmest vil sige de grupper, han leverede tekster til, men naturligvis også de musikprojekter, han var direkte involveret i.
Der vil naturligvis blive spillet vinyl med nogle af de mest oplagte navne i denne sammenhæng: Blue Sun, Burnin Red Ivanhoe, Lone Kellermann og Rugsted Kreutzfeldt. Men også mindre oplagte såsom Lou Reed og Earl Scruggs. Samt selvfølgelig eksempler fra Sølvstjernernes legendariske album med den umiskendeligt turèllske titel, “Multi Mixed Media Monstret Sølvstjernerne med Dan Turèll” (1978), og fra det sene samarbejde med lyd-magikeren Halfdan E. Hertil kommer stribevis af anekdoter, for eksempel historien om den sang, som Dan Turèll i 1976 skrev til Kim Larsen i håbet om, at han og/eller Gasolin’ ville tage den på repertoiret. Tredje og sidste vers lød: “Bare kom med frække piger / Jeg er ikke den der viger / Tværtimod: potensen stiger / Lisså snart jeg sér på missen / vil jeg dække over ridsen / For jeg slapper aldrig a’ / Den får alt hvad den kan ta’ / Det’ bare op og stå / om det så ska’ vær’ på skrå”.
Så kan man jo spekulere over, hvorfor salig Larsen valgte at skrive sine tekster selv …”
Dan Turèll som tekstforfatter og performer
Om udviklingen fra at fungere som tekstforfatter for andre til selv at træde op på scenen har Dan Turèll fortalt til René Højris i bogen “Dan Turèll – samtale og introduktion” (1977).
Her kommer digteren ind på, hvordan han oplevede en fremmedgørelse eller distancering, da han i midten af 1970’erne (i tiden omkring “Karma Cowboy”) begyndte at skrive sange til forskellige rockgrupper, fordi teksterne blev taget ud af hans hænder, tilpasset en melodi og siden opført, uden at han rigtig var involveret i processen: “Poul Ehlers fra Blue Sun og jeg talte tit om at jeg måtte komme op på scenen og samarbejde med dem dèr – og det kunne jeg også godt selv sé var den eneste udvikling. Det samme begyndte Lone Kellermann med da jeg efter at Blue Sun var opløst begyndte at samarbejde med hende i Osiris. I slutningen af Blue Sun-perioden og starten af Osiris-perioden var jeg somme tider med rundt som pause-underholder og som medvirkende på et par numre – altså en slags GUEST STAR.”
Hvilket så udviklede sig til, at Dan Turèll hen over årsskiftet 1975/76 samlede sin egen gruppe, Sølvstjernerne – med tre musikere fra gruppen Tømmermændene: Tømrerclaus, Jan Kaspersen og Flemming Quist Møller (i begyndelsen suppleret med guitaristen Stig Møller og senere med saxofonisten Jesper Zeuthen).
Dagens fire plader er alle eksempler på grupper/kunstnere, som Dan Turèll leverede tekster til :
Hos Anna: “Åh” (1979) – teksten “Morgenregn” (med musik af Pierre Dørge).
Lone Kellermann: “Lone Kellermann” (1977) – teksterne “Jeg tror på fede tider” (baseret på Lou Reeds “I Believe In Love”), “Det gør hele verden så ny”, “Tjallesangen”, “Gå Børge” (fordanskning af Chuck Berrys “Johnny B. Goode”) og “Du går ned”.
Blue Sun: “It’s All Money Johnny” (1976) – teksterne “Lad Mig Dele Dine Drømme”, “Afraid” og “It’s All Money Johnny”.
Burnin Red Ivanhoe: “Right On” (1974) – teksterne “When I Look Into Your Eyes”, “Rockin’ Rambler” og “Tell Me” (alle fra “Karma Cowboy” og alle komponeret af Karsten Vogel).
Dan Turèll som oversætter/fordansker/gendigter amerikanske forbilleders tekster
Eller den forunderlige historie om Richard Blakeslee, Pete Seeger & Sonny Terry, Leonard Cohen, Earl Scruggs, Dan Turèll og Rugsted Kreutzfeldt
Groft sagt var der to spor i Dan Turèlls praksis med at oversætte/fordanske/ gendigte tekster af amerikanske forbilleder.
Det ene spor var oversættelserne/fordanskningerne af sangtekster af kunstnere som Chuck Berry, Robert Hunter, Lou Reed m.fl. Og dem var der rigtig mange af – man kunne nærmest have en fornemmelse af, at Turèll i en årrække rystede dem ud af ærmet som en slags pausegymnastik i forfatterværkstedet, fordi det morede ham.
Det andet spor var gendigtningerne (turèllificeringerne), hvor han så at sige skrev sin egne nye tekster OVEN PÅ eksisterende tekster (typiske eksempler er de digte i Storby-Trilogien, som er baseret på forlæg af Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti, Gregory Corso o.a.).
Men så findes der også eksempler på, at de to spor ligesom flød sammen – eller måske rettere, at Dan Turèll kastede sig ud i en slags cross-over: at en sangtekst blev fordansket som et digt. Et sådant eksempel er digtet “Kom Forbi” fra samlingen af samme navn (1984). Ved siden af digtet har Dan Turèll noteret: “idé efter Leonard Cohen’s ‘Passin’ Thru’”. Men tjekker man forlægget, dukker flere interessante aspekter op. For det første er indholdet i Dan Turèlls tekst MEGET fjernt fra originalen. Og for det andet er “Passin’ Thru” IKKE en sang af Leonard Cohen.
Kort fortalt: “Passing Through” er et lidt gådefuldt nummer i Leonard Cohens katalog. Sangen findes kun på albummet “Live Songs” (1973) samt på en single. På singlen er Cohen krediteret som ophavsmand, på lp’en er krediteringen mere tvetydig. Sandheden er, at “Passing Through” er skrevet i 1948 af en universitetslærer (og amatørmusiker) ved navn Richard Blakeslee, som efter sigende kun skrev dette ene nummer. I 1958 opdagede Pete Seeger sangen og tog den på sit repertoire i forbindelse med indspilningen af et live-album til Folkways Records (sammen med Sonny Terry), og derfra bredte den sig ud i folk-miljøet. I 1973 var den nået frem til Leonard Cohen, som sang den ved koncerter (men ikke indspillede den i studiet). Og på et tidspunkt hørte Dan Turèll så Cohens version og lod sig inspirere til at skrive et digt … eller nej, tilsyneladende ikke: For Dan Turèll ejede, så vidt det kan konstateres, IKKE Cohens plade (den findes i hvert fald ikke i hans efterladte pladesamling). Til gengæld havde han en live-plade med bluegrass-musikeren Earl Scruggs, “Anniversary Special: Vol. 1” (1975), hvor “Passing Through” er på repertoiret – oven i købet med Leonard Cohen som gæstesanger! Og på bagsiden af coveret har Dan Turèll understreget titlen “Passing Through” med kuglepen. Det kan altså være hér, han har opdaget sangen. Men hvorfor han så alligevel i digtsamlingen “Kom Forbi” staver titlen “Passin’ Thru” og krediterer sangen til Cohen, er fortsat en gåde.
Anyway, Dan Turèll skrev sit digt. Hvorefter duoen Rugsted Kreutzfeldt (der generelt var glade for Turèlls tekster) omsatte den til en sang med titlen “Tilfældigvis Forbi”, som de indspillede til deres andet album, “Rugsted Kreutzfeldt 2” (1980). Fra sang til digt til sang …
