Cd og bogudgivelser:
Hylet fra gaden (2006)

Sluk lyset, cd (2007)

Solsorten er en skrigende lort ved daggry (2008)

Tilpas utilpasset (2008)

Nye rytmer, cd (2010)
Helt igennem gennemtjekket (2010)

Alt for meget af den gode (2010)

Før flyene styrter (26.3.2011)

Dan Turèll Prisen 2011 til beatpoeten Claus Høxbroe

Beatpoeten og scenekunstlitteratur-arrangøren Claus Høxbroe modtager Dan Turèll Prisen 2011.
Overrækkelsen finder sted på Dans 65 års fødselsdag i Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek, lørdag den 19. marts kl. 14.
Den kontante anerkendelse udgør 6.000 kr og et af Dan Turèlls slips.
Foto: Peter Juhl
Den 30 årige Claus Høxbroe er en varm fortaler for den levende poesi. Han er kendt for sin live optræden og er en dynamisk performer med stor gennemslagskraft. Claus Høxbroe har været aktiv i poetry slam og spoken word miljøet i de sidste ti års tid og er med sine 200 årlige engagementer med impro-lyrik, oplæsning og jazz ustandselig på farten. Høxbroe optræder på flere cd'er, og sidst i marts udkommer hans sjette digtsamling: "Før flyene styrter".
Claus Høxbroe er en særdeles aktiv og inspirerende igangsætter og organisator i de danske lyrik-miljøer. Han har bl.a. stået bag "Jazz'n'poetry" på Copenhagen Jazzhouse, "Onkel Dannys Joint" i Råhuset på Onkel Dannys Plads og "Poetry Preview" på Støberiet.
Og så tog Claus Høxbroe for et par år siden på vandring Danmark rundt inspireret af beatforfatterne Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Han ville gøre op med den elitære, navlebeskuende lyrik og overnattede hos de danskere, der lukkede ham ind i deres stuer.

Claus Høxbroe benytter de elektroniske medier til at få sine mange aktiviteter udspredt. Hans hjemmeside
Beatnix beskriver han selv som "Et lyrisk site af og om Claus Høxbroe. Et site med begge ben placeret solidt i det danske sprog, der hvor det lugter aller mest af ord!"
Claus Høxbroe er selvfølgelig også på Facebook , og han har oprettet sider på My Space, hvor man kan få indtryk af hans musikalske optræden: Claus Høxbroe & årets længste dag + Claus Høxbroe & 1.th.
Foto: Peter Juhl
Links til Claus Høxbroe:
Ord til alle tider - En beat-poet med skæg, slips, skjorte & god karma.. Interview med Claus Høxbroe.
Bogtube - Claus Høxbroe: Digteren, der ikke vil score med poesi.
Med de firkantede briller, det lange fuldskæg og forkærligheden for beat-digtningen lyder han mest som en Dan Turéll-kopi. Men listen over bogudgivelser og priser vidner om, at Claus Høxbroe er helt sin egen baggårdsbjørn. Den 30-årige poets stramme tøjling af ord, hvor alt overflødeligt er skåret væk, er dog ikke et scoreværktøj. Selv føler Høxbroe sig mest maskulin, når han skriver sårbare digte, og så har han for meget respekt for både kvinder og poesi til at forføre med vers.
Politiken Digteren der gik - Digte skal opleves, før de kan skrives, mente beatforfatterne Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Danske Claus Høxbroe har taget filosofien til sig. Han vil gøre op med den elitære, navlebeskuende lyrik og overnatter hos danskere, der lukker ham ind i deres stuer. Magasinet mødte ham i Vestjylland. 5.11.2008
Foto: Peter Juhl
Information - Fadøl og forståelig poesi. Den københavnske forfatter og freestylepoet Claus Høxbroe har stor respekt for Dan Turèll, som han mener formåede at formidle sin kærlighed til sproget til et bredt publikum. Interview fra 3.11.2008
Dansklærerforeningen - Undervisningsmaterialer til Claus Høxbroe & Stik Op . Et undervisningstilbud til folkeskolens ældste klasser og de gymnasiale uddannelser om moderne dansk lyrik. Undervisningstilbuddet består af et lyrikshow med rap, beatpoesi og musik og en workshop hvor eleverne gennemgår skriveøvelser og fremfører deres tekster. I tillæg til lyrikshowet er der udviklet et undervisningsforløb med skriveøvelser og en lærervejledning som kan downloades.
Læs nogle af Claus Høxbroes digte:
Helt igennem gennemtjekket

Det er lige ved
lige ved at lykkes
lykkes at finde den rette
at finde kuren mod kræft
at finde hjem i en brandert
lige ved at give mening
lige ved at være slut
lige ved at begynde
lige ved at være lige meget
lige ved at være lige ved og næsten
lige ved at være
lige ved at være nok i sig selv

Blikkene i natten
fortæller mig at du stadig er derude
at vi bare ikke har mødt hinanden endnu
men at vi hvert øjeblik kan støde på hinanden
og gå til slagteren efter blomster
Videoklip:

Claus Høxbroe og Stik Op Jakob
- Beatpoesi og Raplyrik


Claus Høxbroe i Dan Turèls fodspor


Dan Turèll Prisen uddeles af midlerne fra Dan Turèll Grande Goodbye Galla showet i Tivolis Koncertsal i 1994. Bestyrelsen består af skuespiller Chili Turèll, håndtegner Peder Bundgaard, forlagsredaktør Jens Christiansen, billedkunstner Kenn Andre Stilling, afdelingsleder Peter Strøm, Turèll-samlingen, samt senior editor Jacob Ludvigsen.
Tryk her for Turèll-samlingens side om Dan Turèll Prisen
sitemap
kontakt