Lars Movin udkom 28/8 2008 med sit store værk "Beat - på sporet af den amerikanske beatgeneration". Bogen er blevet utrolig flot anmeldt i den danske presse.
Den har været 10 år undervejs og der ligger en masse research til grund for den 671 sider lange bog om mange af Dan Turèlls farvoritter på den internationale scene - fx Jack Kerouac, William S. Burroughs og Allen Ginsberg.
Weekendavisens anmelder Nikolaj M. Lassen skriver:
Forfatteren, journalisten og filmmanden Lars Movin gør sit eget forsøg på at tegne et samlet billede af beat-generationen i en næsten 700 sider stor bog, som samler hans skriverier om emnet fra de sidste ti år, hvor han undervejs også har lavet flere beat-relaterede dokumentarfilm. Han er sandt at sige uhyre fortrolig med stoffet, og det skinner igennem fra start til slut, at bogen er skrevet af en ægte fan, da entusiasmen og formidlingslysten er til stede i rigt mål.
Berlingskes anmelder Per Krogh Hansen:
Nyt dansk opus magnum om den amerikanske beatgeneration kalder på respekt. Den er både velskrevet, grundig og informativ.
Politikens anmelder Henrik Palle:
Dokumentaristen Lars Movin har begået en ærefrygtindgydende mursten om den amerikanske beatgeneration.....Selvfølgelig må en dansk litterært interesseret dokumentarfilmmager, hvis navn 'Movin ' udtalt på engelsk betyder 'værende i bevægelse', kaste sin kærlighed på den amerikanske beatgenerations litteratur og musik, fordi dens fremmeste repræsentanter, Jack Kerouac, William S. Burroughs og Allen Ginsberg, stort set konstant var på farten i deres søgen efter nye former for livsstil, religion og kunstneriske udtryk.
Informations anmelder Neal Ashley Conrad:
Den første danske kulturessayistiske encyklopædi om beatgenerationen ser dagens lys.
Så kom den endelig, Lars Movins længe ventede bog om den amerikanske beatgeneration.
Mange har hørt om beatgenerationen, men de færreste har et indgående kendskab til, hvad den har at gøre med. Hvor mange har f.eks. læst mere end Jack Kerouacs On The Road, lagt ører til eller læst Allen Ginsbergs indflydelsesrige digt 'Howl' eller kæmpet sig igennem Williams S. Burroughs' eksperimenterende roman Naked Lunch? Langt hovedparten af danske læsere er vel af den opfattelse, at fænomenet 'beat' og 'beatgenerationen' er både indforstået og overvurderet. Det råder Movin grundigt bod på.
Du kan møde Lars Movin og Steen Møller Rasmussen i Turellamlingen på Vangede bibliotek d. 15. oktober, hvor de fortæller om deres film: "Words of Advice - William S. Burroughs on the Road". Læs mere om arrangementet her.
Læs mere om bogen og forfatteren - og køb den på http://www.turellsamlingen.dk/linkId=186
Læs mere om forfatteren Lars Movin på han egen hjemmeside http://www.larsmovin.dk/
Eller lån den på biblioteket
sitemap
kontakt